Det er en dejlig morgen. Jeg glæder mig over at jeg har fri. Weekenden er fantastisk lang uden tømmermænd og natteraveri og det er dejligt!

Jeg glæder mig som et lille barn til ugen der kommer. Onsdag har jeg fødselsdag og jeg skal lave lagkage på et ualmindeligt kitch lagkagefad, jeg har købt på loppe til dagen. Lyserødt og med fod (!). (Legebarnet er kommet fuldstændigt op i mig, og jeg glæder mig til at lege konditor med marcipan og chokoladeblade og jeg skal gi den skal jeg). Og har inviteret et par venner til at spise den, men det er en detalje ;). Torsdag tager jeg hjem til mine forældre om aftenen, og ahhh, der er lillesøster og niece og kæreste og jeg glæder mig helt absurd meget til at se dem. Det er længe siden, jeg har savnet nogen som nu!

Fredag afleverer den lille børnefamilie mig så på Roskilde. Teenageren bliver kørt fra at have fejret sin fødselsdag hos forældrene til Roskilde. Men jeg glæder mig til suset. Jeg har fri den dag. Skal kun være der 2 dage og bo hos folk fra mit arbejde, der allernådigst har forbarmet sig over deres gamle furede kvindelige kollega, der har brokket sig over sine børnebefængte venner, der ikke gider lege festival mere. Vi skal have det sjovt skal vi.

Og ... ja sagen. Jeg er glad på J's vegne. Meget faktisk. Det handler slet ikke om ham. Det handler om, at jeg er flov over, at jeg ligesom ikke selv er så dygtig til at leve som han er. Måske er det også derfor vi ikke passede sammen. Mit tempo og min omstillingsevne er afsindigt meget langsommere end hans. Jeg kører i ring med så mange ting. Fyr, job, søskendeforhold, venner. Det er det, der gør ondt. Mest af alt. Selve sagen. At J nu skal have barn med en kvinde han elsker, er på en måde bekræftende ikke af mig, men af mine instinkters evner. Alt hvad jeg følte var galt og viste forkerte signaler dengang - alt jeg flippede ud over - var på sin plads. Jeg havde ret. Mine aflæsninger var sunde. Mine fornemmelser rigtige. J ka godt være sammen. J kan godt bo sammen. J ønskede det dybest set ikke med mig, selvom han ikke evnede at gøre sig bevidst om det. Mine protester var jo faktisk dem, der endte os. Ham, der handlede..... mig der gjorde ham bevidst til at kunne handle. Og det er rart at vide, at min tillid til hans evner og egentlige lyster i forhold til børn og familie også var rigtige. Selvfølgelig vil levemanden opleve det hele! Og tillykke til ham. Vildt for ham.... spændende og meget meget forandrende for hans livsstil at blive far.

Om lidt bliver jeg 35. Jeg er ved at være der, hvor jeg bør have det i tankerne, hvad jeg vil.... altså. Om jeg kunne forestille mig at blive mor alene. Jeg har skubbet den beslutning. Eller måske har jeg taget den for længe siden. Det vil jeg ikke, tror jeg. Jeg bliver nødt til at fylde andet i mit liv så. Det giver også muligheder at være barnløs..... Men det lyder goldt... Koldt.... Tanken om at blive gammel alene uden unger er altså lidt tør. Lidt Ritt. Lidt knold i nakken og manglende plads til rod. Rigidt. Mønster uden afbrydelser. Gentagelse...... mmmm.

Jeg griner lidt af mig selv. Jeg har det sgu pissefedt i virkeligheden. Mine problemer er latterligt små. I alle henseender. Jeg knapper til og går ud i verden og er glad gør jeg :)