En bekendt fik mig til at tænke på 'listen'.

J og jeg fik gennem vores 6 år opbygget - eller oprustet - specielt mig med væmmelige våben af ubehagelige grænseoverskridende historier, J havde fået mig ud i. Ting, der kom op igen, hver gang vi blev rigtig sårede eller uvenner.

Og det fik mig til at finde nogle gamle breve frem, som jeg ikke har følt jeg havde kræfter til at kigge på før, og heller ikke smide ud. Jeg kommer ikke til at smide dem ud i øvrigt. Sådan er det bare.

Og jeg læste og har grinet og grædt og orkede ikke dem alle. Men hold kæft hvor var den mand dog sjov. Og hold kæft, hvor har han også være forelsket i mig (utroligt rart, at blive husket på) og hold kæft hvor kæmpede han med sig selv, for at få det til at lykkes. Og han har eksplicit formuleret flere gange, at jeg var noget af det sejeste og mest tålmodige han havde mødt. At han følte han ikke kunne leve op til mig etc. etc. Det er så mærkeligt. I mine øjne er han en kæmpe ukuelig kæmpe. Jeg må have overhørt de breve, eller ikke stolet på, hvad der stod. Jeg har været for lille selv.

Og han overskred mine grænser helt absurd og voldsomt. Og har også skrevet, at det var som om han testede mig. Ville se, hvor langt kærligheden strakte... Og jeg kunne slet ikke sige stop. Det var helt mærkeligt. Og baglæns blev jeg så ulykkelig af, at der ikke var kærlighed i ham, der ønskede at beskytte mig. Kun den, der ville teste om jeg virkelig ville. Jeg blev syg og han blev syg af det. Håber han har det bedre med hende, han er kærester med idag. Tror hun er mindre følende, og mere rettet mod sine egne mål. Jeg var som kodet til mest af alt at ville, at vi fungerede, og det gjorde det umuligt for J at navigere i.

J skrev faktisk. For noget der ligner 6-7 år siden. 'Kan du tilgive mig S og kan du klare, at der kommer flere ting at tilgive - det er nu der skal tilgives'. Sandheden var jo, at det kunne jeg ikke. Jeg føler mig forurettet og absurd behandlet den dag idag. Og kan stadig ikke helt til bunds forstå, at han næste psykopatisk testede min kærlighed istedet for at vise mig sin.

Forleden sov fyr her (ja, don't ask - han mangler en seng og jeg nogle til at rumstere lidt i huset, når jeg falder i søvn). Om natten drømte jeg og hår åbenbart tydeligt været aggressiv og ked af det. Fyr tog min arm, og jeg hev den så hidsigt til mig, at det gjorde ondt i den brækkede del. Og jeg vågnede og kunne huske, at jeg havde drømt om J. J, der i drømmen med venner umuliggjorde min nattesøvn på et tidspunkt, hvor den var vigtig, og han var ligeglad og tog ikke hånd om situationen. Bidrog i stedet til støj og larm og sørgede for alt andet end at beskytte mig en anelse og legede sjov vært. Lige netop den situation har faktisk ikke direkte fundet sted, men et væld af tilsvarende har. Sådan nogle situationer, hvor man er sat skak-mat. Er kedelig, hvis man protesterer, og ulykkelig, hvis man lader være. Jeg gjorde lidt af hvert, dog mest det sidste. Han er mejslet ind i min hukommelse, som den, der overskrider mine grænser.

Så mærkeligt, at læse at jeg har været så forelsket. Og at han har. Og at vi nu begge lever helt andre liv. Men men, sådan er det. Fyr mener, at jeg er lettere ødelagt indeni. At jeg ikke kan have plads til forelskelse pga. J. At jeg er traumatiseret. Jeg tænker, at fyr er lidt krukket og bare ærgelig over, at jeg ikke falder rigtigt for ham. Det er i øvrigt nok løgn at det er det han tænker. Jeg er ved at blive en irriterende og egenrådig bachelor-kvinde. Han vil mig det bare godt. Fyr altså. Ja, J for den sags skyld også.

Nå - videre. Det er fulde 3 år siden at det sluttede (Shit!) Men tankevækkende, at jeg ikke formåede at tilgive. Og ej heller tog konsekvens. Eller også var det som det skal være, når man elsker. Jeg ved det sgu ikke. Og jeg er egentlig pt. lidt ligeglad, hvilket nok er meget godt.

:)