Så et billede af min gamle kæreste på facebook igår på en venindes profil... det var fra første maj. Vi plejede at samles og spise morgenmad sammen. Gå på Blågårdsagde, gå i optog og ende i fælledparken.

I år var jeg med Mr. og begyndte at græde til Elizabeth... J spurgte hånende om jeg havde spist is på bryggen, og jeg sagde som ret var, at jeg, nej, havde ikke været ude, fordi jeg ville have været gået i parken, og jeg orkede ikke at møde ham. Mr. og jeg kunne snildt have været gået derover, hvis ikke det var for J.

På billedet havde han en utroligt lækker sweater på. Han har aldrig brugt en krone på beklædning. Har en evne til at 'låne' sig til sine venner med dyre vaners ting... Jeg smiler. Det er sådan et mere eller mindre accepteret curiosum, at J altid har ok beklædning, der minder om det vennerne har... uden nogen sinde at ville sætte ben i Steen og Stoffer pga. antimaterialistiske overbevisninger (og dårlig pengepung). Det er noget værre hykleri.... men det elsker vi ham for, både vennerne og jeg.... Har altid i mit hovedet gået og sagt, hvad jeg ville sige til mine børn: Jeres far er verdens dejligste hykler.


Nå, men jeg kom til at savne ham af billedet. Og ringede til ham.

'Det er meget på dine præmisser', sagde han. Fordi jeg et par gange har afvist at gå i biograf, eller drikke kaffe. 'Og nu skal jeg bare ville snakke?' Næh, det skulle han ikke. Hvis han ikke havde lyst til at snakke, var det helt fint med mig. Jeg forklarede ham, at jeg jo for det meste har lyst til at se ham, men at jeg beskytter mig selv. Er bange for, hvordan jeg har det med at se ham, og holder mig på en art 'afvænnings-afstand'. Og så sagde jeg.... hvilket er så rigtigt, at hvis det nu var på mine præmisser, så var det fandme også på tide, at det blev på den måde.

Vi spurgte til hinandens familier, specialer, forholdet til alle vores fælles venner med børn (som J synes er sørgelige, fordi de ikke gider til piratfest med ham). Jeg fortalte at jeg ville være taget med til piratfest, men at jeg synes, at jeg er langt mere sørgelig end dem, fordi jeg drikker mig så ustyrligt og vildt beruset, hvilket jeg i bund og grund ikke helt kan lide. Og var jeg taget med til piratfest, havde det sgu kun været for at have det sjovt. Ikke noget manifest. Og det er da mere sørgeligt.

J er med, hvor der er konfrontation.... fordi, det er vigtigt siger han. Jeg synes han er verdens største eventyrer, men jeg er ikke overbevist om hans overbevisning. Endnu en af de hyklerier, jeg i bund og grund har accepteret. Han er jo dejlig pga. af hans kærlighed til liv og kamp og eventyr og kontrovers... Han er ikke solidarisk, slet ikke. Han er altid og evigt sine egne oplevelser nærmest.

J kommer helt sikkert til at bruge 3-4 mdr. af dagpenge bevidst på at rejse... uden at søge job. At trække den med vilje så længe den går. Og så kalder han sig solidarisk socialistisk overbevist. Jeg synes jo snarere at den holdning er udhulning af de kasser, som er beregnet til folk, der ikke kan finde. Og hvis de endeligt skulle finde på at bugne de kasser, så synes jeg måske en eller anden form for international løsning kunne være på sin plads. Jeg kan sagtens onde ham rejse og ferie... men ikke under solidarisk påskud. Med hån for alle de mennesker, der arbejder og betaler til hans A-kasse.... Mr.s politiske overbevisning er langt mere ærbar. Men det bliver jo også meget mere kedeligt. Ja, J, jeg ved godt, hvad det var i dig, jeg fandt interessant..... det var noget med livslyst, og gå i kødet på problemer, mennesker osv. Det har fandme aldrig aldrig aldrig været din moral. Den er til rotterne.


Men, det var rart at snakke med ham. Jeg tør ikke spørge noget til, hvem han ses med. Er så ukristeligt bange for at blive såret.... har jo heller ikke lyst til at fortælle om Mr. Har ikke lyst til at udsætte Mr. og mig for J's hån.


'Kan du ikke mærke at det er bedre nu, at det er det rigtige?' Spurgte han. Og hvad skulle jeg svare? Jeg prøvede at forklare, at jeg ikke var lykkelig dengang, men at jeg stadig drømmer om ham jævnligt, og savner ham og hader ham for det. At jeg dengang som nu mente, at vi godt kunne have fundet ud af det, men at jeg aldrig ville have det til at fungere, hvis det egentlig kun var mig der ville. At jeg dybest set troede, at jeg havde mistet lidt mere end ham... og at han måske på den måde havde ret i at det var godt. Jeg vil jo for helvede også prøve at blive elsket og kæmpet for. Han svarer ikke på sådan noget. Måske har jeg ikke ret. Måske synes han at jeg er en egoist. Men det var jeg ikke. Af alle de indsigter jeg har fået gennem dette år, er det den eneste, der ikke er kommet til mig. J behandlede mig virkeligt dårligt og egoistisk. Han lod sig aldrig mærke af at jeg blev ulykkelig... og jeg gav mig alt alt for meget, var alt for large. Hvis jeg har fået nogen indsigt er det det modsatte. At jeg aldrig nogensinde må lade mig selv strække så langt igen. Aldrig....

En dag skriver jeg listen over dumme dumme ting, der er forgået og som jeg har afsindigt svært ved at forstå og tilgive, selv nu. Den letteste tilgivelse er, at han simpelthen bare ikke har været rigtigt forelsket og i det perspektiv bliver situationerne forståelige... men ikke mindre pinefulde for mig. Det efterlader mig bare i en anelse fladpandet figur, hvorfor fanden fattede jeg det ikke? (ved det godt, det er fordi han sagde, at jeg skulle forstå det på en anden måde, at han gerne ville have mig, og at han elskede mig - min mor har altid hånligt sagt, at han ikke ved, hvad det vil sige - jeg ved ikke om hun har ret - eller jo, jeg tror ikke hun har ret - eller måske har hun haft ret, men han kan godt. Det er jeg overbevist om.)

Han sagde noget med, at vi begge havde lært noget. Jeg ved, at det er det tætteste, han kommer på indrømmelser over grove mishandlinger.... men det gør mig bare mere ked af det, for betyder det nu, at han så vil være sødere vil en anden? Bare en anelse mere lyttende, og empatisk? Og mig som var så villig får aldrig glæde af hans nye indsigter, bare bitre ar i sjælen. Jeg har derimod lært, aldrig aldrig mere at stole på, hvad folk siger, men kun hvad de gør. Stole på mine forsmåede følelser mere end en andens ord.... og mens jeg skriver det, tænker jeg, at det er en rigtig rigtig uhandy lærdom, som ikke vil hjælpe mig en skid i fremtiden.

Jeg er en bitter gammel sur 32-årig. Der stadig er lettere forelsket i min gamle kæreste.... Jeg har så svært ved at forstå min egen psyke. Det giver jo ikke mening at savne en, der gjorde mig ulykkelig og lille? Men det var også så rart og dejligt nemt at snakke sammen. Vi kender hinanden så godt, kan lide hinandens humor, elsker hinandens småfejl. Dammit... sommeren indeholder 2 bryllupper, hos fælles venner. Jeg er bange.... Jeg er rigtig bange, måske skal jeg bare holde mig væk. Men det ene er hos Otto's mor... som jeg har kendt siden børnehaven. Der bliver jeg jo simpelthen nødt til at være.