Hvor var det dejligt med sommer og sol, også selv om det kun var for en kort bemærkning. Endelig mulighed for at sidde på terrassen og nyde solen, samt duften fra haven. Det er lidt en skam, jeg ikke kan nævne navnene på alle de forskellige blomster, der netop nu folder sig ud i fuld pragt og duft. Men udover roserne aner jeg ikke hvad de hedder… de hvide blomster dufter overvældende, mens den lilla busk er fyldt med sommerfugle. Jeg burde nok ønske mig en havebog, så kunne jeg måske lære at kende forskel på blomster og ukrudt. Jeg kan da godt kende skvalderkål og brændenælder, også inden jeg siger av, men så grænsen vidst også nået.

Jeg tænker stadig på Tina alt for tit, savner hende mere og mere. Men jeg har intet hørt fra hende, selv om mit brev for længst burde været nået frem til hende. Det var nok også naivt at tro, at mit brev ville kunne gøre en forskel. Jeg burde være vred og gal på hende, så havde det nok også været lettere for mig. Men jeg savner hende bare, og tænker på hende… sammen med Morten. Ikke ligefrem de mest positive tanker… øv. :-/

I øjeblikket er jeg nu i tænkeboks. Jeg var på Fyn i weekenden, for at se på to ponyer, og jeg er godt nok i tvivl om jeg skal slå til, og så anskaffe mig sådan et par krikker. Det blev i øvrigt til en hel dagsudflugt. Min nabo kom forbi lørdag morgen, da det er hans svoger der har ponyerne til salg. Så han havde tilbudt at køre mig til Fyn, så vi kunne se om det var noget for mig.

Da vi kom til Tommerup, havde svogeren lige kørt majetærskeren frem, men han gav sig alligevel tid til at vise os ponyerne. Det vidste sig at være et par rigtig rare ponyer, selv om de måske var lidt større end jeg havde ønsket mig. Godt halvanden meter i stang er for mig mere en hest end pony. De skal sælges, da pigerne snart starter på gymnasiet, og derfor ikke har tid til dem længere. Der var vidst også noget med, at det var blevet sjovere at bruge tiden sammen med drengene, så ponyerne havde været lidt forsømt igennem det sidste halve år.
Men de var nu lette at have med at gøre, på trods af, at de ikke havde været redet så meget den sidste tid, og pigerne kunne gøre stort set hvad som helst ved dem. Det endte med at jeg dristede mig op på ryggen af dem. Ikke noget vildt, bare en stille tur i skridt rundt på marken. De virkede begge meget tillidsfulde og omgængelige. Specielt den ved navn Mascot faldt jeg for, den puttede hele tiden mulen ind i under min arm, og virkede rigtig tilfreds med at få opmærksomhed. Den anden, Lady, virkede lidt mere sprælsk, men da jeg først kom i sadlen var hun blid som et lam. Hvilket de også skal være, for at jeg tør sætte mine børn op på dem.

Jeg ved ikke om det var fornuftigt at kravle til hest, for nu er jeg da helt solgt. Jeg har længe savnet både lugten og lyden af hest, og nu er chancen her. Jeg synes selv, at jeg har fået et rigtig godt tilbud; en meget fornuftig pris, med betaling af halvdelen nu, ”returret” indtil efterårsferien, hvor den sidst halvdel så skal betales. Som han sagde, hans piger havde været meget glade for hestene, og det var vigtigere at de kom et godt hjem samlet, end at de blev solgt dyrt enkeltvis. Og kom de så begge to til at gå ovre ved siden af Hans, min nabo, kunne de jo altid komme og besøge dem. Det bliver selvfølgelig noget af et arbejde med sådan to i stalden, men jeg ved jo, at ungerne også vil blive vilde med dem. Det økonomiske går endda, selv om det bliver et rigtig stort indhug i opsparingen, så har jeg stadig nogle malerier og møbler fra Marius, der har en vis værdi. Selv om jeg nødig vil sælge mere af arvegodset, så giver det da en vis tryghed ikke at blive helt blanket af. Men jeg overvejer det nu stadigt. Jeg vil gerne, men er det for ungernes skyld, eller min egen? Er det for at komme over Tina, at jeg forsøger at finde noget andet at kaste min energi over, der kan få mig til at glemme hende? Er jeg ikke helt afklaret med endnu.

Da vi havde kigget ponyerne, spurgte svogeren om vi havde travlt, for han kunne godt bruge et par friske folk til at køre traktor. Det plejede ellers at være pigerne opgave, men de havde plaget om at få lov til at tage til stranden (sammen med knægtene, som han sagde). Hans kiggede spørgende på mig, og jeg var klar med det samme. Så resten af lørdagen sad jeg i en traktor, med duften af sommer og korn, og smilede over hele femøren. Det var som at komme tilbage til min barndom, hvor jeg som halvstor dreng, hjalp til i høsten… det var herligt at lave noget praktisk, og ikke mindst at få tankerne væk fra Tina. Til aften blev der arrangeret grill, med kartoffelsalat af nyopgravede kartofler, salat og rigeligt rødvin. Det var godt jeg ikke var chauffør hjem, for så er jeg ikke sikker på, at jeg havde fundet tilbage til Jylland. En rar dag, og jeg føler faktisk at jeg har fået en nye venner, både Hans og hans svoger er virkelig rare mennesker. Begge spurgte som noget af det første om jeg gik på jagt, åbenbart deres store lidenskab, så de rystede nærmest på hovedet da jeg sagde nej. Men det er nu ikke lige mig.

Jeg savner stadig Tina. I aftes tændte jeg en masse levende lys i soveværelset og satte en cd med Enya på. Jeg har aldrig været god til at meditere, selv om vi ind i mellem bruger det i træningen. Men jeg tænkte, at når jeg nu ikke kunne fortrænge tanken om hende ved at være fysisk aktiv, så måtte jeg forsøge på en anden måde. Det var egentlig rart at ligge der på sengen med armene ud til siden. Bare lytte til åndedrættet og slappe af i hele kroppen. Men det var Tina, der blev ved med at dukke op i mine tanker. For at slappe helt af, plejer jeg at forestille mig, at jeg er på en lille båd, der stiller flyder med strømmen på en blå flod, der er grønne marker med masser af blomster begge sider, og det er en dejlig sommerdag med solskin. Fiskene svømmer dovent rundt i vandet, og kigger nysgerrigt på båden der langsomt driver af sted. Fredfyldt og stille. I går aftes gik der to heste og græssede på marken, så dukkede en blond pige i hvid kjole op, hun vinkede ud til båden, og smilede. Tina, med det lange lyse hår flagrende i sommerbrisen og et stort kærligt smil på læberne. Der stod hun, på bredden og vinkede til mig, indtil båden drejede om en runding på floden og hun forsvandt fra mit synsfelt. Ak, hvor jeg savner hende… nogle gange ville det være rart, hvis man kunne tage en pille, der fjernede kæreste sorger, på samme måde som man kan tage en pille mod hovedpine.