Jeg bliver nød til at give mig selv en makeover, ellers ender det med, at jeg falder i søvn af kedsomhed, når jeg ser mig selv i spejlet!
Jeg ville virkelig ønske, at jeg havde råd til at gå til frisøren, men det har jeg bare ikke!...

Jeg er stadig i den fase, hvor jeg er ved at vokse mit hår langt (efter at have haft kort hår, men jeg har fået håret groet længere ned en skuldrene), og det blev faktisk klippet i en super feminim frisure med bølger og lette krøller forneden, da jeg boede i USA, men det er alligevel ved at være 6 måneder siden!
Fuck, tiden er alligevel gået stærk!

Da jeg var yngre var en uge lang tid, en måned var forevigt, og et år var en helt urealistisk tidsperiode, hvor alverdens ting skete.

I dag er en uge som et øjeblik, en måned går ret stærkt, og der sker faktisk ikke så meget i løbet af et år!

Tænk, at jeg kun er ung i 10 år endnu, det virker helt sindssygt! Det er jo slet ikke nok tid!
Hjælp!

Jeg tog alligevel hjem fra skolen til sidst, jeg fik simpelthen stress af, at folk blev ved med at komme ind at besøge mig. Jeg har en fuldkommen åndsvag tvangstanke om, at jeg skal se bare nogenlunde ud, når folk skal se mig, og jeg ligner bare en hængt kat, når jeg er syg og får al for lidt og dårlig søvn, så jeg stressede over, hvor jeg grim jeg følte mig. Rigtig ynkeligt at gøre, men sådan var det nu engang...

Det er mærkeligt at sidde i et tomt og stille hus, jeg kan høre hver enkel lille lyd, og jeg får et chok hver gang jeg høre noget 'bevæge' sig.

Er der mon nogle?

Jeg er stadigvæk ikke lykkelig. Jeg er for det meste ret glad lige for tiden, men der er langt mellem de store lykke rush. Jeg er afhængig af lykke og glæde, så det er hårdt for mig kun at være glad. Der skal bare mere til førend livet er 100 % hver at leve!

Hvad skal jeg gøre for at blive mere lykkelig?
Jeg skal bruge længere tid på mit udseende, det er helt sikkert! Jeg skal lige give det en ekstra tand, så jeg ikke bare er ganske pæn, men dejlig at se på.
Jeg udstråler lykke og selvværd, når jeg er tilfreds med mit udseende, så det er værd at arbejde på! Så bliver jeg automatisk mere glad, og så har jeg det meget nemmere ved at omgås andre mennesker!

Jeg skal også være lidt mere useriøs. Jeg er stadigvæk ved at lære nye mennesker at kende, men jeg er kommet til et stadie, hvor jeg snakker mere alvorligt med folk, men folk må ikke glemme, at jeg generelt tager ret nemt på livet, og at jeg er ret så useriøs.

Jeg skal også finde ud af, om jeg vil forblive lidt barnlig og useriøs, eller om jeg vil blive mere ansvarsfuld og voksen.
Jeg kan mærke, at jeg er ved at udvikle mig til at blive mere ansvarsfuld og voksen, men det har jeg faktisk ikke lyst til lige nu!
Jeg er ikke engang 18 år endnu, jeg er ikke begyndt i 1.g endnu, og jeg har i det hele taget ikke brug for at blive mere voksen lige nu!

Jeg har masser af tid til at fjolle rundt, som en vild ung pige med fester, sex, sprut, drenge, penge og solskin på hjernen.

---------------------

Det er ret godt at få en pause fra Ell, jeg har brug for tid til at tænke mig rigtig godt om.

Er det ikke bare rigtig unfair at kysse og sexe en dreng, som man ikke engang er forelsket i?
Især hvis det nu viser sig, at han er ret vild med en selv?

Ikke fordi jeg har været i seng med ham endnu, men . . . ja hvis mario ikke havde ligget ved siden af hver nat, så var det nok sket, eller hvis jeg ikke var blevet ucharmerende og forkølet, så jeg tog hjem og ikke er i nærhenden af ham - ja, så var det nok sket!

Og... når vi ses igen, så sker det nok. Så hvis jeg er et ordentligt menneske, så bliver jeg nød til at forholde mig til det nu!?

Man skal jo lære at stoppe mens legen er god, og selvom vi har 'leget' alt muligt andet, så kan jeg godt nå at stoppe mens legen er god.
Fuck, min hjerne koger!
Er det ikke også sådan for drenge, at det at gå i seng med et andet menneske er noget specielt? Jeg synes, at jeg læser i alle mulige kvindeblade, at mænd er nogle røvhuller, der bare går i seng med hvem som helst.
Men gad vide?
Det er måske anderledes i vores alder, han er godt nok 18 år og i princippet voksen - men helt ærligt, hvor mange 18-årige minder den mindste smule om voksne mennesker, de er fandme teenagere ligesom alle os andre!

Jeg tror i hvert fald, at det betyder et eller andet for fyren også.
De drengevenner jeg har er ret følsomme overfor de piger de har været sammen med, i hvert fald dem de bruger længere end en enkelt nat sammen med.
Ell er følsom (trist men sandt, så er han mere følsom end mig!), og han giver sig tid til at give mig knus, nusse mig og ligeså stille og roligt holde min hånd.

Han er typen, der kalder mig smuk i stedet for lækker, og allerede har fortalt sine bedste venner, at vi har noget kørende (jeg har ikke lige fået fortalt det til nogle, mest fordi jeg ikke ser os som noget stort og langtidsvarende, så jeg synes ikke, at alle andre skal blandes ind i det!).

Jeg tror virkelig, at det betyder noget for ham, hvis vi går i seng sammen, og jeg så dumper ham en uge efter.

Jeg sagde til en af mine venner, at jeg havde lidt sammen med ham, og at jeg ikke vidste, om jeg kunne gå i seng med ham, når jeg ikke føler ligeså meget for ham, som han føler for mig.
Min ven sagde, at jeg skulle fortælle ham det, hvis jeg ikke mente noget med det, for så kunne han selv vælge. Han sagde, at det ville være ondt, hvis jeg brugte ham..

Det er heller ikke spor smart, når vi har så mange af de samme venner, og kommer til at bruge rigtig mange timer sammen resten af året - uanset om vi vil det eller ej!

Jeg ville virkelig ønske, at jeg begyndte at føle mere for ham, men det eneste jeg føler er en tilbagevendende træng til at kysse ham ovs. Eller at kysse en eller anden, man bliver afhængig af det shit, no doubt about that, og det er så svært at tage en beslutning, om at droppe noget, man er blevet afhængig af!

Hvorfor kan jeg ikke bare møde en fyr og blive forelsket i ham?!
Det er efterhånden 2 år siden jeg har været rigtig forelsket, hvis jeg husker rigtig. Alle dem der havde ind i mellem, de har bare været der, fordi jeg havde et behov, der skulle dækkes.

Er der nogle mennesker, der har lettere ved at blive forelskede end andre? Jeg har venner og veninder, der konstant er forelskede. Folk som slår op med deres kæreste, og har fundet en ny to uger efter!? Er det rigtig følelser, eller kan de bare ikke kende forskel på oprigtige følelser for et andet menneske og behovet for sex?

Jeg har noget i psykologi for tiden med mennesker, der bruger al deres seksuelle energi på andre ting.
Er jeg bange for at miste en virkelig forelskelse igen, så jeg overføre enegierne til andre ting?
At danse for eksempel?
Når jeg danser bliver jeg høj! Jeg elsker at bevæge min krop, blive begloet, beundret, bemærket og komplimenteret.

Ej, nu er jeg vist lidt langt ude.

Er jeg bare så uheldig, at jeg befinder mig langt væk fra en, der kunne være min eneste ene?
Hvem fanden kender jeg af fyre, som jeg er ligeså vild med, som jeg var med Pjok?
Jeg kunne snakke med den dreng i timer, ja dage og uger - uden at løbe tør for noget at sige.
Vi kunne grine sammen, græde sammen og skændes så hele verden rystede, men vi var altid sammen.
Det var som om, der var en usynlig kræft der holdt os sammen, og vores omgivelser lagde mærke til denne energi. Der var aldrig nogen tvivl om, at det var os to.

Når jeg kyssede med Pjok forsvandt resten af verden, alle mine problemer og virkeligheden.
Vi bevægede os perfekt sammen, som var vi to kroppe styret af en hjerne, og jeg kunne mærke sommerfuglene i min mave flyve rundt som i en tornado.

Hvad skete der egentligt med os to? Hvor blev vi af? Jeg har glemt det? Jeg ved bare, at vi aldrig finder sammen igen. Vi er ikke engang uvenner, vi har bare ikke tid til hinanden.

Er jeg så uheldig, så jeg fandt min soulmate, da jeg gik i 7. klasse, og at jeg pga. livets forskellige veje mistede ham igen 2-3 år efter?
Findes der en anden derude, der nogensinde kan opfylde det tomrum, han efterlod i mig?

Det er som om, jeg er blevet sepereret fra min skygge. Når jeg ser mig i spejlet mangler der noget. Lidt af min livsgnist forsvandt da vi kom til at gå hver sin retning i livet.