Alle årstider har sin charme, og efteråret står nu for døren, jeg kikkede mod himmelen, og så fuglene samle sig sammen, for at gøre klar til at flyve mod varmer himmelstrøg.ser skyerne drive over himmelen og efterlade sig en regnbyge, som jeg trækker i ly for.
regnen trommer mod hustagene og fuglene sætter sig tæt sammen på elledningerne og venter afventene på at regnen stopper, der efter letter de og flyver bort.
smiler lidt vedmodigt da tanken om den kolde vinter virker lidt skræmmene. spekulerer på hvordan man undgår vinter depresionen, prøver at spekulerer på hvad man kan gøre for at undgå den.

Jeg ser at mens jeg har stået og kikket på det forskellige, samt stået i mine egne tanker at regnen er holdt, op jeg begynder at gå jeg kikker ud over markerne som efterhånden er færdig høstet, duften af nyhøstet halm kilder mig i næsen, det for mig igen til at tænke tilbage på min barndom, jeg stopper ved marken og lukker øjene og snuser ind,
det for mine tanker tilbage til min far når han og min bror høstet det var så dejligt duften af halm, ser min far og bror køre på marken, med min fars dronningborg, først en gammel en som skulle trækkes med traktor senere hen en selvkørene, som var min fars stolthed,
men den var også tæt på at tage min fars liv.
Det have været en varm sommer og da jeg var ynger måtte man godt brænde halm af min far var færdig med at høste helt oppe i den anden ende i marken, og for at spare tid have de sat ild i det overflødige halm, min bror gik og passet det der nede, mens ville min far høste færdig helt oppe i den anden ende, det var en lidt blæsene sommerdag i august, og min far var sikker på at der ingen fare var, han have taget højde for vindens retning og lidt blæst gør jo ikke noget, da det hurtiger for brændt marken af, så den var klar til at blive pløjet.
Men min far var ikke forberedt på at vinden pludselig kunne vende, men det gjorde det den dag vinden ændret dramatisk retning, og retningen var mod min far på majetæeskeren som samtidig var uheldig med at den ikke ville starte vinden førte med volsom fart ilden til majetærskeren
min far som ville gøre alt for at rede hans stolthed, blev overmandet af varme så han mistede bevistheden og faldt hen over rettet, ilden fik fat i majetærskeren som min far stadig sad på den slikkede sig tætter og tætter på ham, men til alt held have min fars nabo set faren han stormede hen over den brændene mark og i sidste øjeblik fik redet min ned fra majetærskeren, og imellemtiden var brændvæsnet kommet til og fået kontrold over ilden da den faretruende kom nærmer vejen, hvor der lå et hus på den anden side, som også kunne ha gået op i røg.
Ja min fars stolthed kunne ha blevet hans skæbne.
Jeg bliver revet ud af mine dybe tanker og begynder at gå videre jeg kommer til endnu en mark hvor halmballerne pænt ligger spredt over alt klar til afhentning, stopper lidt igen og små smiler for mig selv, kommer i tanke om hvor meget jeg som barn har leget med den slags,
min far ville kun have de små halmballer og det var til os ungers store glæde, der blev leget alle slags lege i dem samt bygget huler med en masse indgange og halmrum i, der blev leget jorden brænder og m.m og når de blev kørt ind på høloftet, lavet vi det samme, til min fars store ærgelse.
vis man skulle tænke tilbage og tænke posivtivt, skulle man vel sige at man har haft en sorgløs Barndom, en barndom hvorpå man ikke aner hvad det vil sige at blive voksen, og hvor meget er man bevidst om ens barndom man er jo nærværende og født man har nogen barndoms minder, som følger en resten af livet, men man har jo også nogen minder man har fortrængt og oftes kommer de til overfladen, vis man som den man er prøver at fremprovokere det enden med hypnose eller blot en psykolog, som graver så dybt i en at der pludselig dukker noget om man ikke kunne forstille sig.
Når det så kommer frem begynder der nok at falde nogen brikker på plads i det pudslespil man har, pludselig finder man årsagen til det liv man har enden regerer man med lettelse eller også regerer man med en dyb tomhed og afmagt at man bukker under og bliver indlagt på oringe, hvor man i en døs af medicin slet ikke kan tænke klart.
man vender hjem og først derfra begynder man at bearbejde det man har fået vide, og håber på at man trosalt igen kan vende tilbage til et normalt liv, men vejen tror jeg både er lang og trang.
jeg bliver igen brat revet ud af mine egne tanker, og begynder at gå væk fra marken, det var begyndt at småregne igen, og jeg går hjem efter så jeg denne gang kan komme i tørvejr men på min lille tur er der kommet lidt minder over mig og pludselig så jeg mit liv i glimt og ved at der kommer flere ...ss... som jeg kan dele med jer som kikker i min dagbog.
INGE