Når jeg kikker på min alder burde jeg føle mig gammel jeg har fået titlen mormor en titel som jeg er stolt af da jeg er blevet mormor til en dejlig lille dreng men en lille dreng der fik en meget svær start på livet.
den fødsel vil nok brænde sig fast i mit hjerte og tanker altid.
Min dejlige datter gik i fødsel den 21 januar hun have det svært da hendes smertegrænse er slem hun have rigtig meget ondt og kom til sygehuset hvor hun fik lagt bedøvelse i ryggen og veer kørte flot regelmæssigt på skærmen min pige hvilede i sig selv.
men fødslen blev voldsom da smerterne kom igen kunne min pige ikke holde det ud hun have så ondt hun prøvede at presse drengen ud men forgæves de prøvede at få ham ud med sugekop men også forgæves min pige have på det tidspunkt kæmpet i 22 timer hun var træt udmattet ked af det have ondt samt kastet op i en uendelighed, lille manden ville ikke ud så hun røg akut til kejsersnit.
Alt gik så stærkt pludselig var min pige væk alt gik så hurtigt at man dårlige kunne nå at opfatte hvad der skete men drengen kom til verden efter 9 minutter.
Men mit lille barnebarn blev født med en infektion han gispet efter vejret han kunne ikke skrige han kunne ingenting var meget medtaget.
Min datter var kommet på intensiv opvågning hun var forvirret græd følte hun have mistet sit barn sin mand alt hun var alene.
efter hendes opvågning begyndte min pige at hoste hun fik det skit og sygehuset måtte finde ud af hvad der var galt min piges hoste tog til og pludselig kunne hun ikke trække vejret, hun blev stakåndet svimmel og lægerne fandt ud af at hun have lungebetændelse, hvad hun ikke have da hun gik i fødsel, så stor forvirring for mig min svigersøn alle.
hun gik hen og fik høj feber og lige pludselig svævede min datter imellem liv og død, hun blev lagt i respirator så hendes krop kunne hvile, men alt tog til hos hende hun blev mere og mere syg og pludselig viste ingen hvad vej det gik sygehuset kunne ikke hjælpe hende nok så min dejlige pige blev sendt afsted med militær helikopter påsat lungemaskine og kom til Skejby syghus med mand og barn.

jeg som mor kunne bare stå og se til klynge mig til håbet om at se min pige i live igen mit lille barnebarn var i god bedring jeg var magtesløs omkring min dejlige datter jeg viste dårlig hvad jeg hed selv jeg græd og bad til gud om at min pige ville vende tilbage til livet hun er kun 22 år så hende bare ligge stille hen påsat et hvæld af slanger kunne ikke komme i kontakt med hende kunne bare stå og se på hende og se hende for mig som den glade smilende pige der glædet sig til at blive mor jeg have en angst om at hun ikke kom til det igen.
i 17 dage lå min pige stille hen jeg kunne kun være i venteposition ringe til sygehuset hver dag op til flere gange og bare få at vide ingen ændringer ingen forandringer.

men gud var med mig min datter vente tilbage til livet hun fik det bedre og bedre men have problemer med at tage sin lille dreng til sig selv om min svigersøn hele tiden sørget for kontakten imellem mor og barn mens min pige var dybt bedøvet i respiratoren.
et barn blev jo født et barn blev jo fjernet fra hende da den lille mand var syg hun fik først sin dreng da hun var det bedre, men min svigersøn har været for sin lille familie hele vejen igennem han har klaret det så flot af en ung mand på 23 år enhver anden ville ha løbet sin vej.

Min datter er hjemme igen med sin familie men hun har kæmpet bravt for at knytte den lille dreng til sig og nu går det hele det bedre men jeg kan mærke på hende at der er et stykke vej endnu, men den lille dreng er så smuk en lille dreng som nu er halanden måned skrue alt sin charme på han smiler pludre og er heldigvis så lille at han ikke ved hvad han har været igennem, men måske vil hans mor engang fortælle ham det når han er gammel nok til at forstå det.

når man som mor/mormor ser tilbage på det forløb min lille familie var igennem kommer der en masse ubesvarede spørgsmål spørgsmål man aldrig for i vide lige meget hvor mange gang man stille dem til sig selv, men jeg fik kort tid sener i vide at der var en farlig backtertie i sygehusets vand, men lige meget om jeg beder om at få alt ud om det forløb vil jeg støde hovedet mod en mur for når jeg kommer ind på det for jeg ingen oprigtig svar de kalder alt hvad der sker noget andet i hver en journal.

jeg er vred såret mistroisk tankerne kredser gang på gang omkring det hele men intet kan jeg gøre, I dag brugte jeg min tekst her fra fyldepennen som hedder havet jeg måtte ud og blæses igennem så jeg på den måde kunne få overblik over min lille familie og min situation, jeg kunne sende alle de negative tanker med vinden og håbe på at få de positive retur da jeg er lykkelig for at alt endte godt, men vrede fylder min hverdag tristhed dybe tanker men samtidig glæde for at min lille familie har det godt.
Men jeg kunne ha mistet både mit barnebarn og min dejlig datter, det er måske en normal reaktion når jeg som mor/mormor så døden i øjnene jeg ved det ikke?.
Alt har været så uvirkeligt når folk spurgte mig hvad der gik galt ryster jeg på hovedet svare at jeg ved ikke mere ind jer der spørger mig jeg er alle svar skyldig.
men min dejlige pige skulle bare have et lille barn det var alt.