I snart maaange år, har jeg ønsket mig en Maine Coon. I min barndom plagede jeg mine forældre sindssyge med ønsker om katte, hunde, kanariefugle, vandrende pinde, akvariefisk - ja, stort set alt tilhørende dyreriget.

Godt nok er mine forældre dyreglade, men der er også grænser! Da vi havde fire kaniner, tre marsvin, to katte, to hunde og fisk, blev der sagt STOP!

Første gang jeg flyttede hjemmefra – for de første år boede min kæreste og jeg lidt hid og lidt did – som 16årig, var i en ulovlig lejlighed. Størstedelen af tiden tilbragte jeg på gymnasiet, dernæst hos mine forældre med at raide køleskabet og lege med min "lille, bitte lillebror" på 6 år. Så det med husdyr var ikke det bedste på daværende tidspunkt – de måtte forblive i mit barndomshjem, hvor jeg trods alt også tilbragte mindst et par timer hver dag.

Da jeg som 17-18årig blev rigtig syg, flyttede min kæreste og jeg hjem til mine forældre igen. På det tidspunkt, var vores kære puddelhund, Tjago, død og efter fjorten dages snot og gråd, blev der "bestilt" en ny kongepuddel fra et internat. Jeg tilbragte mange timer med "baby Puls", når resten af familien var på henholdsvis arbejde og i skole, og jeg bare rendte syg rundt derhjemme.

Kort tid efter min 18års fødselsdag fik min kæreste og jeg vores første "rigtige" lejlighed. En lille lejet bolig, vi kunne have for et halv år – dernæst skulle det udlejes som sommerhus. Min 6årige bror og jeg kaldte det "Hytten", fordi det mindede om den spejderhytte, hvor han (og tidligere jeg selv) havde tilbragt en del tid med at binde råbåndsknob, bage snobrød m.v.

Det varede ikke længe, før det første dyr – vores dværgvædder, Lurifax – flyttede ind i Hytten. Allerede der rystede mine forældre på hovedet – åh, nej, ikke flere dyr!

Ca. tre måneder senere – mere præcist d. 25. december 1999 – ville skæbnen, at en lille, forkommen kattekilling havde søgt tilflugt i mine forældre garage. Min lillebror – ikke den lille, bitte, men ham der er to år yngre end jeg – blev skræmt hæder og ære fra, da han skulle i garagen, og en lille killing stak hovedet frem og hilste på. Først troede han, det var en rotte, men efter hjertet faldt tilbage på plads, og han gik tilbage for at undersøge situationen nærmere, fandt han ud af, at det var en killing, der – efter ca. en time, fik navnet Shiloh, og flyttede ind i Hytten. Min mor havde ellers givet min bror, Morten, strenge ordrer om ikke at nævne katten for mig, men da jeg har MEGET lange ører, opfattede jeg nyheden allerede før, vi havde åbnet havelågen til mit barndomshjem, hvor vi ellers var kommet for at spise julefrokost.

Shiloh var meget, meget lille. Dyrlægens gæt var 10-12 uger. Vi fik at vide, han egentlig var en meget fornem lille størrelse, da han havde enten Norsk Skovkat eller Maine Coon'ske aner. Han har velvoksne tufser (den dér dims, langpelsede katte får på spidsen af øret), laaang pels, på især maven, der er hvid, hvor det meste af resten af hans pels ellers er sort, og MEGET lang hale.

Lille Shiloh skabte dejligt liv i Hytten. Selvom han blev opgivet af diverse dyrlæger, nægtede jeg at lade ham aflive. Til sidst nægtede dyrlægen til gengæld at udskrive mere penicillin. Hun gav mig den sidste recept, og foreslog mig at give ham lidt honning ved siden af. Med honning (som blev tvunget ned i halsen på ham, mens han hylede og skreg), den sidste penicillinkur og masser af kærlighed, kom Shiloh sig på magisk vis. Vi fik at vide, at han nok ville lide af kronisk lungebetændelse, men han har – gudskelov – ikke været syg siden. Og søde dyrlæge Pia, var blid og tålmodig, så han ikke fik for mange men af alle sine dyrlægebesøg. Det varede ikke længe, før Shiloh var stor nok til at blive kastreret og øremærket og klar til at betræde Guds frie natur med sine poter, der virkede alt for store til resten af kroppen. Siden da har Shiloh eeelsket udelivet (og især de dejlige flyvende snacks, som han – til stor ærgrelse for os tobenede væsner – ynder at tage med ind og slagte og æde i køkkenet!).

Efter et halvt år fik vi en lejlighed, hvor man ikke måtte have husdyr. Udlejer tillod dog, at vi havde én kanin og én kat. Det forhindrede mig dog ikke i at købe endnu en Dværgvædder, der sad i en dyreforretning, og var meget lille, og så så fortabt ud. Han var chokoladebrun og havde ét stritøre, og ét hængeøre. Som voksen lagde det genstridige øre sig dog på plads. Og på den måde blev Mugee en del af vores voksende familie.

I efteråret 2001 krydsede endnu en efterladt killing vores vej. Min kæreste sagde NEJ – ikke flere dyr! Men jeg ville ikke køre og efterlade katten. Vi indgik, efter mange timers diskussion, kompromis om, at killingen kom med hjem, men hvis hun ikke kunne med Shiloh, måtte hun afleveres på et internat. Sådan kom Mis(s) Vips ind i familien.

I november 2003 fik vi vores nuværende bolig – et lille etplanshus med have. Og her må vi have alle de dyr, vi lyster. Og så kunne vi endelig få den længe ønskede hund. For en gangs skyld var mine forældre støttende, da de syntes, det ville være godt for mig med en hund, når jeg går hjemme det meste af dagen, næsten hver dag (min far hjalp tilmed min kæreste med at indhegne haven). Der gik dog næsten et år, før Phoeba blev født (godt nok som en frk. Laura Biagotti – men hun kom til at hedde Phoeba efter Phoebe fra "Venner"). Et halvt år forinden døde min 13årige Cairn Terrier, Bitten, der boede hos mine forældre, så selvfølgelig skulle vi have en Cairn Terrier – for det ER altså bare en dejlig hund! Efter opkald til adskillige kenneler rundt om det ganske land havde vi mere eller mindre opgivet at få en hvalp, da vi endelig fik fat i Carina – det dejligste og sødeste menneske, man kan tænke sig! Hun havde lige fået et kuld hvalpe, men lille Laura Biagotti, som de egentlig havde udset sig til selv at beholde som avlshund, viste sig at have den kedelig "fejl" at hendes underkæbe omdannede sig til et underbid så stort, at hun er i fare for at drukne, når hun stikker hoved uden for døren i regnvejr. Men da vi "kun" skulle bruge en kælehund, sagde vi ja tak – og fik oven i købet nedslag i prisen! Senere viste Phoeba sig at have yderligere en "fejl", da hendes ører forblev knækkede og ikke rejste sig, som de skal på de voksne hunde. Sjovt nok er det de to ting hos hende, vi finder mest charmerende – hendes underbid og hendes knækører!

NU skulle vi ikke have flere dyr, blev det fra omgivelserne bestemt på vore vegne, men vi ønskede os jo stadig en Maine Coon. Det sidste års tid har vi snakket, læst, undersøgt og overvejet og nu skulle det altså være! Der blev vist et ramaskrig i det Find-Andersen'ske barndomshjem, men de kan jo ikke bestemme, hvad der skal foregå her i oasen. Klokken ni søndag aften flyttede Miss Sippi ind. Alle kattene i katteriet, hvor hun er købt, er døbt efter amerikanske stater eller byer og Sippi hed egentlig South Virginia, men hvorfor ikke Miss Sippi – efter Mississippi?

Mødet med de andre katte gik forholdsvis smertefrit, selvom Mis(s) Vips blev noget fornærmet! Hun mente vist, der måtte være tale om en MISforståelse! (Måske hun overvejer at kontakte en advo-kat for at høre, om det virkelig er tilladt med mere end én kat i hjemmet? For hun ved jo godt, at Shiloh ikke er en kat, men en panter!) Shiloh kastede et blik over skulderen, vendte sig om på den anden side og sov videre.

Men så kom Phoeba hjem! Og så begyndte slagsmålet; der blev hylet og vrælet og hvæset og gøet. Vi besluttede, at kæresten og Sippi skulle sove i soveværelset, mens jeg snuppede sofaen i stuen med de øvrige pelstotter. Phoeba lå foran døren til soveværelset hele natten med åben mund, klar til at sluge pelstotten, når døren blev åbnet.

Allerede dagen efter ringede vi til katteriet og fortalte, at det så meget sort ud! De andre gange har vi bare introduceret dyrene, og så har det været dét, så vi er ikke vant til begynderproblemer. Hun kom med en masse forslag til ting vi kunne gøre – alle sammen afprøvet – men de kan åbenbart ikke bare tage en killing tilbage, selvom vi var tilbøjelige til at mene, at det ville være bedst for alle parter, så ingen kunne huske noget fra det fatale møde.

Dagen efter skulle Phoeba have ordnet pels hos Carina, der – sød som hun er – havde et par gode råd. Herefter er det stille og roligt gået fremad. Om natten er vi stadig opdelt i to hold, så vi ikke risikerer, der mangler nogen, når vi holder mandsoptælling ved morgenbordet.

Vips er stadig lettere fornærmet, og går ikke af vejen for at hvæse ad Sippi. Alligevel skal hun liiige hen og kigge, hvad kræet nu laver ... Til gengæld bliver der også hyppigt slået et blik på madskålene for at tjekke, om NOGEN har tilladt sig at æde af de dyrebare piller. Shiloh vil enormt gerne i kontakt, men når han forsøger at liste sig ud til Sippi, hvæser Vips højt, som om hun siger: "Kan du så få poterne herhen, din forræder!"

Phoeba må stadig holdes i snor, når alle parter er sammen, men Heino er meget tålmodig og god til at få de stridende parter tættere og tættere på hinanden. For hver dag er der sket små fremskridt. Nu, hvor vi nærmer os fjerdedagen, begynder vi så småt at tro i stedet for at håbe – og så alligevel ... Er der grænser for, hvor mange dyr, der er plads til om bord på Noas ark?