Hold da op – der er langt fra Allinge til Aalborg! Det gik meget fint på vej derover, hvor energien var i top, og spændingen fik adrenalinen til at køre for fulde hammer. På vej hjem var det mere tanken om, at nu kunne jeg snart ligge i min egen seng og få sovet igennem, der gjorde, at jeg overlevede …

-----

Det er således en meget træt ALFen, der søndag aften lander i Kastrup Lufthavn. Flyet er forsinket en halvtime i Aalborg, så vi lander først omkring klokken ni. Selvom det er sent, er det VARMT og jeg føler mig meget snusket i mit rejsetøj, der klæber til kroppen i både hoved og r.. øh, bagsmæk! (– Som min mormor ville have sagt!).

Med hævede futter i de støvede sandaler, går den lange tur fra gaten ned til bagageindleveringen – damn der er langt! Alle andre (primært forretningsmænd i nålestribet habit og med attachémapper) haster forbi i lædersko med klaprende hæle – aner ikke, hvordan de kan se stå stilfulde og cool ud i den hede med al det tøj på. Jeg kan se Bibelot, der også går med pænt raske skridt, mens min gang bliver mere og mere haltende og langsom, og jeg sagter længere og længere bagud. På vej passerer vi en gate, hvor der står: ”Bornholm, 22:10” – aaargh! Næsten ikke til at holde ud, når vi ved, der vil gå næsten et døgn, for vi kan komme hjem.

Der holder en enkelt taxa tilbage, da vi endelig får vores bagage, der efterhånden dårligt kan hænge sammen. Allerede på turen Rønne-Kastrup, modtog jeg en taske, der kun hang sammen i de yderste syninger. Den havde fået en ret hård medfart, men med lidt tape og snor, kunne den dog holde bagagen nogenlunde indespærret.

Efter en meget hed køretur, når vi endelig Avedøre og vores natlogi i Egevolden. Med den sidste rest energi får vi stablet bagagen og os selv ind i den minimale elevator, der skal fragte os til syvende sal. Med et klask lukker dørene og kapper næsten rø… bagsmækken (!) af mig.

Morten modtager os i døråbningen og lukker os ind i en velsignet kølig lejlighed. Pga. en dejlig stor altan, hvor døren har stået åben hele dagen, er der svalt og tilpas. Bibelot synker straks ned foran fjerneren med Morten, hvor de glor fodbold. Imens får jeg pakket min hærgede bagage op. Morten er så sød at lade mig låne sin seng, selv vil han så sove på en madras og Bibelot får min æggebakke (til den læser, der ikke skulle kende til æggebakken i form af andet end emballagen til opbevaring af æg, kan jeg fortælle, at en æggebakke er en yderst lækker topmadras – med æggebakkeformet overflade – som man ligger behageligt på) samt en stabel tæpper og min sovepose, så han kan ligge som en anden prinsesse på ærten.

Mens de to herrer stirrer på skærmen, finder jeg shorts og T-shirt frem, samt håndklæde og shampoo + balsam. Som jeg havde på fornemmelsen inden vi tog af sted, har Morten og hans room mate ingen rene håndklæder, så det er godt, jeg selv har et med.

Efter et meget tiltrængt bad (hvor jeg til fortrydelse kan observere, at alt det jeg troede var solbrændthed drøner ud i afløbet) er jeg sengeklar. Det er ubeskriveligt skønt med et koldt bad, selvom det temmelig tilkalkede brusehoved gør det svært at få skyllet al shampoo og balsam ud – må også se at blive klippet! Desværre har der heller ikke været plads til at jeg kunne få hårtørrer og glatjern med, så mit hår kommer ret hurtigt til at ligne noget, der er løgn. Heldigvis kan jeg spærre det inde i en kasket!

Selvom vi i princippet kunne have sovet længe, da vi først skal flyve ved 16-tiden, vågner jeg klokken ni nogenlunde samtidig med Morten og Bibelot. Mens Bibelot tager rygsækken på nakken, for at drage til Netto efter morgenmad, og Morten sidder ved computeren med ryggen til det tændte fjernsyn, ligger jeg og læser og prøver at falde i søvn igen. Jeg når lige at døse fra, da jeg i fjernsynet hører, der er gang i et indslag om en kvinde med Parkinsons. Da min morfar døde af, hvad der formentlig var Parkinsons (eller Sclerose? – Han fik aldrig en diagnose) skal jeg liiige se, om jeg kan genkende nogle symptomer. Det meste af programmet er dog slut, da jeg endelig vågner nok op til at følge med.

Kort efter kommer Bibelot retur fra Netto med indkøb til det helt store morgenbord. Over morgenmaden bliver vi enige om at bestille taxi til totiden, hvor Morten skal af sted til arbejde.

Resten af formiddagen ligger jeg og læser og småstener, mens Bibelot – som en rigtig far jo gør, når han besøger sin søn – render rundt med støvsuger og opvaskebørste.

Lidt i to får vi alle pakkenellikerne kørt ned til hoveddøren, hvor vi sætter os til at vente på taxien, men ak – der kommer sgu ingen taxa! Morten bliver mere og mere nervøs, og nægter at tage af sted, før vi er blevet afhentet. Flere gange må vi ringe og rykke – uden resultat. Til sidst må Morten køre, men vi lover at skrive, når vi endelig er i lufthavnen. Ved halvtretiden, kommer der endelig en taxa kørende for fulde drøn. Chaufføren er sød og beklager meget ventetiden – men det er jo heller ikke hans skyld. Til alt held for os, bor han selv i Egevolden – chaufførerne kan ellers aldrig finde ud af, hvor det ligger, så der ville sikkertvære gået betydeligt længere tid, hvis ikke manden var stedkendt.

Tidsmæssigt kommer det hele til at passe fint. Vi kan lige nå et aflevere bagage, checke ind og snuppe en sandwich, før boarding. Da vi skal til at om bord, kan jeg ikke lade være med straks at bemærke et ældre ægtepar, der tropper op. Hun slæber på verdens største LV-taske, har (igen verdens største) Guccisolbriller i det gråsprængte hår, hvide Versace-jeans, man delvist kan se igennem, og et par trusser, hvor mærket ”tilfældigvis” stikker op af bukserne og afslører at fruen inderst er klædt i Calvin Klein. Om fusserne, med de sølvlakerede negle, er et par Guccisandaler med sylespidse hæle. I den ene hånd bærer hun en fletkurv med ternet stofserviet med (igen igen) verdens største mørkerøde kirsebær. I den anden hånd har hun en mobil, hvor hun trykker et nummer. Det hele ligner en scene fra et Søs og Kirsten-show, og jeg kan ikke lade være med at glo mistroisk på hele opvisningen. Efter noget ventetid, får hun fat i nogen på den anden ende af mobilen: - Jar, hallo skarter? Det er Mammy. Ja, vi står i luftharvnen nu. Hvard si’r du? Jarg siger, hvard si’r du? Jar, jar, vi lander nok klokken 16:30. Nej, det var sødt af dig, Skarter … Mammy siger, det var sødt! Jar, jar vi ses. Farvel!

Vel om bord kommer vi til at sidde ved siden af ægteparret. Før landing skrider stewardessen ned gennem midtergang og tjekker om al bagage er af vejen. Mrs. Gucci får at vide, at hendes LV (der er så proppet, at den ikke kan lukke) må op at ligge i bagagerummet over dem. Mrs. Gucci laver sigende øjne til ægtemanden, som for at fortælle ”gad vide hvis ulækre rygsæk, den kommer til at dele skæbne med”. Da stewardessen er vel af vejen, lader manden blikket løbe rundt i kabinen med et misbilligende blik, mens han ligner en, der er ved at kaste op. Lige så højt siger han til konen: - Hvor er det dog trist, at man indenrigs er nødt til sådan at sidde blandt pøblen!

Say what?! Som om vi har lyst til at sidde sammen med dig dit blegfede, svedende svin! Man kan se, hvordan sveden løber nedover nakken og farver flippen i en meget uappetitlig farve, og perlerne lægger sig som et overskæg, han tørrer væk med bagsiden af hånden i ny og næ.

Da vi endelig lander, skal Mrs. Gucci da også lige vise, at hun selv mener sig i sin ret til først at komme ud, så med den tidligere omtalte dræbende hæl, træder hun ud i midtergangen, så hælen borer sig ned i foden på stakkels Bibelot. Med samme sigende øjne, som ægteparret lavede til hinanden tidligere, laver Bibelot og jeg nu øjne til hinanden og takker vor Gud og skaber for, at vi ikke skal på en fjortendages udenlandsferie med dem!

Men så er vi også endelig hjemme! I afgangshallen står Mikael og venter. Han fortæller, at Heino venter udenfor med Phoeba, så jeg drøner ud for at sige hej efter fire lange dages afsavn. Først da jeg er helt henne ved hende, opdager hun mig og kaster sig i mine arme – tror Heino følte sig lidt overset! Det varer dog ikke længe, før jeg ikke er interessant mere, da hun kan lugte, at jeg har skinke med i min taske. Eftermiddagens udpillede skinke fra min sandwich har jeg opbevaret godt pakket ind og lagt ned i min taske, og først da hun har slugt det hele i tre meget store mundfulde, kan hun igen koncentrere sig om at sige hej.

Således går turen hjem efter tre meget begivenhedsrige dage i de Jyske, hvor vi lærte en masse nye og dejlige mennesker at kende. Nu kan jeg så sidde her, tilbage på Bornholm, med en lidt flad fornemmelse over det igen at være hjemme. De tre dage, jeg så længe havde set frem til med længsel, er pludselig allerede et fjernt minde om noget, der næsten har været for godt til at være sandt!