Det er blevet fredag og jeg befinder mig i jordens mest varme og dårligt isolerede pc-lokale. Jeg ser virkelig frem til at få min egen computer i gang igen.

Min boligsituation er stadig enormt belastende. Jeg bor stadig i lejligheden som jeg havde troet jeg skulle købe som andel til den 1. juli men som tingene har udviklet sig, bliver det nok ikke resultatet. Jeg har endnu intet hørt fra kvindemennesket siden jeg bad hende kontakte mig personligt og ikke over sms. Jeg ved hun er vil hæve prisen men vi giver os ikke. En aftale er en AFTALE og jeg fatter stadig ikke hendes måde at være på.

L fortæller mig så rigtigt, at man nok hele livet kan regne med at løbe ind i idioter der vil forsøge at behandle én forkert. Det faktum kan man nok ikke ændre så meget på, desværre! Han fortsætter med at sige, at vi begge må lære at stole mere på os selv så vi ikke går og tvivler så meget på de reaktioner vi får eller hvordan vi skal handle, når vi så kommer ud for situationer som disse. På den måde kan vi være sikre på at vi gør det rigtige og dermed ikke lader os træde på.

Han har ret. Jeg har meget at lære på det område. Konstant bliver jeg i tvivl når jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Jeg siger sjældent fra men æder vreden og lader den grave sig indad i mig selv. Så udvikler den sig yderligere inden i mig og omformer sig til noget uhåndterlig og irrationelt.

Han vender hjem på mandag. Forhåbentlig kan vi sammen finde de løsninger der kan give os ro…og et stabilt hjem!

Jeg trippede lidt forsigtigt op på ambulatoriet i tirsdags og håbede at jeg ubemærket kunne tage fat på antabus igen. Damen bag bordet havde godt lagt mærke til, at jeg ikke havde været der i sidste uge. Mit orange kort fortalte lig’som det samme! Jeg faldt om i stolen foran hende og lukkede op. Hun foreslog mig en samtale med en af stedets rådgivere. Jeg afslog først med modstand men lod mig senere overtale og fik en tid samme aften. Hun havde jo ret i de ting hun sagde; ”Hvad med næste gang du ”glemmer” din antabus? Husk det er dine egne ben der skal gå op af de trapper og hen til mig! Du er jo så ung. Ønsker du ikke at få et sundt forhold til alkohol inden du ender der hvor du måske ALDRIG mere kan drikke?”.

Så jeg mødte op klokken 18 samme aften.

Hun var meget terapeutisk og stille. I starten lod hun mig bare tale og nikkede i ny og næ. Hendes stilhed fik mig til at vrøvle i uforklarlige sætninger og jeg endte endda med at blive en smule arrig. Pludselig fattede hun et tusch og kastede sig op til et whiteboard. Den stod på ”fordele og ulemper ved at drikke”. ØV hvor var der mange fordele men hurtigt så jeg at ”ulemperne” var langt mere seriøse.

Jeg er blevet tilbudt ugentlige samtaler med frøken-peut som jeg har taget i mod. Sad dog med følelsen af at hun syntes jeg var dybt latterlig. Måske skal jeg bare lige se hende an og omvendt.

Men…hvorfor sidder jeg med skumle tanker om at droppe antabus i dag? Hvorfor? Så jeg kan drikke i aften, i morgen…inden han kommer hjem? Jeg MÅ bare holde fast nu. Det bliver jeg virkelig nødt til.

Men mine undskyldninger er uendelige. Åhh det er så hårdt for tiden. Jeg trææænger til roen…trææænger til at give mig selv lov til den time-out…jeg fortjener det, det gør jeg virkelig!

Ahh bull-shit altså!!! Det river og flår sig inden i mig. Jeg kan nærmest smage det allerede. Hvorfor har jeg ikke andre muligheder eller løsninger når det gør ondt? Hvorfor kan jeg ikke finde lindring for vreden på anden vis?

Kom styrke kom kræfter. Dem har jeg lige brændt af i trænings-centeret og er nu helt slatten og øm i kroppen. Men for træt til at være vred og irriteret på alt som bevæger sig omkring mig.