Jeg ved ikke hvad det er som sker inden i mig lige nu! Mit hjerte føles som var det eskploderet i en million stykker og gråden sidder lige i halsen på mig og gør så pisse ondt. For ikke at gøre situationen mindre ubehagelig, befinder jeg mig blandt mennesker...på gaden, på netcafe og med L ved siden af mig.

Mit stenfjæs kan godt gå hjem og lægge sige. Jeg kan ikke skjule smerten, hverken overfor menneskerne eller ham.

Vreden inden i mig er enorm. Jeg er så rasende, så vred, så gal og jeg har lyst til at skrige og bare blive ved indtil min hals går i stykker.

Selvom jeg har grædt..bliver det ved med at komme. Egentlig bare lader lortet flyde for bare at håbe på at gråden vil fortage sig og det vil stoppe med at gøre ondt...bare lidt. Men lige meget hvad, tror jeg der skal mere til end bare tårer. Klumpen i mig virker så stor, så enorm, så klar til at bryde og jeg frygter virkelig at jeg er ved at snappe.

Jeg frygter at en eller anden sagesløs kommer til at gå ind i mig og det siger klik.

Jeg ved ikke hvad det er som sker med mig...lige nu...i dag.
Det startede i aftes.

Mine tanekr er ude af kontrol. Alle lortetankerne, al frygten, alle de dårlige og bange anelser og al som gør mig ondt lader bare til at komme flydende inde i mit hoved og lige meget havd jeg gør kan jeg ikke stoppe den strøm af pis.

Jeg prøver at tale med ham om det. Prøver at sætte ord på min frygt i forhold til ham, selv om jeg ved at det lyder så fuldstændig sindsygt og er så irrationelle tanker.

Men han siger at det måske vil hjælpe mig at sige det højt. Han siger at han selv kender til at have "et skørt hoved" og han siger at lige meget hvor skørt det er, vil det aldrig være mere skørt end hvad han kan tænke i ny og næ.

Jeg prøver. Jeg prøver at tale om det. Prøver at lukke op. Det er møgsvært men jeg prøver i det mindste.

For helvede hvor har jeg lyst til at drikke. Drikke det hele væk.

Mine følelser gør fandme så ondt. Jeg kender metoden til at mildne smerten men jeg kan ikke gøre det.

Der er en frygt i mig som jeg KAN sætte ord på. Jeg VED at det værste jeg ved er at blive ignoreret. Det værste jeg ved, er ikke at blive forstået.

Måske startede det dengang min tidligere stedfar og mor stod og smadrede løs på hinanden, lå oven på hinanden og tog kvælertag, smadrede vores hjem, råbte, skreg alt i mens jeg stor-tudende stod i midten og skreg at de skulle stoppe.

Nogen gange kunne jeg blive rigtig-rigtig bange og tudende gav jeg mig til at skrige. Hvis mit skrig og min gråd så overdøvede deres skænderier og kampe, var deres reaktion som regel at jeg skulle slappe af og hidse mig ned.

Hvis de aber bare var klar over hvilke følelsesmæssigt mareridt jeg stod midt i, ville de så stadig ha' bedt mig om at "hidse mig ned"?

Siden dengang har jeg sgu ikke regnet med forståelse , specielt ikke når det gør rigtig ondt.

Hmm, derudover føler jeg ikke særlig meget plads til at få lov at være ked af det. Min storhed overfor andres gråd er stor, men jeg frygter ikke det går tilbage.