Det forekommer mig meget svært at give slip og VÆRE GRAVID! Selv om jeg mærker større og større stolthed over min mave, så er det stadig problematisk for mig at vise den frem.
Forleden blev jeg spurgt, om jeg var begyndt at gå i sort tøj igen. Ja det er jeg jo! Det er sådan et typisk gemme-væk ting for mig.

Men hvorfor gør jeg det? Jeg vil faktisk gerne spring ud i det og forene mig med mit udseende. Snart kan jeg jo absolut ikke skjule det og hvorfor h...... skulle jeg også ville det???

Det er grundlæggende for mig, ikke at kunne stå ved den jeg er og hvad jeg er. Da jeg fandt L, tøvede jeg med at fortælle mine omgivelser "at jeg nu havde fundet en kæreste". Det er en tosset frygt for, at folk så vil mig mindre.

Kan ikke forklare det...men tror det samme gør sig gældende mht. at jeg er gravid. Skulle jeg sætte ord på min frygt for omgivelserne tanker, ville det være noget med "frygter de synes at jeg så er kedelig!".

Hertil morgen trodsede jeg min fjollede frygt. Jeg tog det tøj på jeg ville og som jeg vidste ikke ville skjule min mave. Jeg holdte hovedet højt på cykelturen ind til byen og nu sidder jeg så på skolen og venter på min studiegruppe.

Jeg er træt af at rende fra den jeg er!!!

Det går quite-allright derhjemme. Synes L er dejlig og nyder hver form for nærvær jeg mærker med ham. Føler mig tryg ved hans kropsvarme! er nok lidt putte-putte for tiden.

Nu vil jeg blive ved med at holde hovedet højt og stritte med maven...