Hmm... Det gode liv, hvad er det. Moar spørger. Hun har igen spurgt til det skide essay. Om jeg har tænkt mig at sende noget ind til den skrivekonkurrence.

Vil gerne, men tør ikke. Hvis jeg får lov til at gemme mig under "Stella Hvidemann" glemme alt om fotos og hvor jeg kommer fra, alt om interviews og om at naboerne læser om mig, så jo. Så meget gerne. Det er jo fint nok det jeg har skrevet. Eller det ved jeg ikke. Har lavet det om, IGEN. Men nu er den færdig... Har bare ikke lyst. Ikke bange for ikke at vinde. Bange for at gøre. (ikke at det sker, men den minimale chance skræmmer mig)
Hvorfor vil du være forfatter, hvis du ikke vil have dit navn på noget, hvis du ikke vil interviewes og fortælle verden om sindet bag de ord du plaserer på papiret? HVA?? SPASSER.. hader mig selv.
Hvorfor er det så svært, med dem jeg går i skole med, med lærerne, og dem i bussen. Hvis de nu fandt ud af det... Shhhh det er en hemmelighed at jeg skriver. Min hemmelighed. Har ikke lyst til at dele den med hele lokalbefolkningen.
Bilder mig selv ind at det bliver anderledes når jeg er færdig på skolen. At jeg efter det tør. Tør satse på drømmen, jeg lige har skrevet om. Drømmen om det gode liv... Skriver at man skal turde gøre noget... Tør jeg?

Men her er de altså. Mine ord, om det gode liv. Læs det eller lad vær. Bryd dig om det eller kald mig en dum nar. Det er dit valg. Her kæmper jeg bare med at finde ud af om jeg skal putte det papir jeg har printet ud i den konvolut, eller om jeg skal smide det i skrældespanden og sige what the hell....

DET GODE LIV - Den dag du tør
Det gode liv består af meget simple ting. At vågne om morgenen glæde dig over dagen der lige er begyndt og ende i sengen, med det smil på læben du har følt til dit inderste hele dagen.
Det gode liv er at kunne mærke dit eget og andres hjerte banke.

Jeg tager, i modsætning til mange andre, hver en dag for givet. Og ja, jeg ved godt at alt kan ende hvert et sekund, men for mig giver det ingen mening konstant at tænke på at dette måske er enden, at jeg måske ikke vågner efter en god nats søvn.
Men af og til stopper jeg op, ser på verden mens den bevæger sig for at bekræfte mine valg jeg har taget i livet. For at håndtere og leve med de fejl, jeg konstant begår.
Men fejl er, og fejl vil altid være, hvad der gør os til mennesker til levende individer.

For mig er det i livet vigtigt både at træffe rigtige og forkerte valg. Uden modgangen sætter man ikke samme pris på lykken. I de flygtige sekunder man accepterer at alt hvad man tror på livet indebærer, og at alt hvad vi foretager os, måske i sidste ende ikke giver nogen mening svæver man. Når man accepterer den kendsgerning, at vi aldrig kommer til at forstå og at alt er tilfældigt. Om du synder eller ej, om du går til højre eller venstre, kan ændre dit liv, kan ændre andres, men alt kan også forblive det samme. Vi kender ikke alternativerne. Alt er relativt.
At tage en chance forbundet med en risiko, er det største jeg endnu kender til. At turde satse, turde leve med fejlen man måske begår, er en kunst, jeg tror at ingen nogensinde vil mestre.
Om og om igen træffer man de rigtige og de forkerte valg, VI siger hvad der er sandt og vi lyver. Løber efter livet og løber fra det. Forsvinder væk fra os selv og finder tilbage igen. Om og om bliver vi mennesker såret, forladt, hadet, elsket og savnet.

Det gælder alt sammen om drømme. Om at have dem; og turde tro på dem. Det er at leve for dem. Et liv for drømmen. Det gælder om at lænke sig fast til ønsket og ofre friheden for det. Det handler om at miste den tid og det sted vi sådan er draget af. Om at lade tingene gå vores gang, i stedet for sin egen. For den betyder ingenting, tiden, hvis du vil nå dit mål, hvis du vil ofre alt for en redigeret virkelighed, så finder du den. For du bestemmer selv. Det er dit liv. Du får hvad du vil have, hvis du ønsker det stærkt nok. Vi sætter os mål om og om igen. Siger ”den her gang bliver det til noget” og gang på gang ser vi os selv fejle. Vi giver op og drømmer så videre. Tænker ”nå skidt” og prøver igen engang, når tiden er til det.

En ubevidst flugt fra drømmen. En frygt for at hvis vi når målet, vil virkeligheden ikke være som drømmen. Den vil skuffe, og vi er så bange for den skuffelse. Vi spænder ben for os selv så vi igen kan slippe fri fra følelsen af ikke at have prøvet. Så vi kan leve som før uden konsekvenserne af en markant ændring i den hverdag vi så trygt befinder os i. Vi er så evigt bange for at stå magtesløse og vide at det ikke var den drøm vi skulle have satset på. Vi er så angst for at tage fejl. For at ende som en fiasko. Så vil vi hellere leve vores middelmådige liv, med en gennemsnitlig tilfredshed med hvad vi har.
Desværre tror jeg ikke at vi inderst inde er tilfredse. Jeg tror at vi så gerne vil have mere, men at ingen tør række ud efter det, af frygt for at få et slag over fingrene.
Det er synd. Synd at ingen lever det gode liv de sådan i al hemmelighed drømmer om. Vi stresser bare rundt. Prøver at nå det hele, men det lykkes ikke for ret mange. Der er næsten ingen der kan, for der er næsten ingen der tør. Den dag du tør, den dag du for alvor føler drømmen, satser alt, ofrer alt, står imod alt hvad du nogensinde har hørt og lært, for drømmen, er du der. I et fængsel hvor du føler dig fri. Du er det ikke og du bliver det aldrig. Frihed findes ikke, den har drømmen om at være noget bestemt ødelagt, men det betyder ingenting. Du behøver ikke at være fri.
Du designer dit eget liv, du er arkitekten. Så vælg. Tag det valg, sats på det gode liv. For bag alt, under overfladen, er drømmen det eneste der betyder noget. Det vil det altid være. Det gode liv er dit, den dag du tør.