Vinter er det, men ferie har jeg ikke set skyggen af.
Skyggen af at de gamle forsvandt, men minderne og skænderierne blev hængende her hjemme, som var de aldrig rigtig forsvundet. Og da de kom hjem tog mor fat igen. Vi startede endnu engang med at råbe og skrige af hinanden.
Jeg har arbejdet. Gud hvor har jeg arbejdet. Tjent penge. Som skal bruges på hvad? På ingenting. Penge er ingenting værd. Men et par stilletter bliver det nok alligevel til, en festtop, og måske et par bukser. Th skal have fødselsdagsgave, og resten skal gemmes.
De skændes hele tiden. Jeg ville ønske at jeg kunne give dem de penge jeg nu har brugt ugen på at tjene, sige værsgod, med deres løfte om at holde kæft om bare at lade hinanden være. Bare for et kort sekund. Intet er godnok, intet er nok.
Jeg har været ude ved th, han er en fantasisk kæreste. Han er bare super dejlig, der er ikke rigtig ord for noget af det. Vi skulle lave mad i går, ikke så meget, men bare lige sætte tingene i ovnen og sådan noget, det var hyggeligt, bare at stå ude i et køkken med ham og lave sjov. Knægten viste ikke hvad en kagerulle var og hvad den skal bruges til. Håbløst, men nu ved han det også:)

48 timers arbejde på 5 dage. Be har boet heromme. Hunden har været hjemme, men ellers intet. Der er ikke sket noget. Onsdag var det et år siden jeg fik det første kys af th. "det første vidunderlige kys som jeg aldrig glemmer" skrev han. Tilbage til det, kunne jeg ikke lige frem skrive, det glemmer jeg heller aldrig, for det har jeg aldrig kunnet huske. Stang-barcardi, og alligevel endte det med noget godt. Det endte med os to sammen.

Skal have sendt en bekræftelse fra Nepal turen. Jeg skal have fundet ud af hvad det koster for en weekend til Berlin. Mig og Be, måske Pe også, men hun kan jo aldrig en skid alligevel. For hende er kærsten første række, og for det er jeg gal på hende. Veninder først- veninder først.

Væggene herhjemme er malet med vrede. Huset er fuld af skam. Der er intet der fungerer. Vi er en lorte familie.