Overvejer konsekvenserne af det liv jeg begiver mig ud i. Overvejer hvor meget det er det hele værd. Om drømmene virkeligt er så store og fantastiske, eller om de ikke er større end jeg.

Tænker på hvad 3 måneder på den anden side af jorden gør ved en. Tænker på hvad det vil gøre ved mig, og om jeg vil vokse så meget at jeg ikke hænger sammen med dem der er her. Om jeg mister venner. Om jeg mister kæreste. Om jeg mister, og hvad jeg mister. Overvejer om det er det værd. Om gevinsten står mål med det jeg har tænkt mig at satse. Om jeg vil lade det hele forgå, for en drøm. For den drøm.

Tænker Aalborg. Tænker om det er for langt væk. Eller om jeg skal droppe det, få kolde fødder og i stedet studere på Syddansk, eller i Århus. Tænker på hvad der ville ske hvis jeg rejste så langt væk. Om jeg ville blive Palle alene i Verden, eller rettere sagt, Stella alene i Aalborg. Og om det ikke ville føles lige sådan.
Tænker på hvor mange jeg vil miste, og hvor meget jeg har mulighed for at vinde. Overvejer. Er det det? Er det det jeg vil? Drømmen, er den større end mig, eller er det blot illusionen af et håb. Et fjert glimt af et liv der aldrig helt bliver mit.

I tvivl. Alt for meget i tvivl. Nepal, det skal jeg. Det ved jeg godt at jeg skal, og bliver nødt til, lige meget hvor kolde mine fødder bliver og lige meget hvor ondt det kommer til at gøre at tage afsted. Det skal jeg. Det er der drømmen, om at finde livet og forelske sig i det, er. Det er der drømmen, jeg allerede kan mærke, opnår sin fulde kraft. Det er der jeg for alvor forandres til det jeg skal forandres til. Eller illusionen om at forandres, om at ændre.

Aalborg er jeg ikke sikker på. Jeg ved ikke om det hjælper at flygte derop. Jeg ved ikke om jeg lige så godt bare kan blive her, eller bare rykke lidt væk. Det er th, der har ændret den i mig tror jeg. Og alle andre. De skal jo til Århus, eller sådan noget ligene. Jeg ved ikke. Har taget til de steder andre ikke har taget, og jeg har klaret den fint. Jeg har hat det godt. Men Aalborg er fandeme langt væk. Jeg ved ikke. Bryder mig ikke om de her frosne fødder.

Det kører hele tiden i baghovedet. Det er godt der er lang til til at beslutningen skal træffes for alvor. Men jeg er bange. Det letteste ville være at slå plat og krone. Se hvad det bliver. "Aalborg. Jeg vil til Aalborg." Stemmen indeni siger det stadig. Men et andet sted i kroppen er jeg blevet i tvivl. Måske er det et lille stik i hjertet. "Hjemme. Jeg vil blive hjemme."