Det nærvær han tager fra mig gør ondt. Det at det ikke længere er der, og at der kun eksisterer et fjern glimt af fravær mellem os. Den her grænse fra at føle han er der, til at føle at han ikke er. Som nu. Som de sidste par timer, hvor jeg har håbet på at der dukker en sms op, med en ønske om at ses. Det sker bare ikke. Han har ikke skrevet, og han gør det sikkert heller ikke. Men det er søndag for helvede. Det er så sjældent vi ikk ses om søndagen. Og jeg har tid. Ved ikke om han har. Eller om han bare ikke skriver. Uvisheden er lige så forfærdelig som alt det andet. Det kommer til at gøre ondt alt det her. Det bliver noget af en omgang. Kærlighed er 1000 nuancer af grå. Der er ingen rigtig vej. Ingen bestemt. Men jeg tror vi er røget væk fra det hele, eller på vej væk i hvert fald.
Og det er ikke nogen særlig rar følelse når jeg er glad for det hele som det var. Når at jeg satte pris på ham, og på alt hvad han gennem det her år har givet mig. Om 3 uger, er det 1år siden jeg kyssede ham for første gang. Måske er det også inden for tre uger at jeg kysser ham for sidste gang. Skræmmende.
Det er det der er så forfærdelig med kærester. Man slår op når det går galt. Det er det her, jeg ikke vil. Det er det her med at pludselig taler man ikke sammen længere. Pludseligt ser man andre. Det er alt det her. Det her lort, vi bevæger os ud i.