Kære dagbog

Det er ikke meget, jeg skribler i dig, men lidt har også sin ret :-)

Nu må jeg dog til den igen, for jeg er lige ved at koge over indvendig af iver, spænding og glæde. Lidt kreativt fortalt, ja, så venter jeg mig altså. Ikke en baby i den forstand, men Kennel Nidhøg har ringet og oplyst, at to af deres tæver er parret op og en tredje er undervejs. Jeg vidste slet ikke, hvilket ben jeg skulle stå på, og selvfølgelig ringede hun, mens jeg stod oppe i Vestsjællandscentret, midt inde i Kvickly. Ordene slog næsten krøller på min tunge, så glad blev jeg. Går alt som det skal, vil der lige efter nytår atter lyde små trippende hundepoter henover mine gulve. En lille pyt her og der samt det, der er værre, vil der nok også af og til være, men den mere besværlige hvalpetid bliver forhåbentligt det mindste af det. Glæderne skulle gerne overstige det med mange mil.

Tiden efter Coco overfaldt mig og aflivningen dagen efter er noget, jeg nok aldrig vil glemme, men forud var også gået et års tid, hvor der blev lagt mange kræfter i at få gjort en god hund ud af ham. Han var fra dag et ikke den letteste hund, men jeg "overså" alle faresignalerne og knoklede på. På daværende tidspunkt havde jeg været uden hund i 6 år, -den længste periode i mit liv uden hund. Desværre lykkedes det jo så ikke med Coco, selvom indtil flere professionelle hundefolk var med indover for at hjælpe, da det hele blev for uoverskueligt for mig selv. Alt det er heldigvis fortid, og jeg har nu haft tid til at sunde mig, og er igen klar til at begynde helt forfra igen. Det bliver så gang nr. 11, jeg begynder arbejdet med en hvalp, så mon ikke jeg efterhånden er hårdhudet?

Faktisk bestilte jeg ny hvalp allerede dagen efter aflivningen af Coco. Dette fordi jeg bare måtte videre, men også fordi jeg med det samme var klar over, at jeg ikke igen turde binde an på en stor hund. Det selvom jeg indtil da kun havde haft enten Golden Retrievere eller Flatter. Året med Coco havde dog fået mig på andre tanker. Cocos opdrætter var ellers så flink kvit og frit at tilbyde mig en anden, en jeg endda kunne hente allerede den førstkommende weekenden, men nej... hverken fysisk eller psykisk magtede jeg det.

Når jeg nu havde truffet det valg, at det skulle være en mindre race, så var jeg ikke et sekund i tvivl om, hvilken det skulle være. Nemlig en Shiba Inu. Siddeløbende med mit tidligere opdræt af Golden Retrievere var jeg allerede dengang fascineret af netop denne mindre japanske hund. Havde også allerede dengang kontakt med nogle af opdrætterne, fik tilsendt diverse papirer, billeder m.m., så fluks fandt jeg samtlige papirer frem, tjekkede Internettet og dagen efter blev jeg som sagt skrevet op til en hvalp. I august måned var jeg så til et træf som kennelen holdt. Der fik jeg set og snakket med rigtig mange Shiba'er i alle aldre, lige fra nogle på kun 10 uger og opefter, fik gode råd af ejerne m.m. Tror der var omkring 15-20 hunde, foruden opdrætterens egne. Det var faktisk et stort opbud, når man tænker på, at der ikke er mere end omkring 500 ialt på landsplan.

Men... går jeg her og mener, at jeg kan og ved en hulens masse om hunde, så kan jeg altså godt begrave det meste af den vide, for at eje en Shiba Inu er så langt fra, hvad jeg tidligere har arbejdet med. Det vil med andre ord være som at begynde helt forfra. Jeg er helt sikkert så fit for fight, som jeg overhovedet kan blive, og lige nu føles ventetiden ærlig talt uendelig lang.

Men, kære dagbog, nu er det ikke det eneste, der optager min dag. Mangt og meget er jo hændt siden sidst. Jeg skal ikke belemre dig med det hele, for så fyldes dine blade nok helt op, men lidt skal du da vide om især ungerne.

Jesper ser jeg ikke meget for tiden. Han har både fået lækker bil og kæreste og farer hid og did rundt på landevejene. Bagagerummet er dog ikke disponiblet, for i det ligger en sub så gudsforbarmemig så stor, at fyrer han op for anlægget i bilen, tror jeg, at bassen alene vil kunne flytte de fire hjul fra jorden. Han nyder virkelig den frihed en bil har givet ham. Han er stadig inde ved militæret og er blevet så bidt af det, at han til februar tager et halvt år til Kosovo. Det var noget af en nyhed for mig at sluge, men han er 20 år og voksen, så uanset hvilke valg han har truffet, og siden træffer, kan og vil jeg kun bakke op, selvom nu det med Kosovo bliver en svær periode for mig. Lige nu skyder jeg det dog lidt fra mig. Spekulationer skal der nok komme, når først han er taget af sted, så det vil jeg ikke allerede nu fylde sindet op med.

Lasse er lidt inde i omvæltningernes tid. Efter et halvt år på levnedsmiddelskolen fik han læreplads som tjener inde på Hotel Phønix i København. Desværre var det ikke ham, så nu venter han på at komme ind på teknisk skole igen, hvor han vil prøve kræfter indenfor mekanikerfaget. Selvom han ikke her og nu har noget at rive i, så ligger han bestemt ikke på den lade side. Han er blevet ringforlovet, så meget af fritiden nyder han med kæresten, hvis han altså ikke er på landevejen, hvor han drøner Sjælland rundt på hans mere eller mindre antikke knallert, der er blevet istandsat fra A-Z. Udover det er en Puch af en slags, så kan jeg selvfølgelig ikke huske hvilken. Hmm... bliver han ikke glad for at høre :-)

Tanja har lige kunne fejre sin 8 års fødselsdag. En dag hun havde set frem til længe, og jo nærmere dagen kom, jo flere mælketænder tabte hun. Jeg tør nok sige, at vi har haft et værre rend af tandfeen her de sidste par måneder. Lige nu ser hun faktisk ret tandløs ud, hvilket vi begge morer os gevaldigt over. Hun ved godt, det følger med i den alder, men altså... Fødselsdagen blev iøvrigt fejret med pomp og pragt, hvor hun blev så vel begavet med jeg ved ikke hvor meget tøj, ny skoletaske med dertilhørende penalhus, gavekort m.m. Lige nu sover hun forresten tungt henne på sofaen. Vi har siddet og set MGP 2004 og til sidst klappede hendes øjne i. Nu har jeg lagt en dyne over hende, så hun ikke fryser. Vi har også været en del på farten hele dagen, så det tror da pokker gassen til sidst gik af ballonen.

Selv er jeg nattemenneske og det bliver værre og værre, så jeg føler faktisk, at jeg kun lige er vågnet. Tsk. tsk. tsk.... <ryster på hovedet>

Aj, her inden jeg lukker for dig, dagbog, så skal du ellers høre om en sjov oplevelse, jeg havde for nylig. Jeg var i Parken og se fodboldlandskamp! Jeg, der aldrig har interesseret mig for fodbold! Men sikken aften. Tak spids. Hvem Danmark spillede mod har jeg faktisk allerede glemt. Ups! Det var noget af en sjov oplevelse og inviteres jeg igen en anden god gang, så skal jeg være den første til at sige "ja-tak". Jeg blev så revet med af stemningen, at jeg pludselig oplevede mig selv rejse mig op og næsten skrige lungerne ud:
"Så SKYD da for heeeel-ve-de."
Da jeg satte mig igen, blev jeg helt flov og rødmede, så jeg kunne have ageret fyrtårn. Endnu værre blev det, da det skete igen! Men så tog jeg mig altså også sammen og fandt kontrollen frem igen, selvom det ærligt ikke var helt let.
Efter landskampen kom så den kamp, jeg egentligt var taget ind for at se: FC Zulu mod FCK. Se, DET var underholdning for alle pengene. Jeg morede mig så kosteligt, at tårerne løb ned af kinderne på mig. FC Zulu er 16 nørder, der igennem nogle måneder er blevet trænet til et fodboldhold. Aldrig før, og nok heller ikke siden, har spillerne haft noget med fodbold at gøre. En af nørderne er en rigtig god ven af mig, så jeg har, om man må sige det, fulgt træningen fra 1. parket. Det hele er blevet til seks udsendelser, der alle p.t. vises på kanal Zulu, -inkl. slaget i Parken mod FCK. Men, kære dagbog, mere vil jeg altså ikke fortælle dig, for måske nogle kigger med over skuldrene på mig.

Faktisk vil jeg ikke skrible mere i dig i dag, men pænt lægge dig fra mig igen. Hvornår jeg atter finder dig frem, kan kun tiden vise :-)