Jeg kan ikke lade være, kan ikke stoppe. Jeg tænker på dig hele tiden. Prøver at lade være, ønsker at glemme dig. Prøver at tænke på gamle flammer. I mit hoved står stadig kun dit navn skrevet. Det er snart en måned siden. En måned siden at jeg var sammen med dig. Tænker du mon også på mig? Du har ringet, du har skrevet. Du har svaret på mine beskeder…Men det fungere bare ikke over telefonen. Det er for kedeligt. Ved ikke hvad jeg skal skrive til dig. Vil blot se dine smukke øjne, dit fantastiske smil, foran mig. Jeg vil have dig til at holde om mig. Sige at du kan li mig. Jeg savner dig. Det er underligt. For vi har kun været sammen en gang, og det var ikke særlig lang tid. Det skete lige før jeg skulle hjem…Og nu betyder du så meget.. Hvad betyder jeg mon for dig?
Ønsker ikke denne pinsel. Jeg vil ikke forelske mig. Ikke igen. Jeg lovede aldrig at forelske mig efter at jeg blev såret af en ven jeg følte mere for, end han følte for mig. Jeg lovede mig selv ikke at være så dum igen. Og det gik fint indtil du kom. Jeg var sammen med en masse. Ingen af dem betød en skid for mig. Jeg blev aldrig såret. Det var så nemt. Du har ødelagt det hele. Jeg er ikke længere lykkelig. Jeg er en smule forelsket, tror jeg…
DET HELE ER SÅ FORKERT.