Der er landskamp, så mens de to sidder og øffer over hvordan der spilles, så kunne jeg jo lige så godt sætte mig og skrible lidt....

Nå men næste morgen - meget tidligt - blev jeg vækket af mindstemandens skrig.....han begyndt at græde...

"hvorfor er far her ikke??"

Mellemmanden vågnede nu også og blev straks inspireret til også at bryde i gråd....

"far kom aldrig ind til mig igår aftes....jeg vil ha' far hjem.....jeg vil ha' min far!!"

Årh det var svært - tog dem med ind i stuen, puttede os under tæpper og forsøgte at berolige dem (SÅ svært når man selv er pissebange!!)...

Da klokken blev 8 ringede vi til ham og han havde det godt - havde haft en forstyrret nat hvor han var blevet vækket hver 2. time for at få taget prøver, men han havde det godt...

Ungerne græd igen.....

"du skal komme hjem nu far!!"

Vi aftalte at vi skulle køre derind lige så snart vi kunne..

Mindstemanden tegnede en tegning til ham og vi pakkede lidt mere tøj (han havde nu fået at vide at han skulle regne med at blive der ihvert fald en uge og han nægtede at tage deres hvide tøj på).

Vi ankom og begge drenge var ved at vende om i døren.....

Mellemmanden kunne ikke lide lugten der og ville ikke have at far skulle være der og mindstemanden blev helt paf da han så nogle af de andre patienter stavre omkring - og især en ældre mand kun i skjorte, med sit dropstativ i hånden og tis på underbukserne fik ham til at gyse..

"min far skal ikke være her - det er så synd for ham.."

Han blev glad for at se os - så lige så bleg, grå og skidt ud som dagen før, men det beroligede mig lidt at der så ofte blev checket op på ham.....selvom de havde "glemt" at give ham insulin da han blev indlagt!!! Skadestuen mente at han skulle have det på afdelingen, og da han kom derop, så "fik de ikke liiiige set i hans journal, men regnede da med at han havde fået noget!!" så efter 5 timers venten bad han selv om at få en sprøjte!! Noget har man da lært af al den tid på hospitaler!!

Vi kørte hurtigt igen for drengene ville hjem - må være så svært at være så splittede og så små ...de havde jo savnet ham helt vildt og så var det alligevel så svært for dem at se ham! Og at sige farvel var endnu værre....de græd og især mindstemanden var utrøstelig i bilen hjem..

Hjemme forsøgte vi at have en nogenlunde almindelig søndag - legede og hyggede og min mor og svigerforældre kom forbi, men jeg sms'sede hele tiden med ham og ville ønske at han bare kom hjem.

Størstemanden skulle komme ind med toget klokken 18. Vi kørte derop og skulle så direkte ud til A.

Fik min mor til at vente i bilen med de små og gik ned på perronen for at hente ham, og for at have lidt tid til at fortælle ham det selv, så de små ikke bare bralrede ud med:
"Far er syg og på hospitalet!!"

Han tog det overraskende godt - var sådan lidt:

"Nårh ok - men skal vi så ikke derud nu?"

Troede et øjeblik at "phew....det havde jeg da ikke behøvet at frygte", men...
da vi kom op på afdelingen igen, og vi fik øje på A som nu var kørt ud på gangen, så satte den lille seje størstemand i løb og kastede sig i armene på A.
Han knugede ham og hans små skuldre rystede....han var helt ødelagt. A sagde igen og igen "jeg er ok basse!!" men han var utrøstelig...de to små stod helt betuttede og så til og mine øjne løb over...det gjorde A's også...

Vi måtte køre igen og igen var det for svært at sige farvel....

Vi fik puttet de to små, trøstet og krammet og storebror var fantastisk..

Hentede brænde ude i garagen (FUCK jeg hader at gå derud i mørket!!!) fik tændt op i brændeovnen, ryddet af efter aftensmaden, sat en vask over, lagt tøj frem til næste morgen til alle 3, givet Stegger-hunden mad og nåede at tænke at det eddermanme var godt, at jeg ikke arbejder lige nu!!!

Så var det tid til "Forbrydelsen" og jeg puttede i sofaen under tæpper med min store dreng.

Han ringede og sagde godnat til A - jeg snakkede kort med ham, han fortalte at han havde det lidt skidt nu, lovede at ringe til ham når jeg var alene.
Størstemanden var nu helt opløst af gråd, da han kom ud af badeværelset efter at have børstet tænder....

"Jeg savner ham bare så meget mor - jeg er så bange - tænk hvis vi ikke havde ham!"

Han fik lov at sove oppe i hans seng. Lå længe med ham indtil han faldt i søvn..så trissede jeg ned for at låse dørene, slukke lys og gå ud med Stegger-hunden i haven (F### igen altså hvor det var mørkt og vådt og uhyggeligt at stå der og høre hvordan træere rusker ovre i skoven - Så irriterende at hunden er 100 år om at finde et godt træ at lette ben op ad!!)

Da jeg kom ind ringede jeg til A....han tog den ikke....jeg ringede igen og igen....og mærkede hvordan jeg stivnede....blev helt panisk....SÅ sikker på at nu var der sket noget...så for mig hvordan læger kom løbende og kørte afsted med ham.....så adskellige scener fra "Skadestuen" og "Greys" passere mens jeg igen og igen ringede op....(ikke altid godt at være så begejstret for læge-serier!!)

Endelig tog han den.....jeg hulkede og kunne slet ikke sige noget...

"Jamen mubs...jeg er ok - jeg havde den bare på lydløs og så lå den her i dynen, så jeg så den ikke!"

Årh......IDIOT!!! Skældte ham ud og fortalte hvor bange jeg var....for første gang fik jeg nu fortalt ham hvad jeg tænkte og frygtede...

"Der er ikke andet med mig mubs!! Jeg skal nok blive frisk igen - imorgen tager de nogle større blodprøver, hvor de kan se meget mere, og jeg blev bare dårlig før fordi mit blodsukker var for lavt, jeg har så bare taget noget druesukker.."

Fik sagt godnat.....størstemanden greb straks min hånd da jeg lagde mig i sengen og mens jeg knugede den, lå jeg længe i mørket og tænkte...igen iført A's gamle slidte soldater-tshirt...

Næste dag fik jeg ungerne afsted - under store protester, for de ville blive hjemme, men var overbevist om at det var vigtigt at have lidt dagligdag, så det hele blev afdramatiseret lidt..

Kom lige ind på afdelingen da lægen kom og de understregede nu at han ikke fejlede andet og at han ville blive overført til en speciel diabetes afdeling, hvor han skulle undervises i kost og vaner og overvåges og sikres at hans insulin-mængde var den rette...

Var lidt lettet da jeg tog derfra....vi aftalte at ungerne bare skulle ringe til ham, for at undgå den der svære farvel-scene...

Så gik dagene ellers...han blev overflyttet og så fik han travlt...det var slut med at ligge i sengen og kede sig og lytte til klynk og hyl fra medpatienterne, nu skulle han til foredrag, samtaler og alt muligt for at være helt klar til når han skulle hjem....
Jeg var nu fuldtids-alenemor-til-3 og skal da lige love for at der var noget at se til...sjovt som jeg altid brokker mig over at A aldrig laver noget - syntes pludselig at jeg havde 100 gange så travlt....noget af et puslespil at få alt til at passe og brugte faktisk enormt meget tid på at køre...frem og tilbage til hospital, frem og tilbage med børn, frem og tilbage og frem og tilbage...var helt udkørt om aftenen, og glemte faktisk helt at gå og bekymre mig om alt muligt andet end ungerne og A...

Efter en uge kunne han endelig komme hjem og det var SÅ skønt at se hvor meget han havde savnet os, og se ungerne ...de kunne slet ikke rumme deres følelser.....men de var glade....

Om aftenen sad vi bare og sad...helt flade og snakkede om hvor hurtigt ens liv kan ændre sig.....en uge tidligere havde han levet som han ville og skulle aldrig overveje hvad han spiste, og nu....nu var det nåle, blodsukkermålinger og nye ting der var kommet ind i hans/vores liv..

Grinede lidt af at de foredrag jeg havde været med til var for "Patienter og pårørende" - jeg har været mange ting i mit liv efterhånden....datter, søster, barnebarn, exkone, mor, kone, veninde, kollega osv....nu var jeg også "pårørende" og denne gang ikke for en overgang.....nu er jeg "Pårørende" resten af livet....og han er "diabetiker"....

Men vi har hinanden...og coca cola er skiftet ud med cola zero og hele familien er nu mere sukkerfri...selv mig som har været den største sukkergris og sukker-holiker......sjovt som det pludselig ikke var så svært at slippe!! Ender måske i light-udgave!!!!

M