Smukke beskrivelser og meget mystisk handling. Det må være en allegori. Det er svært at tyde. Men måske, når man husker fortællingen, kan det være, at der opstår associationer til den.

Mvh.

JØRGEN LUND.

Hvorfor i alverden vil manden giftes? Han har jo sin gård, som er hans et og alt. Jeg selv har aldrig været gift, men har haft samlever i næsten en snes år. Det var mere end tilstrækkeligt. Jeg skønner på min gyldne frihed, som jeg har hårdt brug for.
Det forekommer mig, at Thomas hele tiden fra starten har vidst, hvordan det hele ville gå.
Jonas Wilmann skriver, at du har et flydende sprog uden fejl. Det flydende sprog giver jeg ham ganske ret i, men der er faktisk to tastefejl, grammatiske fejl. Ellers skriver du knagende godt.

Mvh.
JØRGEN LUND.

Om man kan skrive et eventyr om et supermarked? Man kan faktisk skrive eventyr om alt. Tænk bare på, hvad H.C.Andersen kunne skrive om stoppenåle, bolde og snurretoppe, og mange andre daglidags genstande. Jeg ville nu ikke skrive noget eventyr om et supermarked med dette som det centrale emne, men i mine eventyr er flere gange omtalt supermarkeder, de er genkendelige miljømæssigt, men er ellers så fundamentalt anderledes, som alt, hvad jeg beskriver, og har grinmorsomme navne, ligesom mine bynavne og stednavne.

Mvh.

Jørgen Lund.

Glimrende dyrefabel i klassisk Æsop-stil, der jo så tydeligt afspejler visse aktuelle situationer i det politisk liv. Så meget, så du oven i købet er kommet med i "180 Grader".
Jeg følger ikke så meget med i, hvad der foregår i Folketinget og partierne imellem. Politik interesserer mig uhyre lidt. Og efterhånden synes jeg, at partierne ligner hinanden på en prik, det er den samme slendrian med dem alle. Der er nærmest ingen, der ligner det, de engang stod for, og gav anledning til deres oprettelse. Men skændes om ligegyldigheder, det kan de.

Denne historie begynder meget spændende. Jeg vil gerne se, hvordan det udvikler sig videre. Det lader til at være en troldmandsfamilie. Brugen af zombier som tjenere, er en del makaber, selvom de er gjort mere positive. Det synes at være lidt af en dyspoti. Mine egne Pedori-fortællinger er utopier. Her bruges robotter til alt manuelt arbejde. Og disse er samtidigt for den stor del søde "tøjdyr", som man kan hygge sig med. For at sammenligne med for eksempel Jehova's vidners, og dermed også Bibelens, meningsløse og ulogiske Paradis, hvori mennesket ikke kan stræbe mod åndelige mål, så er Pedoria mit eget ideal af et Paradis. Mørke og dystre kræfter findes også her, men de findes kun udenfor mennesket. Der må altid være en kontrast mellem lys og mørke, yin og yang, det giver udfordring og udvikling. Nå, men det vil jo nok ligge lidt udenfor baggrunden for din fantasy. Rasmus Delf taler om, at du har specielle navne på personer. De evige børn på Pedoria har meget specielle navne. Fornavnet skal altid være et blomsternavn, eller afledt heraf, og efternavnet et dyr.

Meget genkender jeg fra min egen hverdag. Også jeg har kaffemaskine. Det giver efter min opfattelse et minimum af egen indsats, ellers laver kaffen jo sig selv. Jeg drikker kun kaffe om morgenen, og ellers eftermiddagskaffe, når jeg har gæster.
Hvad møbler angår, så har jeg intet, som er købt af mig selv. Alt, hvad jeg har, er fund, jeg har gjort. Jeg kan ikke sige noget om Ikea eller hvor de ellers er fra.
Din lille novelle er godt skrevet. Men som Mikala skriver: Lad os nu få noget dramatik og handling.


Jørgen Lund.

Det er en særdeles levende beskrivelse af liv og arbejde for nordiske nybyggere, der udvider deres landsby. Jeg spekulerer på, hvor det er. Efter landskabet at dømme kan det være i England. Og da der jo også viser sig en druide, virker dette sandsynligt, med mindre du bruger ordet druide også for en præst for den nordiske tro? Du er meget detaljeret i dine skildringer af arbejdet. Så detaljeret som jeg selv er, når det gælder mine skildringer af laboratoriearbejde og magiske transaktioner.
Der er een beklagelig ting. De fleste af jer sender åbenbart manuskripterne til Fyldepennen, straks efter, at de er færdigskrevet. I læser ikke korrektur. Teksten er sprængfyldt med stavefejl og grammatiske fejl, og det i en sådan grad, at det virker distraherende, men dog ikke, så meget, at det bliver uforståeligt.


Jørgen Lund.

Hej Kim.

Hvor jeg forstår drengen. Heller ikke jeg kunne fordrage matematik. Men jeg fik da heldigvis lært det, ikke mindst, da jeg fik ekstratimer i det. Men da vi nåede til differentialregning og integralregning, stod jeg fuldstændigt af, det fik jeg aldrig lært nogen mening med. Da mit fag imidlertid blev kemi, og der bruges meget matematik i kemien, er jeg glad for den matematiske kunnen, jeg nu har.
Men det var altså en plage i skolen. Jeg vovede dog aldrig at pjække, eller som drengen i "Nej" forsøge at pådrage mig forkølelse eller influenza.
Grammatik derimod, var jeg helt på det rene med, selvom jeg fandt dansk grammatik lidt kedeligt som fag. Men jeg fik høje karakterer i engelsk, tysk og fransk i skolen, og jeg har på egen hånd studeret masser af sprog, for eksempel også afrikanske og papua-sprog. Sprog er en af mine store interesser.
Men hvis du kiggede på mit forfatterskab, så ville du opdage, at i den verden, jeg beskriver er skolegang indrettet på en helt anden måde, mere i retning af folkehøjskolernes system, end vor underskole er, eller i hvert fald var, da jeg gik i skole. I den verden bliver der også undervist af en lærerstab, der tilsyneladende er jævnaldrende med de små elever.

Jørgen Lund.

Hej Kim.

Meget velskrevet novelle, der handler om et almindeligt menneskes hverdag.
Det slår mig under læsningen, at jeg er lykkelig, fordi jeg ikke har sådan en hverdag. Fire timer har han til rådighed for sig selv og familien. Jeg har hele dagen, men selv den er der alt for lidt forslag i. Jeg vil gerne nå at få så meget gjort som muligt hver dag, i mine skriverier og mine PC-foretagender.
Er det virkelig meningen med størstedelen af menneskenes liv, at de skal op og møde på et arbejde, hvor de er ansat, og stille til rette tid, fortsætte til fyraften med det samme og det samme rutinearbejde? Ak, hvor ensformigt? Skal man være sammen med de samme mere eller mindre kedelige mennesker hver dag? Det sidste gælder nu også mig selv, da jeg for størstedelen er alene, og har kun nogle få venner.
Din hovedperson lader dog til at være godt tilfreds. Men vi får jo heller ikke noget at vide om, hvorvidt han får kompensation i samvær med kone og børn i week-enderne og ferien, deri lægger han formodentlig en stor del af meningen med livet.
Hovedpersonen er nok dig selv. Han skriver i hvert fald dagbog om aftenen, og er da i fuld gang med at skrive novellen.


Jørgen Lund.

Meget uhyggeligt, og meget trist. Det er tragisk for Claus, at hans mor bliver myrdet. Ligeledes for HP at miste sin kone. Det er en gyser!
Ellers er jeg enig i den kritik, de øvrige kommentargivere har givet, de har hver for sig påpeget forskellige ting. Men jeg savner i hvert fald også en afrundet slutning på historien, og en forklaring på forbrydernes forehavende. Jeg formoder, at de har en større eller mindre farmakologisk eller lægelig uddannelse, eller er i hvert fald blevet instrueret af personer med en sådan uddannelse.
Flere bemærker, at dit sprog er gammeldags, det er overhovedet ikke faldet m i g ind. Jeg skriver vist også selv et "gammeldags" sprog.
Der er flere træk af udviklingen i det danske sprog, som jeg ikke kan fordrage. Blandt andet kan jeg især ikke døje alle de engelske (eller amerikanske) ord, der kommer ind i sproget. Nu er man for eksempel ikke "enlig", man er skam "single". Et dansk ord, der dækker præcist det samme, er åbenbart ikke fint nok! Der er også ordet "date", hvor man måske nok kan sige, at det danske ord "stævnemøde" fylder en del mere, men til gengæld er udtrykket "date" efter min opfattelse så fjollet og idiotisk.
Din tekst er også dejligt fri for alle moderne engelske udtryk.Er det mon derfor, de kalder sproget gammeldags?
Du har fået mange kommentarer, det synes jeg også er fint, men det er mit indtryk, at krimi og gys samler flere læsere end utopiske fortællinger i fantasy-genren, og det undrer mig, at min julefortælling, mit indtil nu største bidrag på fyldepennen, ikke har fået en eneste kommentar. Dem der er, er bare mine egne "hjertesuk".

Jørgen Lund.

En spændende skabelses-mytologi. Mondorbita må jo, eftersom der opstår en skabning, der kaldes menneske, være en slags parrallelverden til Jorden.
Det bliver jo så spændende at følge med i, hvad der videre sker, når du starter den egentlige fortælling.
JØRGEN LUND.

Ja, heldigvis er voldelige afstraffelser som folkeforlystelse noget, der hører en svunden fortid til. Men den selvretfærdige holdning som folk ved sådanne lejligheder udviste, er den egentlig anderledes i dag? Den udfolder sig blot på en anden måde.

Med hensyn til hestenes hove, så kan der godt korrigeres i de på Fyldepennen udgivne tekster, hvis originalmanuskriptet findes, og man så henvender sig til redaktionen.

Jørgen Lund.

Du giver et meget typisk og karakteristisk billede af træk ved Danmark. Udmærket skrevet, men måske lidt forvirrende, da sceneriet skifter brat og pludseligt som det skifter i drømme, men det er måske netop også meningen.
Men for mig er dette sceneri ikke det smukke ved Danmark. Jeg kan ikke fordrage militær. De bærer våben, som er beregnet til at slå ihjel. Og fodbold er ikke noget indholdsrigt kulturfænomen, nej, må jeg så bede om den klassiske musik, komponisterne, udøverne og koncerterne, det er værdifuld kultur med rigdom og skønhed.
Det smukke ved Danmark er for mig først og fremmest naturen, og de steder og egne, jeg holder af. Også gamle gårde og huse, slotte, gamle kvarterer og gader i byer som for eksempel Ebeltoft og Mariager.
Men du kommer dog ind på den tryghed, vi kan føle, ved at der hurtigt bliver sørget for os, hvis vi lider nød. På det punkt er vi enige. Det hører med til det smukke ved Danmark.

JØRGEN LUND

Jo, Hr. Trist-er findes, men heldigvis ikke så ekstremt, som din novelles Hr. Trist, som jo heldivis bliver omvendt til sidst. Vi skal alle sammen vogte os for, at der ikke til tider findes lidt af en Hr. Trist hos os selv. Betingelsen for at blive hørt og bemærket af andre, og få success, er netop, at man altid ser positivt på tingene, og ikke forfalder til tristhed. Der er mærkværdigvis ikke kommet kommentarer (positive eller negative), til min seneste publikation, hvilket kunne tyde på, at tingene står i stampe, og jeg ikke bliver læst. Nogen Hr. Trist-djævel bør ikke af den grund stikke hovedet frem i mig. Det er noget, man må lære at holde sig fra livet.
JØRGEN LUND.

Fin lille novelle med drøm og virkelighed blandet sammen, og oversanselige væsener. Chaufføren synes at være en djævel. Du overlader til læseren, hvordan henholdvis djævle, engle og elvere ser ud. Dette er ganske udmærket.
JØRGEN LUND

Hej læsere.
Jeg har to gange korrekturlæst denne novelle inden indsendelse, og troede, at jeg havde fået gjort det 100%. Ikke desto mindre har jeg fundet tre "trykfejl" og forglemmelser i ovenstående tekst. Jeg kan ikke fordrage sådanne fejl, og jeg forstår ikke, at jeg finder mange internet-tekster, der vrimler med "trykfejl", ordforvekslingsfejl og grammatiske fejl. Læser kun et mindretal korrektur på deres tekster?
Mine tre fejl er alle i afsnit V. Tjørn fra savværket hedder Tjørn Fluesnapper og ikke "Flusesnapper". Rose Blisbuk er kommet til at stamme i sine formodninger om anstændighed, han siger "med" to gange.
Ved savværksdrengenes afsked har jeg glemt, at de er tre, og Borst Silkehale mangler derfor at nævnes.
De pågældene fejl vil jeg efter 1/2 10 søge at få rettet ved henvendelse til redaktionen.
At Periko undertiden hedder Altocamelo, og undertiden Altokamelo, er ikke en fejl. Han fik oprindeligt sit Pedoria-navn i det interlingua-talende Cibola: Perico Altocamelo. Hvor det staves med k, er det en lettere fordanskning af navnet, fordi han, da hans modersmål er dansk, nu bor i Barndomslandet. Han overvejer iøvrigt som fornavnet blot at kalde sig Perik.
(Hans fornavn kommer af Perikon-blomsten).

Jørgen Lund.

Hej Lizzi.

Tak for din kommentar. Det er netop også tanken bag fortællingen.
Mit litterære hovedværk er "Planeten Pedoria's Saga". Det er ikke optaget som forfatterværk på "Fyldepennen" (Skønt det er tilsendt dem). Men da det fylder over 300 A-4-sider ialt, var det for stor en mundfuld for dem. Tre bind har jeg foreløbigt stående renskrevet på min "Words". Bind 4 er under renskrivning (Der er 6-7 bind ialt). De står omtalt på mine hjemmesider "www.Pedoria.dk" og "www.123hjemmeside.dk/Lundse", og der står her, at de kan erhverves for 100 kr. pr. bind. Kan sendes direkte som e-mail-vedhæftning. Iøvrigt er jeg til "Fyldepennen" nu igang med at skrive en længere novelle: "Julen på Hjortekildegård", der foregår på Pedoria og fortæller, hvordan julen fejres dér. Den vil blive sendt til min forfatterprofil, så snart, den er færdig. Men det er stort arbejde.

Med velig hilsen.
JØRGEN LUND

Hej Scott Rasmussen.

Der er en forklaring på det hele. Men i min udformning ligger også, at gøre novellen så kort som muligt.
Det første, du nævner, om moderens optimistiske reaktion, har jeg allerede redegjort for i en kommentar til Pia H.
Så er der den 11-åriges til tider lidt voksne sprog. Men husk, at han har haft Pedoria-drengen Erik Bjørn som ven i to år. Og denne har også i den tid været inde på det med, at Morten har tavshedpligt, og hvad han skulle sige til sine forældre, hvis de spurgte. De er underkastet samme tavshedpligt
fra Erik Bjørn via Brorfelde-observatoriet. Morten har lært at udtrykke sig sådan ved sit samvær med Erik.

JØRGEN LUND.

Hej Pia H.

Du spørger, om der findes et helt romanværk om planeten "Pedoria". Ja, det gør der, og til orientering for dig og alle læsere af min novelle og af kommentarerne, så hedder den "Pædoria*s Saga", men kun cirka halvdelen af værket er endnu renskrevet og tilgængeligt for interesserede. I denne forbindelse vil jeg anbefale at kigge på mine to hjemmesider: www.Pedoria.dk. og www.123hjemmeside.dk/Lundse, for sidstes vedkommende indeholder denne også mange andre emner. Men på begge hjemmesider finder man ud af, hvordan værket kan skaffes.
Om moderens optimistiske reaktion, vil jeg sige, at hun netop først og fremmest har været ulykkelig over indenfor en overskuelig tid at skulle nøjes med minder om sønnens barndom. Og her bliver netop det skete hende til trøst.
JØRGEN LUND.

Hej Kåemer.

Nej, en niårig ligner jeg absolut ikke, ikke med det korpus, jeg render rundt med. Beklager, at jeg aldrig vil få børn og dermed børnebørn. Men andre børn, blandt dem mine niecer og min nevø, da de var små, har altid været glade for mine skriverier. Der var også i sin tid børn af en af mine gode bekendte, der fik de første fire kronikker (kapitler), af mit hovedværk "Pedoria's Saga", indtalt af mig på kassettebånd. De gik i flere måneder rundt og lyttede derpå med deres transportable afspillere forsynet med hovedtelefoner. Til sidst kunne de det hele udenad. Mine skriverier er om børn, men ikke skrevet specielt for børn, men det viser sig jo, at børn er umådeligt glade for dem.
Jørgen Lund.

Post scriptum. Jeg læste novellen igår, og jeg skrev spontant den første kommentar, uden at have læst de andre kommentarer. Så har jeg altså bidraget til drøvtygning af Tim/Mikkel -problematikken. Undskyld!

En glimrende og spændende fortælling. Men det er dog et uhyggeligt perspektiv. Nu kan jeg ikke selv fordrage kulde, og skriver helst om miljøer med varmere klima. Det er dog også et frygteligt perspektiv med den samfundsorden, der her beskrives. Det fremgår ikke klart, om der hersker total anarki, og hæderlige civile selv må tage kampen op med og straffe de forbryderiske elementer. Hvad vil de gøre med den overlevende rovmorder Arnur? Findes der i dette samfund nogen ordensmagt og domstole?
Fortællingen hører så absolut til genren dyspoti. Jeg skriver selv i genren utopi.

Der er en oplagt fejl, den yngste dreng starter med at hedde Tim, så: pludselig hedder han Mikkel. Senere hedder han Tim igen, så igen Mikkel og slutter ellers med at hedde Tim.