Oh ja ... Kender alt til hvor svært det er, at se (altså læse som en læser) sine egne tekster. :) Man har jo sine egne billeder i hovedet, når man skriver, og ved præcis hvordan alting er. Billeder som man ikke kan overføre fuldstændigt til læseren og spørgsmålet er vel også om det er det man skal? Kunsten ligger vel nærmere i, at indfange nok af det man vil med teksten i sine ord og så give plads til at læseren selv fylder resten ud.

Håber du skriver videre. :)

Interessant verden du er ved at skabe her. Vil i alt fald gerne vide mere om hvordan tingene i den hænger sammen, med dæmoner og deres modstykker, guder og almindelige mennesker.

Kan også rigtig godt lide, at du starter midt i handlingen - og hen ad vejen introducerer til verdenen.
Troede dog jeg var i en ørken i starten - så græsset kom meget bag på mig. Tror det havde noget at gøre med navnens lyde og ordet karavane - så nævner du græs lidt tidligere, vil det hjælpe mig med at have det rigtige bilede i hovedet.
I stykket med soldaterne mister jeg lidt fornemmelsen af hvem der er hvem i dette stykke: "Han ville blive tre år i morgen.
"Kaptajn, jeg afløser dig herfra," med et let ryk af tøjlerne så han ned på den unge soldat der stod ved siden af hesten og så op på ham.
Desjak bed tænderne sammen. Han burde ikke sidde og dagdrømme om sin hustru og sin søn midt på en vagt, så tæt på ydre grænserne af Midagir var det ikke til at sige hvad skabninger der pludselig kunne komme væltende ud af skoven.
"Det bliver ikke nødvendigt Aibu, væk mændene, vi fortsætter patruljen."
Lidt forvirret så soldaten op på ham igen, men nikkede så respektfuldt, "som du ønsker."
Med de ord, travede den unge soldat tilbage til lejrpladsen et par mands-længder derfra".

Ofte introduceres vigtige ting som brontorqhundenes udseende for sent. Hándo skifter også underligt fokus til Safrik midt i sin kamp - bør han ikke vide, at hun er ude på at dræbe ham? Det virker som om han ikke er i fare, så længe de står og snakker - og det tror jeg han er. I alt fald forsvinder kampens intensitet.

Mere tekstteknisk er teksten ofte fortalt - følger du den hovedperson, der fortæller, tættere, vil du trække læseren dybere ind i historien. Som historien er nu, er der forfatterens/en historiefortællers distance til begivenhederne. F.eks. i sætningen: "og da hans korpus ramte overfladen absorberede (...)" Her er vi meget fjernt fra Hándo.
Ordbrugen er ofte for dramatisk, f.eks. i sætningen: "Selv med knækket hjerte og sjæl vidste Hándo, hvad han måtte gøre og med et sidste vilje fuldt tiltag,(...)" Knækket hjerte og sjæl - er for meget. Det er bedre at lade læseren selv mærke den slags. Han er blevet forrådt af sin mage og har mistet sit barn - en læser vil kunne leve sig ind i hvor slemt det må være, hvis du giver dem lov.
Og vær opmærksom på at mange ord, som bør være sammensatte, er skrevet adskilte.

Håber du kan bruge kommentarerne og fortsætter med historien. :)

Let og luftigt sprog, og fine antydninger af personerne.
Dog også noget fortalt - man kommer ikke helt så tæt på Tom, som man kunne. En ting der dog hurtigt kunne rettes, råmaterialet er der i sansningerne. :)
I småtingsafdelingen ligger det, at der i starten er et unødvendigt miniflachback til at han flyttede bord og stol for at komme til vinduet. Han kan jo bare gøre det og så kigge ud. Måske er det lyden af tømrearbejdet der får ham til det?
Synes også at sprogbrugen er meget nutidig - og det støder sammen med den meget gammeldags celle, for mig.
Synes ikke at Holstein skal blive ved med at gentage Toms ord på vej væk fra cellen - det tager noget af den professionalisme, jeg synes, han startede ud med at have i teksten.

At Tom beder om papir og blæk her i første kapitel, lægger op til, at det er ham der skal fortælle historien (en ting der understøttes af Holsteins ord om at skrive en roman) - så måske skulle du overveje, at fortælle dette kapitel gennem Holstein?

Den første del med samspillet mellem mor og datter er rigtig god - og rigtig godt skrevet. Virker fuldstændig som den fortravlede jul vi ofte har i dag.
Turen gennem byen virker lidt overflødig - indtil stykket med, at hun ikke var til juletræstænding det år. Måske vil det være en ide enten at bruge turen til at hovedpersonen langsomt kommer i julestemning - eller får dårlig samvittighed over ikke at være det? Mangler også helt far og bror - virker næsten som om de er døde ...
Bestemors (hus?) virker som om det burde ligge ude på landet - men det er ikke nævnt. Det er næsten også for romantisk med ild i pejsen osv. Kunne måske være en ide at placere mormor i en lille lejlighed i byen - som hun til gengæld har gjort rigtig hyggelig med al sin julepynt. Kan godt lide at samtalen om jødekagerne bringer mor og datter tættere på hinanden igen - den del kan du måske gøre lidt mere ud af. Så vil julen også rigtigt have indfundet sig i familien. :)

Jeg kan godt lide tekstens fortællerstemme og tror den vil passe fint til mindre børn. :)
Jeg ville starte teksten her: "Hist klappede Historien om Den Høje Dværg sammen, og lagde den tunge bog i sin skuldertaske. Hun satte en hånd foran sig, som en skærm mod den skarpe sol, og spejdede mod landsbyen. Hvis hun var hurtig, kunne hun lige nå at låne en ny bog, inden hr. Kobe lukkede butikken."

Tænker at du godt kan lade Hist lave verden om til en af sine fortællinger, da hun snor sig gennem mylderet i landsbyen - og først lade fortællingen blive brudt med sammenstødet med bagerens kone. (Kan godt lide at Hist senere overfor Kobe kommer til at sige bagerens gris - forresten. ;) Tror det passer fin med hende og hendes alder.)

Tror jeg enten ville starte eller afslutte stykket i Kobes butik med disse sætninger: "Hvis ingen nogen sinde har forladt landsbyen, og ingen nogen sinde besøger landsbyen ... hvor kommer så alle bøgerne fra?"
Hr. Kobe rettede sig igen op, og så Hist undersøgende i øjnene. "Det har jeg også undret mig over, lille Hist," svarede han med sin gamle stemme. "hele livet." Oplysningen om at ingen forlader landsbyen er vigtig og skal have vægt i fortællingen.

Så måske arbejde på overgangen? - sammenligne hendes ryg med noget computerrelateret, så får du hans personlighed/arbejde frem fra start. :)

Super at du tager så svært et emne som alkoholisme og dens betydning for en familie op. :) Og jeg synes ikke nødvendigvis at teksten er for lang.
Til gengæld vil jeg gerne vide, at tekstens hovedperson er en ung mand fra start. :) Troede af en eller anden grund at det var en pige.
Du gentager også dig selv rigtig meget i teksten og glemmer af og til detaljer som hvornår øllen er drukket i tivoli. Dine personer taler også for direkte med hinanden - når man tænker på, at de taler sammen for første gang (også selvom de fatter sympati for hinanden øjeblikkeligt). De ting du får dem til at sige, virker mere som dine (forfatterens tanker, altså det du gerne vil have frem) end som rigtig dialog. Teksten kunne være mere spændende og vise mere af dine personers personlighed, hvis du lod dem forsøge at skjule ting for hinanden og forsøge at spille roller, der må krakelere. Han kunne for eksempel forsøge at spille cool overfor hende - og finde ud af, at det skræmmer hende væk.
Synes at det er en skam, at du ikke fokusere på eller viser, hvordan Julia har forandret hans liv. Forestiller mig at han måske har været i stand til at gennemføre en uddannelse, få et job eller modet til at forfølge en drøm på grund af hende. Han kan stadigvæk være udenfor på trods af det.

Jeg kan godt lide billederne i teksten og tekstens emne. Godt skrevet. :)
Jeg ville slette: "det lavede et krøllet museum.", da dette gør sætningen tung.
Og jeg er ikke klar over hvem vi er, i sætningen: "Da vi begge stod ved rettens skranke." Troede at spritbilisten også var død ved uheldet.

Kan godt lide tekstens slutafsløring af at parret er gift.
Stykket her: "I et mere eller mindre underbevidst område i min hjerne går en lynhurtig reagerende feedback-algoritme i gang. Hvad er hendes reaktion? Skal jeg åbne læberne mere? Skal jeg kysse hende hårdere, eller mere blidt? Skal jeg lade hende tage næste træk, eller skal jeg fortsætte? Er min lyst gengældt?" tog mig dog ud af historien. Det med: feedback-algoritmen gør, at stykket går fra at give ukonkret viden om hovedpersonen, til at give al for konkret viden - jeg forestiller mig pludselig, at han er en kejtet kodeskriver eller lignende og tidligere var jeg fri til at forestille mig hvad som helst. Desuden står stykket i modsætning til det stykke der kommer efter - hvor hovedpersonen: "næsten automatisk baseret på mine sansers opfattelse af de signaler, hun sender mig."
Håber kommentaren kan bruges. :)

Følelserne ligger udenpå huden i denne tekst og jeg kan egentlig godt lide at volden virker så hverdagsagtig - som soldat er man jo på en måde forberedt på den. I selve scenen hvor hovedpersonen arbejder på at redde sin barndomsven, vil jeg dog tro, at tårerne mest er et irritations moment (de gør jo at man ikke kan se og gøre sit arbejde godt), så måske giv mindre vægt i stykket?

Måske kunne du gøre det klarer hvor vi er og hvad hovedpersonerne venter på i starten.
Det virker også som om hovedpersonens mor ikke har fået noget at vide om, hvad der er sket - er det troværdigt? Hovedpersonen var jo indblandet.

Interessant antydning af dit univers. Lyder som om vi kommer til at følge en flok beskyttere (tilknyttet forskellige elementer?).
Jeg ville slette tredje og fjerde sætning, da de er gentagelser af det forgående. Desuden ville jeg korte femte sætning ned, så den lyder: Beskytterne anede, hvad de skulle gøre for, at holde freden.

Super at du kunne bruge kommentaren. :)

Kan rigtig godt lide denne tekst første sætning. Den passer fint med tekstens tema.
Det er også rigtig fint med de små glimt af øjeblikke, afbrudt af overvejelserne om hvad øjeblikke er. Kan også godt lide at man på en måde følger et menneskes liv fra ungdom til død. Der kunne måske også væves knap så positive øjeblikke ind i teksten - måske en gang personen er kommet til skade som barn?

Jeg ville dog fjerne sidste afsnit - det er for forklarende. Og jeg ville passe på med brugen af tillægsord - du får stemninger fint frem uden. :)

Et interessant team du har præsenteret - og rart at møde de neutrale i klassen, ikke outsiderne for en gangs skyld. Jeg kan godt lide måden de taler sammen på.
Hvis du er i tvivl om hvordan du skal fortsætte, har du den enes problemer med forældrene, den nye interesse for at lære at spille guitar (som kan lede den ene eller begge ind i en ny verden) og muligheden for at en eller begges status i klassen ændrer sig.
Jeg ville lade være med at beskrive din fortæller så direkte som du gør - oplysningerne kan komme frem ved forpustethed og deres dialog.
Desuden forstår jeg ikke hvorfor Christian ikke bliver inviteret med ind af fortælleren - og det kunne også klargøres hvorfor og især hvor længe han har vandret omkring for ikke at være hjemme.

Fin stemning i teksten og ved ikke om gentagelserne gør så meget, når der er tale om en drømmetilstand.
Jeg ville dog forsøge at give hints til hvilken slags verden dette foregår i - er det en middelalderinspireret fantasyverden ville jeg ikke bruge ord som palietter - og hvad hovedpersonen egentlig laver, altså at hun ikke bare kigger på stjerner som tidsfordriv. Som teksten er nu virker den meget som om den foregår i vores verden, i vores tid - er det meningen?

Denne tekst behøver ikke at være fantasy - den handler trods alt mere om de to kvinders forhold end en fantastisk verden, selvom et fantastisk element synes antydet i teatrets navn.
Jeg spekulerer på om den afgående skuespillerinde er klar over, at den anden elsker hende.

Du kunne flette de oplysninger, du giver i fortatterbemærkningerne ind i teksten - og tilføje hvordan/hvorfor Ryland er blevet skilt fra sin enhed. Er der en krig i det her område og hvis der er, er Ryland så lokal, lejesoldat eller fjenden? Du kunne få ekstra spænding frem, ved at besvare disse spørgsmål og få ham til at tage valg i forhold til civile han møder.
Mangler lidt at Ryland har noget på spil - ud over livet altså.

Synes teksten mangler mere information om den verden historien er sat i. Er zombierne noget nyt i denne verden eller almindelige? Hvem er hovedpersonen i stykket? Hans udseende beskrives, men hvad er/var hans arbejde?
Kan godt lide, at du har valgt gammeldags våben, hvor krudtet skal holdes tørt og som tager lang tid at lade og sådan. Du bør måske overveje at give din hovedperson et sværd/sabel/kårde også. Og et ildstål til at tænde ilden med i hytten. :)

Kan godt lide stemningen i teksten - lidt mystisk, synes at sno sig mellem forskellige fortider (med hentydningerne til romerske kejsere, Notre Dame osv.) og vores nutid. Da jeg ikke læste forfatterbemærkningerne troede jeg i starten - pga. navnene og Paris og måden at fortælle på - at der var tale om en selvstændig historie. Efter et stykke tid begyndte jeg dog at genkende universet.

Teksten mangler muligvis lidt spænding - eller rettere sagt, den spænding der allerede er (fornemmelsen af at være fanget) bør fremhæves. Desuden kunne det være interessant at få at vide, hvad hovedpersonen egentlig laver i byen? (Strækker vingerne måske? Prøver af om hun vil ture stikke af? Bare prøver at gøre sin mand vred?) Et fokus på hovedpersonens bevæggrunde for at tage ud, ville give stykket/kapitlet en begyndelse, midte og slutning.

Jeg synes der er for mange ord i kursiv. De bliver på en måde - fordi de er så mange - lige vigtige og mister gennemslagskraft. Den eneste i kursiv jeg ville beholde, er den sidst i stykket her: "Han rømmede sig en enkelt gang, inden han svarede. "Den overlever ikke," sagde han. Bare. Blot. Så simpelt, så ærligt, så rigtigt." Her tager hovedpersonen - ifølge min læsning - valget om at blive hos manden.
Pas også på hvor lange sætningerne bliver til slut.

Håber mine kommentarer kan bruges. :)

Den underlige relation/ kamp - som denne gang ikke holder sig til at være en form for leg - mellem de to drenge er fint beskrevet.

Dog kunne scenen sættes bedre fra start - så man er helt klar over hvem, der er venner her. Ud fra titlen og fordi ikke andet blev nævnt, gik jeg ud fra at de tre drenge var venner - og det er de jo egentlig ikke. Så måske bør hovedpersonen være irriteret over at "den underlige dreng" er blevet sammen med ham og hans ven?

Kan godt lide ideen og det at billedet af englen bliver levende. Og dit sprog - det er fint og stemningsfuldt, uden at være tynget af mange beskrivelser. Den første beskrivelse af englebilledet er dog lidt for lang - måske kan du nøjes med delen om at den ligner hans mor? Beskrivelsen af hvordan englen til sidst trækker ham til sig er rigtig god. :)

Dog synes jeg, at fortællerens stemme lyder som en drengs det meste af tiden - og han er jo voksen, så det er underlig ... Det drengede ligger allerede i det han skriver om katten på facebook - og det at han overhovedet gør det.

Kender ikke til det univers du skriver indenfor - ud over, at jeg har læst lidt af en af dine andre tekster fra samme univers. Og kunne godt mærke at teksten var et udpluk - og at læseren forventes at kende mere til personerne, end det der står i udplukket. :)

Så vidt jeg ved, kan psykopater dog sagtens være både charmerende og virke ganske normale - det der kendetegner dem er, at de dybest set er ligeglade med alle andre end sig selv.

Håber du alligevel kan bruge mine kommentarer - selvom jeg ikke er bekendt med dit univers. :)

Jeg kan godt lide ideen med at denne by ser ud til at være planlagt - og beskrivelsen af hvordan landsbyer normalt vokser organisk frem. Jeg tænker på om det er landets hersker der står bag den planlagte by - for at opretholde denne udpost i sit rige.

Er ikke overbevist om at den handicappede (yay for en handicappet hovedperson for resten!) kan overleve i en skov alene. Synes det kunne være mere interessant hvis han kom til byen med sin familie, som så kunne vise at de forsvarer deres valg af at have beholdt en handicappet søn. (At en familie har kunnet holde liv i et handicappet barn er jo noget af en bedrift i et middelalderligt samfund.)

Markedet bør hovedsageligt sælge bønderne ting de ikke selv kan skaffe - salt f.eks. til nedsaltning af efterårets slagtning af de dyr man ikke skal bruge næste år osv.

Kan godt lide beskrivelsen af pigen han møder. :)