Jeg kan ikke lide de hvisker henover dit hoved,
og ofte deres øjne
når de kigger på dig med et smil,
og venter,
venter igen,
venter på sygeplejersker,
venter på læger
og venter på din død,
som du selv.
De er trætte ligesom du,
jeg ved det godt,
og at det var dig selv der begyndte
med at tale om
øjeblikket og den lange rejse
til det hinsides ud over menneskers forstand.
Gamle far,
når jeg tænker på de store heste
foran ploven de tidlige morgener,
før solen stod op,
på roerne der blev læsset
på vognen som en voksen dreng,
græder jeg alligevel,
når jeg ser rimen og morgensolens kolde glimt,
hestenes varme ånde, de bløde muler,
seletøjet og de store kroppe
trukket ud fra stalden for at arbejde igen,
du skrev det,
og jeg gemmer det så dybt
som det der samler,
og det der heler alle mine tanker,
så kan jeg se dig,
og genkende noget i mig selv dybt inde.
De er trætte,
trætte af at skiftes til at våge,
trætte af træthed
og ulykkelige inderst inde
af at tage afsked,
alligevel siger i farvel.
Det er ondt,
ondt at være træt,
ondt at skulle dø,
og mine drømme om håb
har i alle sparket til uden at vide det selv.
Håb,
håb til alt det gode,
håb til alt det smukke,
ingen turde tro på.
Men jeg tror, du ved det,
et eller andet sted er det øjnene der rinder,
for jeg kan ikke tåle,
at du græder,
så går jeg.
Jeg går, og jeg tror,
og jeg ved næsten,
at nærværet måske aldrig helt forsvinder,
at vi beholder lidt
og husker sammen med rejsen,
her,
måske det store lys,
måske det nye liv
sammen med det gamle.