Lyset er blåt og asfalten sort
Længes efter grå asfalt når vinteren er gået bort
Efter lune nætter og varmt lys
Mit blålys under en skæppe som erstatning for kys
Der var en gang men de fleste gange var der ikke
Der har været tider med elskov men flest tilbage blikke
Til det der kunne havde været godt
Men jeg afstod i stort og småt
Ser jeg det post faktuelt i bakspejlet
Ønsker jeg blot at mine gerninger havde været forseglet
Omk: Hun sagde lad os hele sårene
Jeg beder dig lad os klinke skårene
Ingen roser uden torne
Vi var da engang de edsvorne
Jeg beder dig lad ikke kærligheden afblomstre
Lad os indtage forbuden frugt, flyde på vores vragrester
I tidslens navn
I længsel og savn
I ensomhedens favn
Lad os sejle i sikker havn
Han var et oratorisk mesterværk
Hans ego gik ofte bersærk
Brugte egn navle som alibi
Høj på sig selv og verbalonani
Tusinde gigabytes selvtillid
Men hans handling indhentede ham med stor flid
Det havde været en drengestreg med bindestreg
Det havde jo bare været for sjov, en leg
Ædruelig var det ikke en god ide alligevel
Kunne hun elske ham når han hader sig selv
En tilværelse på kvart blus
Levende provocatus abortus
Akut er livet taget af dage
Kærlighed er at give ikke at tage
Selvhadet kom snigende
Mindreværd, selvtilliden var afvigende
En kærlighed så stor, en kolos så lille
Verden omkring ham blev larmende dødstille
Han vidste ikke hvor han skulle gå hen
Han var ladt alene på Olympen