En brumbasse havde denne maj forvildet sig ind på Jacobs altan, mens han sad på en havestol og var i solens varme. Brumbassen larmede og fløj faretruende lavt til den åbne altandør. Jacob flyttede sig instinktivt da den nåede hen til ham. Den kom nærmere døråbningen og han ville ikke have det bæst indenfor, så han samlede et grønt plastikarmlæn op fra en tidligere havestol der havde måtte lade livet, og så klaskede han ellers brumbassen en på goddagen. Han ramte plet og så den vred sig på træplankerne, inden han gav den et ekstra tryk på dets krop uden nåde.
   Liget af brumbassen fejede han med armlænet imellem to træplanker, så den var var ude af syne, for han havde lidt dårlig samvittighed over at have dræbt den. Sådan en gjorde jo ikke en flue fortræd.

Det var dagen før der skulle tages stilling til om han fik førtidspension, og ventetiden var det rene helvede. Rådet der bestod af fire til fem personer ud over sagsbehandleren, der havde hans skæbne i deres hule hånd. Hvis førtidspensionen fejlede, skulle han formentlig igennem hele møllen igen med arbejdsprøvning tænkte han og gøs ved tanken, for som det var nu kunne hans psyke ikke holde til mere. Ganske vidst var han kun femogfyrre år og det kunne forekomme for nogen at det var tidligt at gå på pension, men personligt følte han ikke, at han havde mere at give af.
   Det var kun middagstid og timerne til klokken ti i morgen tidlig forekom næsten ulidelig i spænding.
   Han forlod altanen, og tog sig noget middagsmad efterfulgt af en tak for mad smøg på altanen, hvor solen stadig bagte og gav fornyet energi, mens han solede sig smånervøs over afgørelsen i morgen. Hvis han fik førtidspension, ville han få ro på, og ikke være konstant stresset som det var nu. Det ville blive en befrielse på ubestemt tid, hvor han kunne tage al den tid til sig selv som han behøvede, for at lappe sin psyke sammen og være fri for kontanthjælp, hvor man var bundet på hænder og fødder i hverdagens trummerum. Ord kunne ikke beskrive hvor glad og lettet han ville være, hvis han fik tilkendt pensionen. Men i øjeblikket frygtede han det værste og timerne sneglede sig afsted.
   Efter et stykke tid på altanen var han blevet gennemvarm af solens stråler, og gik indenfor for at skrive lidt på computeren.
   At skrive var hans livslinje og terapi, men han fik ikke skrevet så meget som han drømte om, fordi usikkerhed i hverdagen åd hans inspiration op. Han havde ikke brug for en psykolog, så længe han havde en computer, som han kunne blotte sine tanker på i dagbogsform.
   Timerne skred lystigt afsted, og han talte timerne til han skulle stilles for rådet, og have afgjort sin skæbne. I ny og næ afbrød han skriveriet og gik ud på altanen og blev opladt af solen, mens han tog en pausesmøg. Inden han vidste af det var det blevet tid til aftensmad, og han stegte nogle brune pølser på panden til noget toastbrød og ketchup. Efter maden og dagens opvask så han en film på Netflix, men det kneb med koncentrationen da den skæbnesvangre dag i morgen fjernede al fokus fra filmen. Da filmen var ovre, skrev han noget mere. Han havde i gang i en historie, som han gerne ville være færdig med, mens han havde nogenlunde inspiration til at ende historien på fornuftig vis. Desuden fjerede historien fokus på dagen i morgen, så han begravede sig i sin fantasi og fik skrevet frem til klokken blev halv elleve og gik i seng. Hans sidste tanker gik på dagen i morgen. Han var spændt og hovedet var på overarbejde. Det varede længe før han fandt ro under dynen, mens han vendte og drejede sig til han omsider faldt i søvn til sidst.

Alarmen i mobiltelefonen ringede klokken otte, og Jacob fik nerver på, da han indså at der kun var to timer til mødet, og mindre tid før han skulle afsted med bussen. Han prøvede på at skyde tanken borte, mens han lavede frisk kaffe og spiste sin havre gryn uden sukker, da han havde diabetes 2 ved siden af problemer med psyken, som han også tog medicin for. Vejrudsigten i tv lovede til hans glæde solskin de næste par dage, så uanset udfaldet af mødet så havde han trods alt stadig vejret som lunede.
   Tiden denne morgen fløj afsted og han havde svært ved at samle sig om noget som helst i bare spænding, og inden han vidste af det skulle han med bussen ned til byen. Kaffen havde for en gang sin skyld ikke sagt ham det store, men var bare blevet en part af morgenrutinerne.
   Han havde sommerfugle i maven da han steg på bussen, og turen der varede et lille kvarter, virkede som en evighed. Han kunne ikke erindre, hvornår han sidst havde været så spændt på noget som helst da han steg af bussen nede ved busterminalen. Han begyndte at gå hen til den kommunale bygning for at møde med sagsbehandleren, som så ville tage ham hen til mødelokalet, hvor de alle skulle samles og tage stilling til hans fremtid.

Jacob kom i god tid. Tyve minutter før tid. Så han tog sig en smøg udenfor kommunen, inden han besluttede sig for at gå ind og vente på sagsbehandleren. Nerverne hang i laser og tiden var næsten gået i stå.
   Han ventede i ti minutter så kom sagsbehandleren og hentede ham, og de gik over til mødelokalet som lå i en tilskydende bygning, som sagsbehandleren låste op for. Her ventede de i små ti minutter i et opholdslokale inden de blev kaldt ind til de resterende mennesker der var mødt op til mødet. Sagsbehandleren havde sagt at hvis sagen blev afvist så ville de prøve igen på et senere tidspunkt.
   Da de kom indenfor i mødelokalet, tog Jacob og sagsbehandleren plads som de sidste, og så præsenterede de andre mennesker sig mens de så begyndte at stille spørgsmål, der skulle besvares bedst muligt. Jacob blev tilbudt kaffe, som han tog imod, og rummet virkede pludselig stort og han fortalte om sin hverdag, hvordan han fungerede, og hvad for noget medicin han tog.
   Så bad de ham og sagsbehandleren og at gå ind i et andet lille lokale mens de afgjorde dommen. Der ville blive kaldt på dem igen når de havde stadfæstet dommen.

Ventetiden inde i det lille lokale virkede som en evighed, mens sagsbehandleren prøvede på at berolige ham med at hvis det slog fejl, så ville de forsøge igen om et stykke tid, hvorpå de ellers brugte smalltalk om vejret og nyheder til at få buk med ventetiden.
   Så blev der åbnet for døren til det lille lokale, og måneders ventetiden var pludselig ovre.
   Den ene af personerne, en ældre gråskægget mand, tog ledelsen.
   "Vi kan desværre ikke tilkende dig en pension i øjeblikket da det er vores samlede vurdering, at du til dels godt vil kunne varetage et flaskehalsjob..." Resten af ordene smuldrede og det var som om nogen havde skabt et sort hul i hovedet på Jacob. Alt virkede som sort snak og alt trak ud. Nerverne hamrede løs og han blev bange for at få et blackout midt i det hele. Så spurgte de til slut som der var noget han ønskede at tilføje, om der var noget som han ville spørge om inden de sluttede helt af.
   Jacob mente han havde tilføjet alt, hvad der lå ham på sinde, så han sagde nej og drak den sidste slurk af kaffen, inden sagsbehandleren rejste sig for at ledsage ham ud af bygningen.

"Det gik ikke som planlagt. Men vi prøver ad igen," sagde hun, og de andre ord hun sagde var for døve øre. Han følte sig nærmest høj samtidig med at han var skuffet over al forventning. Hun sagde, at hun ville indkalde til et nyt møde inden længe, og så skiltes deres veje. Han tog sig en smøg, mens han satte kursen imod et supermarked. Benene virkede som gelé og sindet udtømt for enhver positiv tanke.

Jacob handlede lidt ind, inden han tog bussen hjemad igen. Dagen føltes helt forkert og malplaceret, og da han kom hjem, satte han varerne på plads og gik ud på altanen for at tage sig en trøstesmøg oven på de dårlige nyheder. Til hans forundring opdagede han at brumbassen som han kvaste i går, var kravlet op på en træplanke og lå og sprællede. Forundret over at brumbassen stadig var i live, og havde kæmpet sin vej frem fra mellem træplankerne til at ligge og lide på ubestemt tid og havde lidt ligesom ham, besluttede Jacob sig for at gøre ende på dens lidelser.
   Det skar ham i hjertet, da han lagde kræfterne i armlænet af plastik og kvaste den flad, så den ikke skulle lide unødigt længere. Lidt ligesom ham selv. De havde begge været fightere, og havde tabt kampen til noget større end dem selv. En ny brumbasse ville sikkert finde vej, og han ville med tiden genfinde håb. Men indtil da var det hele bare ventetid.