Hendes fingre var som lange krogede nåle
med hensigter,
jeg ikke tænkte dengang,
med tanker jeg ikke kendte.
Hun ville så gerne se mig have det dårligt,
så stod hun i lyset og fik det godt,
mens hun tilkaldte andre,
så de kunne se,
hun havde vundet.
Usynlig, bag min ryg
blev hun klog på,
hvor og når jeg ikke selv var
opmærksom,
slog hun til.
Jeg trækker stadig gardinerne for,
når det er mørkt,
både for hende og for andre,
jeg ved,
hun brugte jern
ved vandhanen i muren
og det kolde vand,
i stress når jeg stod der,
inden jeg blev som en flue i loftet,
gav hun mig dårligt helbred.
Jeg havnede i gamle klude,
kæmpe store bukser,
mandeskjorter
og tobak i munden
for at undgå surhed.
Jeg tænkte på ham,
min gamle ven og Aladdin,
og jeg vidste,
at jeg aldrig ville kalde hende heks,
for hun var meget værre
end alle de uskyldige
kvinder der blev brændt
levende på bålet.
Aladdins vidunderlige lampe,
det var hans sjæl og hans trolddom
og hans lys
der var min verden.
Hun ville aldrig have set det i dag.
Hun havde kun ondt i sinde siden hen
som mange af de andre.
Nu vil hun se mig falde,
eller slå håndleddene til blods,
de steder der er tør afskallet maling,
og huller i jorden
der vil hun se mig dø.
Men tænk, jeg tør slappe lidt af
og pleje mig selv og mine skader,
tænk, jeg tør at hygge
og mærke
og tro på mig selv.
Uden tvivl så ved jeg,
at sådan een som hende er der mange af i verden,
kvinder mellem kvinder,
kvinden hos kvinden
når hun er
aller mest farlig.