Een af mine venner kom på besøg med sin fløjte.
Vi skrev sammen og havde sendt mange digte tværs over landet
til hinanden.
Så, vi blaffede til Roskildefestivalen og kom op med nogle tyskere
der også skulle derover fra Jylland.
Det var en hyggelig tur,
hvor vi snakkede meget, på tysk.
Jeg husker storebæltsfærgen så meget endnu,
fra de gange jeg var på Sjælland dengang.
Da vi stod udenfor indhegningen pjaskede det ned.
Så da vi endelig kom ind, søgte vi ly i et stort telt,
alle kunne gå ind i.
Men vi blev overfaldet af nogle rockere
der slog med deres træsko,
så vi var nødt til at flygte
ude i regnen igen,
mens Bob Marley
spillede fra den store scene.
Jeg elskede ham Bob Marley,
og gør det stadigvæk.
Men det endte med,
at vi tog det tidlige morgentog til København.
Vi var bange for rockerne
som havde læderjakker
og ringlende kæder om halsen.
De slog, så min ven fik næseblod.
Han boede på Nørrebro
og i Christiania, hvor han hang plakater op,
han havde malet: "Leve anarkiet" hed det ene,
kan jeg huske, jeg fik flere
tegninger han havde lavet,
de hang på min væg i mange år.
Han kendte genvejen til sin lille kælderlejlighed,
over stakitter, morgenrundstykker hos bageren,
så sad vi der i hans fugtige lille rum
uden toilet og værelse
og fik morgenkaffe,
mens vi snakkede.
Om aftenen besøgte vi hans mor som var journalist,
hun boede i en stor lejlighed på Frederiksberg,
hun havde alle hans lillebrors store højtalere
stående alle vegne,
men hun var ikke hjemme.
Om natten tog jeg toget
tilbage til Jylland.
Året efter, tror jeg, hørte jeg Stig Møller på den store scene,
ham elskede jeg også,
som han var dengang: "To sjæle, een tanke,
kan få et hjerte til at banke",
till en anden koncert spillede han
et nummer der hed "Mette", tænk engang ...
Jeg var ung.
Vi var unge.
Og der var
så meget hele tiden,
som vi skulle med til.
I dag er her midsommer stille,
landet,
og ødelandet
hvor flyveren går.