Valgmulighedernes verden er lige så uoverskuelig, som når man tænker over universets uendelighed.
Vi vælger hver eneste dag, ubevidst og bevidst. Det er nogle gange svært at vælge og nogle gange let.
Men det centrale i at vælge, vil altid være konsekvensen.

Alle valg har konsekvenser. Nogle konsekvenser sker med det samme og andre skal man vente på. Et år, to år eller hele livet.
Min holdning til det at vælge er, at ALLE har et valg. Det er konsekvensen, som vi ikke kan overskue.
Selvfølgelig gælder det ikke liv eller død om man vælger, at købe bøffer eller kylling. Man kunne selvfølgelig også vælge at købe dem begge, men der vil altid være flere muligheder. Det er dog altid nemmere, hvis der kun er 2 valgmuligheder. Et enten eller.
Men sådan hænger verden jo ikke altid sammen. Man kan dele alle valgmulighederne op i forskellige niveauer og grader. Det er altid, når mennesker står overfor et svært valg, at de virkelig ser hvordan valgmulighederne pludselig bliver uoverskuelige og at de ikke kan se konsekvensen af deres kommende valg i øjnene. Fordi gennem hele livet udvikles både valgene og konsekvenserne med at vi selv udvikler os. Nogle har sværere ved at vælge end andre. Nogle kan bedre takle konsekvensen end andre. For de fleste valg, munder ud i os selv og det hensyn vi tager til vores omgivelser. Jeg tror, at det ville være lettere at vælge og overskue konsekvensen, hvis vi kun tænkte på os selv. Men da dette ikke er tilfældet, må man tage et valg ad gangen og forholde sig til det.

Især når det drejer sig om sit eget liv. Her gælder det også om at turde. Turde tage valget. Turde lytte til sin indre stemme og følge den. At turde tilsidesætte alle sine hensyn overfor andre og sætte sig selv i førersædet. Det er hamrende svært for de fleste. Men noglegange MÅ man bare gøre det og tage de konsekvenser der kommer. Man kan ikke leve sit liv som andre synes. Man må leve sit eget liv og træffe sine egne valg på sine egne præmisser.
At de fleste mennesker vælger de samme overordnede ting her i livet, dvs. børn, ægteskab, hus og bil, tror jeg munder ud i at vi alle søger en form for tryghed og kærlighed. Derudover tror jeg, at vi også sammenligner os med hinanden. Men jeg har ondt af de mennesker, som jeg er sikker på eksisterer, der bliver tvunget ud i at vælge disse ting uden egentlig at have lyst til det.
Tvunget på den måde, at de tager for meget hensyn til andre end til sig selv. Presset og forventningerne fra omgivelserne gør at de vælger som alle andre, fordi det er lettere.
Og da det skulle vare det meste af ens liv, synes jeg at det er synd, hvis disse mennesker i bund og grund ville have valgt anderledes. Men det er svært.

De fleste mennesker vil helst undgå at vælge, for ikke at såre andre, men uanset hvilke valg du tager, vil der på et tidspunkt altid være nogle der bliver såret.
Derfor er der sikkert ikke mange der tænker så meget over det, fortrænger det, og udskyder valget. Udskyder det til det er for sent. Jeg er akkurat som andre mennesker, næsten da, men jeg prøver at leve efter eet bestemt motto: 'Det er mit liv'. Der er endnu ingen, der er blevet såret, men selvfølgelig kan man aldrig vide.

At tænke over de valg vi har, sætter hjernen på overarbejde og der er ligeså mange synspunkter, som der er stjerner i universet. Nuancerede synspunkter. Men uanset synspunkter, skal vi alligevel vælge på et tidspunkt. Og konsekvensen følger lige i halen. Altid.