Det farligste ved en krig er,
når en præsident eller leder bliver følsom nok
til at sætte alt i brand for at vinde,
når årenes nederlag har boet længe nok
i hans eget fængsel og fortrængte sind bag en stænget dør
og skal ud for at praktiseres til sidst.
Jeg græder,
når jeg ser en lille pige gå med sin mor i hånden
mod grænsen for at blive flygtninge igen,
jeg kvæler mig selv på vejen i magtesløshed.
Min angst er, hvis de går over grænsen til Polen,
min angst er, hvis præsidenten i vest har skumle planer
om atommissiler,
min angst bliver afløst af accept,
når jeg siger til mig selv,
at jeg måske skal leve
mine sidste år i en verdenskrig
og en atomkrig.
Men jeg er ikke mere bange
for en solnedgang,
fordi jeg tror,
det er et nedslag langt væk.
Nej, jeg har fundet realismen
efter alle årene med fantasier,
skabt af alt det jeg fik fortalt som ung og lille.
For meget at kupere
har jeg forladt mit TV,
for tæt på mit eget hjerte ved jeg
døden lige i nærheden,
døden min ukendte ven,
og døden min befrier
den dag det bliver for slemt.
Kampen er mit digt,
og at betale til sultne og forfrosne
mennesker som krigen efterlod
efter endnu et fejlgreb,
efter endnu et storhedsvanvid,
og efter endnu en fej hund der bare siger farvel
uden at gøre en skid,
for at sende soldater til øst Europa
i stedet for humanitær hjælp.
Jeg så en brun beskidt ring om fuldmånen,
den aften de bombede dengang,
jeg så den eneste bombe der kan nå ud i atmosfæren
farve fiskene blå
og give dem to hoveder,
jeg så grenene lave nye skud
med kogler og små lyse blade,
jeg tænkte det hele,
og jeg vidste,
at jeg aldrig ville sige det til andre,
fordi der ingen var.