Hans tro giver ham lov til alt,
hans lovsang er hans alter,
han lever sit liv af at vide,
at Gud han tilgiver alt.
For Gud er selvfølgelig en mand.
Og ham der har skrevet biblen
og koranen er det samme.
Nej, der står ingen steder,
at mænd må lide for deres synder,
for de skal ikke lide
men tilgives for alt.
Han beder og beder
med det onde i hånden,
og han ved,
at han gerne må
dræbe selv sin egen datters indre
hvis bare hans tro er stor nok
til at putte sig ind i
som magister eller officer.
De dybe smuthuller i skriften
kan han altid bruge til at finde sig selv i.
Han går med sine hemmeligheder
og knytter sig dybt til Gud,
han er utrolig dygtig til at skjule
sine modbydelige bedrifter
og trøster sig med syndsforladelse
hver eneste gang bagefter.
Når de sociale tanker banker på hans dør
med gnister af skyld,
tænker han: "Det man ikke ved,
det har man ikke ondt af.
Hun ved det jo ikke,
og heller ikke hende
eller hende,
for bedøvelsesmidlerne er kloge.
Og vi vidste ikke,
at bomberne dræbte så mange
uskyldige,
vi fik bare ordre fra præsidenten".
I Guds navn,
selv præsterne,
og paven gør det samme.
Sådan er de tit i deres lange kjoler,
jakkesæt og uniformer,
humanistiske sweatere,
eller det neutrale dress.
De tror på,
at Gud tilgiver alt.
De beder for syndernes forladelse hele tiden
i deres eget lort,
i skriftens ord.