Jeg ved, hun var ensom inderst inde,
de måneder hun var alene,
jeg ved, hun tænkte langt med angst
som en vedvarende regn med store tunge dråber
der skyllede hen overalt,
eller som et evigt snefald der lukkede alting til.
Jeg cyklede over de store bogstaver i flere år,
der stod bare "JØDESVIN" med kridt
på den mørkegrå asfalt.
Ingen stoppede,
ingen spurgte,
alle kørte forbi,
til det en dag forsvandt.
Jeg var bange,
jeg turde ikke spørge,
jeg lod som ingenting,
for jeg kunne mærke det de mente
overalt i luften omkring gaden.
Min oldemor var kristen jøde.
Hun følte hadet brede sig mod alle jøder dengang
før krigen i 1939.
Man snakker ikke om hende
mere i familien,
de sagde bare altid,
at hun lignede mig,
fordi hun også var kunstner i sit sind.
Siden sagde de ingenting.
Jeg har et hjerte af rav
og et lille kors med en perle i midten
fra hende,
selvom hun tog sit eget liv,
før jeg blev født,
var jeg den eneste der skulle have det.
Jeg tror, det er fordi,
jeg skal forstå,
og også skrive,
skrive om når hadet breder sig,
også selvom det er slemt,
som verdenshavene der skyller over,
som bølgen ingen kan undgå,
fordi der ingen steder er,
hvor man kan flygte hen.
Skrive om hvor farligt hadet er,
når flokken vokser
og når nogle skal hetzes og dø,
for at andre skal vinde.
Hvor skulle hun gå hen ?
Hun kunne bare vente
og høre naboerne snakke mere lavt,
end de plejede,
når de begyndte at skumle og se skævt
til hende, når hun vovede sig ud,
det var tydeligt, at de var blevet anderledes
og ikke mere hilste.
Til sidst gemte hun sig i sin kælder,
i skam og angst gik hun rundt i mørket
og følte dem alle som en farlig bølge
der var fuld af styrke,
og hun selv så lille.
Et had hun ikke kunne undgå
havde vundet allerede
og efterladt hende ulykkelig
og ensom,
en følelse af afmagt uden fremtid,
uden håb.
Det var jul.
Og der var ingen
verden mere.