Jeg er ukendt og grum af tanker om det opfyldte had, som omvender mig til det ruinerende bortfald. Salen er betonbelagt, guldbelagt, sølvbelagt, belagt af stålhjelme og sølvpapirshatte. Gaverne og goderne majer sig ud i mængden, og noget er usikkert skrevet ned på et stykke omtvisteligt anklagebrev. For mange goder kan jo også drive sindet i fordærvelse. Og selvom salen spejlvender hele befolkningen og drætter om i grådighedens spydighed, så har menneskets polstrede vanvid alligevel givet sig til kende. Lur mig, om ikke hun taber ansigt og jævnes i ugens naturlige rytme. Dynamik er forretten, og den omstridte medieomtale har skyggesider i hovedretten. Jeg er grebet af trang til forkastelse og den selvudnævnte unåde, som jeg viser i disse dage. Hun har en lang historik. Et nærmest køligt og opstemt flertal bag sig. Flere end vælgerne selv. Vi har trods alt valgt livet til. Vi vælger hele tiden. Vi lever i kaotiske forhåndsindtryk, før vi allerede har taget beslutningen om et ømt venskab. Hun navngiver sig selv efter handlemønstre og validitet i diverse lovovertrædelser. Og nu må hun snart give sig til kende, men en uren løbebane kan selv miste sin foragt for sandheden.

Var det for en for brutal præstation eller var det hendes hovmod, som steg hende til hovedet? Omridset af hendes skarphed og upålidelige omdrejningspunkter sender mig silhuetter fra min egen excentriske beslutsomhed. Tankerne rådes til at ligge i bero, men hjertet banker for selv samme nysgerrighed. Jeg erkender intet, før andet kan opdrives fra underbevidsthedens hængepartier. Langtrukkent har retsmødet nu været, men jeg erkender intet. Absolut intet. Lad det være op til dem, om de finder retfærdigheden fyldest. Jeg har fyret for fanden selv, og jeg har flaget for afgudsdyrkelsen.

Sigtekornet har decideret gjort mig i tvivl. Hvem er den største fjende af dem alle? Sådan en manglende færdighed. Sådan en abnorm tilstand hvor uduelighed er lig med ytring. Hvor normen er fralagt og pålagt at udvise broderskab og tilhørsforhold. Hvem kan erkende, når normen kaprer kådhed og viser sig i rå emotioner? Jeg vil kende, men jeg vil ikke genkendes. Jeg vil ikke leve på en løgn, men det er jeg tvunget til, og det gør mig mere rasende, at jeg ikke kan leve på en sandhed, men jeg er tvunget til at tage løgnen til mig som arvestykke.
   Jeg vil væk fra denne by. Jeg vil forsvinde, pakke mig ind, dække mig til i sne og islag, grave mig ned i et dybt underjordisk paradis og lappe de åbne sår sammen. Jeg vil græde over ingenting, men glædes ved alting. Jeg vil være bundløs og svævende, men jeg vil udligne perfektionen, som er et benspænd og en måde at føle selvkontrol på. Jeg vil være i samhørighed med mit indre potentiale, men jeg vil digte og gøre det realistisk. Jeg vil være idealist, hvor der ikke er forhindringer for at være det. Jeg vil føle smerte, men den kommer ikke uden sorgen, og jeg vil drukne mig i forestillinger om den idealistiske og utopiske tilstand, men jeg lever i en depressiv, hårdfør og forankret verden. Den er gået i foruroligende konflikter og mentalt svælgende og granskende mobilitet. Vi bevæger os med lynets hast, og vi bevæger os i retningen af forfald.

Jeg vil være et menneske, men det er jeg ikke. Jeg vil være en gud, men det har jeg endnu ikke opnået. Jeg vil være trofast og loyal, men det kan jeg ikke uden at ende citaterne med et faktum.
   Og det gjorde, at jeg ikke blev født rødhåret. At jeg ikke fik de fregner, som jeg bad om. Og at jeg ikke udviste hårdhed.