Som hun dog sled og slæbte
Høsten sin tidshorisont aldrig kendte
Hvor må og få var tidens tørst
Og hvad kan vi se frem til
Når døden er størst
Så grelt og jammerligt
At vi må gå til alter
Og bede til den kære forvalter
Over himmelstrøgene
At familien ikke lider flere skibbrud
På endnu en høstens dag
Alene med gløden og strålens nederlag
De kom til verdenen
Med vidstrakte hjerteslag
En
To
Tre
Lyse væsener
Med hjertets rum
Hjertets ubefærdede gevinster
Hun går i sin egen abstrakte godhed
Slynger om sig
Sit minde
En portion prominent skønhed
Lattermild og altid i tøjet
Blind for fare og altid fornøjet
Så vinterkoldt her er blevet
Så strømfyldt
Vores liv kan udspringe
Høsten er i hus
Og marken er atter pløjet
Hendes heltemod
Med rivende hast
Er fløjet
Som et himmellegeme i fjerneste forstand
Har hun båret og sunket
Og gjort todelte hjerter
Sammenbundne igen
Et nyt liv foræret
Og et nyt liv båret
Et liv er forlist
Hendes trofasthed
Skærer igennem til løvspringstid
Symfonier af den håndfaste birkekvist
Og rørdrummen den hugger
Og tager vores venner
Og instrumentet kender
De knugende hænder
Må mark tage for sig
Når livets naturalist
Forvrænger
Som en fødselsve
En moder
Aldrig er foruden
Her opløses al formodning
Snart oplyste lokaler
Og tætte kvaler
Kan humøret aldrig købes
For et par rigsdaler