Den skal til eftersyn! Det var det første, jeg tænkte, da jeg kørte ned af boulevarden på vej ned mod hovedgaden. Bilen buldrede mod asfalten, og hver gang, der kom et bump, så raslede det igennem hele min krop. Jeg forsøgte at ignorere den begyndende smerte i min bagdel og tændte for radioen. "God dag! Mit navn er Benjamin Jensen, og jeg er jeres vært her til formiddag, klokken er 10.45 og vi starter programmet med lidt musik... her er!" Jeg skyndte mig at slukke radioen. Hvis der er noget jeg hader, så er det musik i radioen, og navnlig i dag! Tænkte jeg, og forsøgte at udholde den tiltagende smerte, der langsomt kravlede op ad min ryg, og låste mig fast i en kraftig "sædelumbago" samtidig med, at jeg forsøgte at holde mig så oprejst, at jeg stadig var i stand til at træde på speederen. Manden i den grønne Peugeot kiggede undrende på mig, som en amerikansk politibetjent, og det var tydeligt, at han tænkte "Den mand er bindegal! Han sidder sgu og river i den midt ude på vejen!!". Og min eneste reaktion var at rive aggressivt i gearstangen og overhale ham, så det eneste, der blev tilbage var mandens stift rettede blik mod den asfalterede vej, mens folk begyndte at dytte af ham.
Jeg kiggede ikke tilbage. Jeg nænnede ikke at dreje hovedet, hvis det kunne tilføje min ryg endnu større smerte. Mit hoved begyndte at dunke. Det var som om, at jo mere jeg trykkede mit hoved op mod det spinkle læderryglæn, jo mere kraftig og varierende blev smerten. Jeg trængte til at få noget luft. (På trods af, at det var en åben, rød Jaguar E-type, som ellers ikke blev taget så meget ud af garagen af frygt for at der kunne komme en ridse). Jeg trængte virkelig til at komme ud at gå. Ifølge idioten fra radioen, så havde jeg masser af tid til at nå derhen, inden de lukkede portene. Og jeg ville jo nødig komme og ligne lort, til så højtideligt en dag, så jeg drejede mod højre i retning af søen, og placerede Jag'en i sikker afstand til alle potentielle tyve, og satte mig på den gamle afpillede bænk ud mod søen, som var så belejligt placeret, at man ikke kunne undgå at bemærke, at den var 2 meter væk fra en af byens mest befærdede veje. Jeg trak vejret dybt ind, og forsøgte at holde øjnene åbne inden jeg faldt ind i en god, gammeldags "alderdomssøvn". Jeg havde ikke fået sovet særligt meget natten forinden. Jeg havde ligget og grublet og svedt over det, der skulle ske i dag.
Siden min bror ringede kl. 2 om eftermiddagen for to dage siden, har jeg først virkelig kunne mærke, at jeg er kommet op i årene. Og så sad jeg dér, og lod tiden passere sammen med bilerne, og havde det præcis, som dengang jeg for 50 år siden skulle op til eksamen. Jeg knappede den øverste knap op på min skjorte, og prøvede bare at koncentrere mig om min vejrtrækning. Det eneste jeg bad om, det eneste mit overbelastede rynkede gamle hoved håbede på, var at få lidt vind og en kold klud, og så var jeg atter bag rattet på vej mod mit mål. Men lige nu sad jeg stadigvæk ude på bænken i folkeskoletiden for 50 år siden og ventede på, at min lærer skulle komme og sige resultatet for "Den store dag!", som min mor yndede at kalde den. Jeg var hunderæd, havde det akkurat som nu, og havde overhovedet ikke sovet om natten. Jeg havde bare ligget og tænkt HELE fremlæggelsen igennem, igen og igen. Og hver gang jeg blev færdig med at tænke, så stod jeg igen ved udgangspunktet, og var bare blevet endnu mere urolig. "Dette er din adgangsbillet. Du må ikke misse den!", Havde min mor sagt. Og hvad fanden er det for noget at sige til sit barn, dagen før en mundtlig eksamen i fysik?!!
Langsomt forsvandt billedet af min mors forventningsfulde ansigt, og blev erstattet af en opslugende rød farve, som langsomt begyndte at fylde hele rummet. Alle lyde, alt larm forsvandt, og tilbage var så min stadig kraftigere hjertebanken. Selv hovedpinen var forsvundet, men var så blevet byttet ud med en stadig større tryghed. Pludselig forsvandt pølen af stilhed, og blev brudt af en kraftig bølge. For ude i intetheden hørtes lyden af en stemme. En høj og skinger, trøstesløs stemme, som skyllede ud over mig, og forvandlede utrygheden til frygt. "MOOOOR!".
2. akt.
Mens jeg langsomt indså, at prøvelserne langt fra var forbi, og at det der var begyndt at virke til, at være mit livs mareridt, var umuligt at vågne, så så jeg, at rødmen pludselig trængte ind gennem barrieren, og forvandlede min trance til noget, der lignede vågen tilstand. Jeg havde stadig en stærk bangebuksefornemmelse i maven, men utrygheden var forsvundet, og nu lod jeg mig bare drive med strømmen.
Jeg opdagede, at jeg stadig sad på bænken, urokkelig, og blev lykkelig for at mærke smerten i ryggen, som vidnede om, at jeg trods alt ikke var død endnu. Jeg kunne stadig ikke dreje hovedet for at se til bilen. Men det var heller ikke nødvendigt, for jeg havde fået en stærk fornemmelse af, at tiden stod stille, eller rettere gik tilbage, for i horisonten så jeg, at den stærke rødmende farve fra før, nok havde været den blodige solnedgang, jeg overværede. Jeg havde nået en alder, hvor uforklarlige ting ikke gør så stort et indtryk på en, og selvom en solnedgang kl. 10 om formiddagen kan lyde forrykt, og jeg vil da også gerne indrømme, at det gjorde et stort indtryk på mig, så følte jeg virkelig, at det var noget af det mest naturlige i verdenen.
Mine øjne begyndte nu at glide i igen, og selvom jeg prøvede at holde dem åbne, for ikke at slippe synet af horisonten, så blev de lige så langsomt lukket. Som om en ansvarsfuld sjæl lagde sit barn til at sove, og pludselig stod jeg tilbage i en ny drøm, i en ny tid.
Vi gik sammen, hånd i hånd, mor og jeg. Solen skinnede direkte ned på os, og jeg begyndte automatisk at smile, selvom min mor med alle kræfter forsøgte at få mig til at forstå alvoren. Men jeg kunne se, at det trods alt smittede lidt. Hendes kinder havde i hvert fald fået noget farve, og jeg kunne mærke, at skridtene vi tog ikke føltes så tunge. Foran os lå den store bygning, en bygning jeg ikke havde særligt stort kendskab til udover at min elektriske-togbane indeholdt én, der lignede rigtigt meget. Præsten stod udenfor, og så en smule misfornøjet ud, mens han tog imod mylderet af forpustede mennesker, der kom op ad den lange trappe op til de to enorme porte, som jeg ikke rigtig forstod, hvorfor skulle være så store. Jeg kiggede op på min mor; hun stirrede stift op mod bygningen, og jeg spekulerede på, om det måske var fordi hun ikke ville snakke med manden i den kulsorte præstekjole. Pludselig stoppede vi op. "Hér, tag denne her, og så tier du helt stille imens vi er derinde!" Hun kiggede på mig insisterende og gav mig en billedbog, som jeg ikke havde set siden dengang min bror flyttede, da jeg var så lille, at jeg stadig kunne tillade mig at sove i samme rum som mine forældre. Jeg tog imod den, uden at sige noget, for ikke at gøre situationen værre end den allerede var, og nikkede bare bekræftende, og gemte bogen ind under min frakke, så ingen kunne se den.
Da vi stod helt foran den enorme bygning, kiggede jeg op. Spiret gik så højt op, at jeg syntes, at det så ud som om, at det gik helt ind i himlen. Jeg var ved at falde bagover på den høje trappe af ren benovelse, og i det samme hev min mor kraftigt i min arm. "Lad vær med at skabe dig!", sagde hun, og blev væltet omkuld af en flok ansigtsløse journalister med konstantblinkende blitzer. Og min mor var nu ved at brække min arm og brugte mig som bulldozer, og skubbede flokken væk, så vi pludselig sad på en hårdt poleret bænk og hørte den skingre høje stemme af præsten, mens han sagde ord, som jeg aldrig havde hørt før. Jeg kiggede en gang imellem op på mor, hendes ansigtsudtryk var i konstant forandring, og hun holdt stadig godt fat om min hånd, så jeg nu var ved at miste al følelse i den. Jeg kiggede nu op på nogle store spættede billeder af en grædende skikkelse omgivet af en masse børn. Det var et underligt billede. Lyset fra den høje sol skinnede igennem det, og den røde lys ramte mig direkte i øjnene. Det begyndte at undre mig, for der var ellers ganske mørkt i det enorme rum, og det eneste lys som virkeligt trængte igennem, var rettet mod mig.
Jeg prøvede at gemme mig under bænken, indtil min mor trak mig op igen og gav mig et lydløst dask på kinden. Men lige meget hvor meget jeg prøvede, så gik lyset i retning af mig, som om solen bevidst fik lyset til at skinne i min retning.
Jeg begyndte at blive urolig, og en kraftig kvalme overhalede mig. Jeg var overbevist om, at det var på grund af glasruden. Hold så op! sagde jeg til det, inde i mit hoved, men lige meget hjalp det. Jeg tog bogen frem, som jeg indtil videre havde nøjedes med at sidde på, og bladrede i de gulnede sider. På trods af det irriterende lys, der var rettet mod mig, så var der ikke nok lys til at læse, og jeg måtte tage bogen helt op til ansigtet for at se noget. Noget andet, der undrede mig, var at min mor (eller nogen anden, for den sags skyld) ikke havde opdaget, at jeg sad badet i lys. De kiggede alle sammen stift ned på salmebøgerne og løftede aldrig blikket. Det begyndte at skræmme mig, og jeg havde en underlig indforståethed med, at det nok ikke hjalp noget at prøve at komme i kontakt med dem.
Pludselig slog en tanke mig. Måske var det netop, fordi de andre ikke var i lyset, at de sad som træfigurer på deres pladser. Måske var de overhovedet ikke dem, som jeg troede de var. Jeg kunne jo ikke se dem i øjnene. Og præstens stemme var det eneste, som brød tavsheden. Jeg prøvede at kigge meget længe på deres ansigter, og synet skræmte mig; de var umulige at aflæse, som om de havde trukket en stor affaldssæk ned over hovederne på dem selv. Jeg blev nu desperat for at blive i lyset, for ikke at ende som de forstenede træfigurer. For ikke at ende uden et ansigt. Tårer lagde sig i øjenlågene på mig, og opløste rummet i et stort lyshav. Det var rart ikke at skulle se på "uhyrerne" i mørket, og i stedet se på noget, der mindede om, når signalet til fjernsynet var utydeligt. Men jeg blev nu bare skræmt af frygten for at lyshavet kunne forsvinde, og at signalet blev så kraftigt, at jeg rent faktisk kunne se, hvad der skete.
På et tidspunkt drev dråberne ned fra øjnene, og for en kort stund gjorde "signalet klart". Jeg kunne igen se, at rummet havde forandret sig. Træfigurerne var blødt op, og jeg kunne igen se ind i min mors urolige øjne. "Du faldt i søvn!", Hviskede hun, næsten hånende. Jeg satte mig lidt væk fra hende, og tog min livløse hånd til mig. Hvorfra kan jeg vide, at hun er blevet min mor igen? Tænkte jeg. Måske forsvandt min mor i det samme vi kom ind i kirken!? Måske er jeg selv forsvundet! Jeg kunne ikke holde styr på mig selv. Pludselig overtog følelserne igen, og jeg begyndt først nu rigtigt at græde. Som et lille barn, som var faldet ned fra den høje gynge, og havde fået en hudafskrabning, hulkede jeg som pisket, og frustreret søgte trøst. Men samtidig var jeg bange for det, der sad ved siden af mig i rummet, som jeg ikke vidste, hvad var. Lyset fra oven var forsvundet, og det fik mig til at se rundt i lokalet. Alle omkring mig havde fået deres ansigter tilbage. Mørket, der havde ædt dem, havde leveret dem tilbage i perfekt stand, selvom jeg naturligvis ikke troede på, at det var dém. Men alt det betød pludseligt ikke noget, og lidt efter lidt blev jeg tryggere ved min mor igen, og hun tog sin lune frakke rundt om mig, så jeg var ved at falde i søvn igen, og følelsen i højre hånd var begyndt at komme tilbage igen.
Da vi stod uden foran bygningen igen, hev jeg i mors frakke, væk fra den skræmmende mand, som havde bræget al tiden, vi havde været derinde, og i retning af vejen. Hun bremsede op. "Hvad er der galt?" Jeg ventede lidt, og nøjedes med at se stift i retning af fortovet.
Pludselig stoppede vi op. "Du må love, at vi aldrig skal derind igen! Lover du mig det?" Hun kiggede lidt skræmt på mig. "Jamen..lille skat!..." Jeg hævede stemmen. "LOVER DU MIG DET?" Hun kiggede rundt for at se, om nogen andre hørte det, hvorefter hun sendte mig et alvorligt blik. Det alvorligste jeg havde set i mit liv. "Ja, det lover jeg!"
Akt 3
Langsomt kom jeg til mig selv igen, og erfarede, at solen var på vej op igen. Jeg forsøgte som det første at dreje hovedet. Og det lykkedes mig endelig. Smerten var nu HELT forsvundet, og jeg kunne efter noget tid ligefrem sætte mig op. Al frygt var også forsvundet, og selvom min krop føltes, som om den var blevet ti kilo tungere, så følte jeg mig helt afklaret med situationen. Jeg vidste ikke hvad eller hvem, der stod bag mit drømmebillede, jeg vidste bare, at noget gjorde. Og det noget ville have mig til at se noget. Det mindede mig om den gamle fortælling om manden, der havde været ond mod alle i hans familie, og aldrig havde gjort noget godt. På et tidspunkt, da han lå på dødslejet, kom en af hans gamle lænkede bekendte, og viste ham alt det onde, han havde gjort, og manden indså det. Jeg havde også indset noget. Jeg mærkede det helt ned i fødderne. Jeg vidste bare ikke helt, hvad det var.
På et tidspunkt kunne jeg høre noget tikke højlydt, og jeg kiggede febrilsk på mit ur. Jeg var næsten allerede på vej op fra bænken, men det syn, der mødte mig, fik mig til at sætte mig igen. Uret viste 10:50. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt. at alt det, der var sket. Kun havde varet 5 minutter. Men jeg stolede trods alt på mit ur, og blev så igen en smule mundlam. Og vred. "Synes du ikke, det var nok at vise mig alt det lort, skal jeg nu også bildes ind, at det ikke er sket!??"
...