Det var trængt i bussen...han anede ikke rigtigt, hvad han egentligt lavede der. "NÆSTE STOP: BUDDINGE!" Den computeragtige busse-stopsstemme afbrød hans tankegang. "Satans!" Råbte han pludselig. Hele bussen drejede om, for at stirre på det "underlige subjekt", der vovede at afbryde tavsheden i den svedige, gule bus...Men han var ligeglad. Frustrationen havde hobet sig op i maven på ham, og pludselig slog det klik. Det føltes næsten som at tisse i buskerne. Det hjalp i starten, men blev hurtigt koldt og ubehageligt. Efter et par minutter stoppede folk med at glo. De drejede om igen og begyndte så at stirre ned på hver deres skærm, som om de ikke ænsede de 20 andre, de sad klods op af.
NÆSTE STOP: Fuglegårdsvej
Sveden begyndte at pible frem på ham. Han begyndte virkeligt at stresse. Om to stop, skete det virkeligt. Om to stop kunne han blive fri. Ja! Om to stop ville alle blive fri. Han manglede bare lige at gøre det...
NÆSTE STOP: Skolebakken.
Han mærkede lige en ekstra gang på tasken. Jo, det hele var der...Og udløseren? Jo, den sad i stroppen. Han begyndte langsomt at presse sig igennem kødbjerget af pendlere. Hele vejen op til chaufføren. Trykkede på Stopknappen. Han så på ham. Som for at tjekke, at det ikke var endnu en af de mange små børn, der sad og trykkede uafbrudt på den fine, røde knap, så han var nødt til at rette dem ind over lydanlægget. "Satans unger!!..øhh..når der er én, der faktisk skal ud!??" Manden med rygsækken kunne tydeligt se, at netop dét stod skrevet i panden på chaufføren. "Er du klar?" Spurgte han sig selv en sidste gang. Ja, det var han.
Han bevægede sig op mod rattet. Tog mikrofonen. Sagde ordene han havde indstuderet hele natten: "Forhold jer i ro! JEG HAR EN BOMBE!" Det gav et lille sæt i ham, da han så, hvordan alle i bussen synkront stivnede, så selv chaufføren glemte at se efter trafikken og var ved at køre ind i en hvid varevogn på vej ud fra en sidegade. "STOP BUSSEN!" Ordene fløj ud af munden på ham. Hans hjerte hamrede. Han kunne ikke lade være med at smile. "STOP!!" Folk begyndte nu at smågræde, og et kort sekund efter, hvor chaufføren var lidt for optaget af at se efter manden med den enorme rygsæk, gik det galt. Bussen standsede. Men ikke af sig selv. Den var kørt lidt for langt, og lidt for hurtigt. Havde kollideret med en Skoda i modsat retning. Tingene var ikke gået i bombe-mandes retning, og pludselig havde skæbnen valgt at hjælpe "dominobrikkerne", med at vælte lidt for hurtigt. Bomben sprang ikke. Også selvom han trykkede flere gange på knappen. Første gang sagde den bare en lille lyd. Som et tungt gisp indefra den enorme rygsæk. Som om, at bomben havde givet op. Men lige meget hjalp det, for selvom bomben ikke sprang, som den skulle, så endte resultatet med det samme...Han havde fået det sidste ord.