Nu lukker man op overalt i Europa,
så virusset kan florere eventyrligt som en blomst,
den tryller hemmelige kæder frem,
som ingen måske ser,
før der er for mange,
som ingen mere kan gøre noget ved.
Her i lille Danmark
er en minkfarm blevet ramt,
så elleve tusinde små dyr skal lade livet,
kun for vores skyld.
Hvem spiser den efterladte mødding ?
Krager ? Måger ?
Så, hvornår ringer kirkeklokkerne for,
at alle skal gå ind og blive inde
på grund af vilde dyr der har smittet hinanden
og som vil smitte os ?
Hvem ødelægger kloden ?
Er det dem der skal overleve i den rige verden ?
Alt for produktionen, og turismens paradis
i millionærens hænder.
Jeg kan ikke bare håbe,
for det kan jeg ikke mere,
jeg kan tro
og se en jord,
hvor alting pludselig går ud,
som et levende lille lys der slukker.
Måske er det vores tur til at lide.
Måske er vi ikke guder.
Måske er vi for små til at begribe,
at ingenting nytter,
når vi mishandler dyr
på markeder,
i svinestalde
og på slagterier
som ingen vil høre om
eller se på.
Jeg hører ikke om andet end corona.
Alle har glemt krige og fattige lande,
flygtningelejre hvor de færreste bliver gamle,
der dør 8000 børn hver dag af sult og underernæring,
og man hører ikke om det.
De rige vil holde ferie og rejse.
Lige indtil klokkerne ringer,
den dag alting er for sent.
Men jeg nægter sorgen.
Jeg nægter depressionen.
Jeg går imellem blomster
i min have og maler,
under himlen i det grønne,
og er glad for humlebien
og sommerfuglen.
Men jeg mangler bien.
Kunne jeg sige det stort nok,
at der burde stå i loven,
at alle skal holde vilde haver og så blomster
for at kalde den tilbage !
Jeg kan se en spredning af corona virus
som små prikker rundt omkring
der popper op og smitter overalt,
skjult og i hemmelighed
bragt ude af kontrol
overalt på kloden,
fordi vi ikke ser
vores egen ondskab.