Ved Kongshøj Å så jeg isfuglens flugt
Lige hvor åen løb ind i en lille slugt
Den er juvelen ved den danske å
Fra himlen har den lånt sit irisblå
Jeg fiskede der da jeg var barn
men jeg blev betragtet som et skarn
da jeg så en isfugl på et feriebesøg
mente min farbror det var en dårlig spøg
Jeg kom fra åen til eftermiddagskaffe
De så på mig og lod vær med at klappe
De havde let til ord men sagde ingenting
Oplevelsen svaret med tavshedens stækning.
På Fyn var den vist en sjælden fugl
Men jeg så den komme fra sit skjul
Så den styrtdykke efter mad
Og føjede til sin fangst et hurtigt bad.
Da jeg fortalte det troede de mig ik
De mente nok det for mig slog klik
Derefter holdt jeg det for mig selv
Et usikkert barn der havde mistet sin sjæl
For i skolegården var jeg også et nul
Det tog år før jeg kom op af det hul
Spytklatter og tæsk var dagligdag
De mange slag gjorde jeg følte mig evnesvag
Jeg tænkte han ikke vidste hvad en isfugl var
Han kunne have været nysgerrig for at få svar
Min farbror var jæger og kendte mange fugle
Men allermest dem, han skød med en kugle