"Se Svend, se hvor smukke de er!"
   "Jaja Ella, de er så fine."

Ella står og ser ud ad vinduet. Hun kunne stå i flere timer og kigge ud på den grå himmel, men Svend løfter blot blikket fra sin avis et kort sekund, før han kigger ned igen. Det har altid undret hende, at han ikke har kunne se det smukke i fuglene, der pryder den blege himmel. Selv på en kold december dag skaber de fjerede væsener liv i den ellers så kedelig atmosfære, der omringer os.
   Hun drømmer ofte om at flyve deroppe sammen med dem. Tanken om at bevæge sig frit i den kølige luft varmer hende altid om hjertet. Selv på den mørkeste vinteraften, kan denne lille forestilling om en simplere tilværelse glæde hendes flakkende sind.

En dag da hun igen står og læner sig mod vinduets kolde glas, vender hun sig pludseligt om mod Svend. Hendes krop snurrer så hurtigt rundt, at bevægelsen alene fanger hans opmærksomhed.


"Skal vi ikke flyve med fuglene?"
   "Hvad mener du, skat?"
   "De er jo så smukke. Vi skal også være smukke. Kom Svend, lad os flyve med dem."

Svend var bange, men gemte det godt. Hans stive facade beroligede Ella, og det var sådan det gik til, at de fløj med fuglene. Hendes smil blev bredere, da hun bemærkede, hvordan hendes fjer farvede himlen gylden. Hun fik øjnene op for hendes formål i livet og fik et glimt i øjet. Et glimt, som skjulte de tårer, hun stadig græd om natten. Svend drev bare efter hende. Ofte skulle hun holde pauser, så han kunne indhente hende.
   Hans blik var mat og hans grin forsvandt.

Da december blev til januar, begyndte Ella at bemærke noget. Nogle af fuglene ramte somme tider ruderne på de store bygninger. Hun vidste engang, hvad disse var og hvilken funktion de havde, men det kunne hun ikke længere huske. Nu var de intet andet for hende, end en barrier mellem menneskene og fuglene. En barrier, der desværre var usynlig. Hun frygtede denne, og frygtede især at hende eller Svend skulle flyve ind i den.

En dag går det op for hende, at det måske allerede er sket, for et par af Svends knogler er brækket, og hendes egne fjer er ved at falde af. De fine gule fjer, der engang farvede de små vinger, ligger nu på jorden ved siden af Svends trætte krop. Han kan ikke flyve, og for en stund må de blive sammen på jorden. Ella forsøger at trække dem ind i en busk, så de ikke bliver set. Desværre flyver hendes fjer rundt til alle sider, og på den hvide sne er det nemt at se, hvilken vej de er gået.

Hun vil så gerne hjælpe ham, men hun er begyndt at tænke på om de måske i virkeligheden har været skyld i hinandens ulykke. For hun husker nu, at Svend så tilbage på hende, da han ramte ruden, og hun er pludselig også ret sikker på, at hun tanken om ham distraherede hende, da hun selv ramte den.

Dette er dog ikke deres største problem og Ella skubber bekymringen til side igen. Ligeså stille bliver det koldere, og hun bliver sulten. Hun er kommet i tanke, om at de har glemt at samle forråd til vinteren, og hendes mave føles tom som aldrig før. Hun forsøger forsigtigt at puffe til Svend, der efterhånden har sovet lidt for længe, men han vågner ikke. I stedet sidder hun ved hans side, i stilhed, og undrer sig over, hvorfor de mon ikke samlede et par nødder eller nogle få bær. Hun fortryder skødesløsheden.
   I starten af februar er der kommet liv i Svend igen. Han er døsig og forvirret, men kan se at Ella lider. Hun er meget sulten og ryster over hele kroppen. Selvom han knap kan tænke klart, forsøger han at finde på noget. Han foreslår at de skal gå ud for at få noget vand, men hun ser på ham med kolde øjne og siger at vandet er frosset. Det har det været hele vinteren.

Han holder om hende og forsøger at varme hende, men da han selv er iskold, gør det ingen forskel. Den naive og barnlige glæde, der før fik hendes øjne til at lyse og kinder til at rødme, er væk. Han ser på hende og ved, hvad han bliver nødt til at gøre. Han har elsket hende, som hun har elsket ham, men de har ikke formået at elske hinanden. De har været villet, men ikke kunnet.

Han trækker sig lidt væk fra hende. Hun ser op med tårer i øjnene.
   Han kigger ned, og hun siger, at han ikke må gå. Han fortæller, at han ikke kan mere. Han har det skidt, og hun kan ikke hjælpe. Selvom hun bandt hans brækkede vinge ind, er den ikke helet. Ellas har blot mistet flere og flere fjer. Ingen kan længere tælle de uklare klatter af gult på sneen. En tåre løber ned ad hendes kind, før hun slipper Svend. Han ser hende i øjnene og går.

Ella skriger, men ingen hører hende. Så lukker hun øjnene.