Omringet af marksøer der bliver større og større,
en ny og bred å der løber,
hvor den ikke skulle løbe,
den store sø jeg kan se længere nede i vest
truer i morgen med sit dybe stille spejl
med at skylle ind over marken
og finde de andre vande
der er begyndt at lave deres nye terræn
for at skabe et hjem her op af huset.
Jeg kan høre ham endnu: Æ hav går ind ...
Jeg kan høre ham på grund af diget ved Ribe
der gik hul på i dag.
Jeg kan høre ham endnu,
mens han står og ved,
at digerne ikke bliver ved med at holde
havet ude
på grund af den konstante regn
og vestenvind der presser på uden ophold.
Jeg hører ham i aften
og i mareridtet omgivet af mørke,
at havet er så stort,
og vi er så små.
De siger,
det først skulle være sket om tredive år.
Men det sker nu,
i stedet for.
Jeg vågner igen og kigger ud
af mit stuevindue i øst,
og opdager det brune mudrede vand
der løber fra syd til nord
som en langsom flod,
knap en meter højt
klukker det grumset op af muren
og fylder hele marken
i mit gamle mareridt
der var så ægte,
så jeg aldrig kunne glemme det.
Jeg husker slusen.
Jeg husker turen på diget efter stormen
for mange år siden,
det var dengang, jeg stak af fra timerne
på efterskolen
for at bygge min hemmelige fremtid
ude i naturen.
Jeg husker de døde får der lå i reb
nedenfor diget,
de var druknet,
fordi de ikke kunne komme løs,
da vandet gik ind.
Jeg hilste på en hund ved en gård
der løftede snuden
og skar tænder af mig,
uden en eneste lyd bortset fra blæsten
og ryler.
Den store sø har skinnet hele dagen,
den hviler i sig selv,
i mørket kan jeg ikke mere se den
og åen der snor sig ned
til de gamle pile der er ved at vælte.
Jeg spørger ham: Hvad så nu ?
Hvis æ hav bliver ved mæ å stig,
så må vi fløøt,
te æ båd vil ræd os,
ves dæ er een,
siger han.