Da Anni gik i 5. klasse, var der en pige, der skrev i sin poesibog:
"Helbred er hvordan man har det, modstandskraft er som man tager det."

Samtidigt døde hendes mormor, og hendes mor sagde:
"Jeg bliver ikke ældre end min mor."
De ord hørte Anni igen og igen i de kommende år, mens hun så sin mor indstille sig på at dø, når hun nåede sin mors døds-alder.

Psykiateren Victor Frankl, som selv har overlevet Kz-lejrene. Fortæller om mennesker, der selv i Kz-lejrenes helvede kunne finde en mening med at leve. - Ja, endog finde en mening også med lidelserne. - De mennesker, der var i stand det, - havde en helt anden måde at tackle hverdagens udfordringer/oplevelser på, ja, en anden livskvalitet, - end dem der gav op og lod stå til.

Han fortæller om et eksempel fra sin praksis efter krigen. - En ældre enkemand opsøger ham og er helt knust efter konens død. - Dr. Frankl spørger ham, hvordan det ville have været for hans kone, hvis han var død først. - Så havde det været hende, der levede med ensomheden, smerten og sorgen. - Idet det går op for manden, kan han se en mening med sin smerte og savn, og det gør det nemmere for ham at leve det.

Anni så mennesker, der blev svigtet af kæresten. - Nogle forsvandt ind i det - levede i fortiden og holdt fast i smerten. Han/hun var blevet svigtet, så det var den andens skyld, at de havde det så dårligt. - Andre gik igennem smerten og lærte af det, - hvorefter han/hun var parat til at gå videre med sit liv...

På et tidspunkt sad Anni og talte, med nogle narkomaner hun kendte; om hvorfor de var blevet narkomaner. - Den ene havde været på børnehjem, - den anden havde 'siddet forkert på potten', - den tredje - var selv begyndt at tage stofferne.

Anni mødte senere Pia, en ung kvinde der havde fået diagnosen HIV. - Efter det første chok, tog hun sit liv op til revision. Droppede sit kontorjob og tog den skuespilleruddannelse hun altid havde ønsket sig. Der er ingen tvivl om at hendes livskvalitet er meget bedre, end hvis hun havde gjort diagnosen til sit livsindhold og havde givet op.

På et tidspunkt hvor Anni selv havde været i gennem en voldsom krise, - var hun ved at give op. - Hun kunne ikke finde ud af at bruge sin viden på sin egen situation, heldigvis mødte hun så den gamle bøn:

Gud giv mig sindsro til at acceptere,
de ting jeg ikke kan ændre.
Mod til at ændre de ting jeg kan og
visdom til at se forskellen.

Hun fik at vide. At hun kunne ikke ændre det skete, - men hun kunne ændre sin holdning til det! - Pludselig kunne hun se, at hun havde et valg. - Hun opdagede, at det ikke er et spørgsmål om, hvad der er sket/sker. - Kun hvordan hun vælger at se på det. - Hun begyndte lidt efter lidt at se på sit liv som en uddannelse. - Det gav hende et helt nyt syn på sit eget liv, - lyst til at komme videre - sætte sig nye mål.

Som Anni selv siger:
"Jeg ved, at det ikke er alle, der er i stand til at se valget eller vælge. - For dem der er i stand til at vælge - vil det altid give en bedre livskvalitet. - Uanset situationen i øvrigt."

Desværre er det ikke alle, der kan se valget - eller vælge.