Jeg kan skrive lige så mange gange,
for at overbevise mig selv om,
at give slip er,
at tage et skridt frem,
at tage et skridt tilbage,
kan jeg bedre se alt det,
med et bedre perspektiv ,
og kunne bevæge mig fremad.
Men med hvert bogstav jeg taster ind,
bliver jeg låst fast,
i mine egne tanker.
Og befinder mig i sidste end,
foran en flad skærm,
hopper håbløs fra A til Å,
mens tiden flyver fra mig,
i takt med at jeg selv
forsvinder langsomt mellem bogstaverne.
Jeg søger nu ude i min have
midtimellem græsserne hører jeg
de myldrende liv,
de kradser på min sjæl.
lyt!
hørt du også mit kald?
ser!
de gule mælkebøtte blomster,
de gyldne gløder,
lige dér,
hvor kærlighed gror...