Natten lukker sig om hendes krop og dobbeltsengen.
   Neja ligger på ryggen og stirrer ud i mørket, stiv og urørlig, som var hun bundet fast til sengen.
   Hun ved hænderne er på vej nu, venter næsten på dem. Men hun er ikke parat, vil ikke. Hun må, hun skal...
   Nej! Ikke endnu!
   De kommer!
   Hun mærker sine våde armhuler og den syrlige lugt i næseborene. Hænderne glider ud af mørket, træder frem som silhouetter i natten. De danser ikke, sniger sig bare nærmere og nærmere. Neja hvisker til dem. Forsøger at få dem til at forstå.
   - Lad mig være! Jeg har ikke gjort jer noget. Hvad er det I vil? Hvorfor kan I ikke lade mig være i fred?
   Men hænderne har ingen ører og ingen hjerte. Fra alle sider lister de sig over hende, omringer, slutter kreds.
   Nu rører de. Deres kulde trænger ind under hendes hud. Hun fryser, som om hun får en klump is ned ad ryggen.
   Hænderne bliver hårde, voldsomme. Hun vil ikke, kæmper, spænder musklerne. Nakken, ryggen, hele kroppen er låst. Hun sveder, fryser, sveder, ryster.
   - Forsvind! Forsvind med jer, stønner hun.
   De er grådige. Som et vildt dyr river og flår de i byttet. Hun er for svag. De sejrer, flår, flår hende i stykker.

Hun vil ikke se dem mere. Aldrig mere! Med en sidste kraftanstrengelse løsner hun, får magten over kroppen. Hun kaster dynen til side og rejser sig op i sengen. Hun har trængt hænderne bort. Er sluppet fri af dem. Men angsten er der, hænger om hendes hals, som et sygt barn, der knuger sig ind til sin mor. Den prikker under huden som spidse nåle. Hun lugter af den, smager den på læberne.

Neja leder efter kontakten til sengelampen. Er ikke meget for at tænde, vækker bare Carsten. Men lyset gør godt, dulmer angsten.
   Et hurtigt blik på Carsten. Jo, han sover. Ligger på siden med ryggen til hende og snorker let. Hun kan høre hans vejrtrækning, rolig og regelmæssig som alt andet ved ham. Hendes dejlige, rødfregnede vildmand. Harmonien selv, tænker hun. Som en linedanser der balancerer uden at vakle. Næsen ligefrem og øjnene rette mod ét og samme punkt.
   Og hun selv går ude i èn af siderne, så langt væk fra ham, at han ikke kan se hende selvom han drejer hovedet.
   - Hvorfor giftede du dig med mig, Carsten? hvisker hun. - Du ved ikke, hvordan jeg er. Men jeg elsker dig. Elsker dig. Hører du! Jeg kan ikke undvære dig.
   Neja gnider de fugtige håndflader i lagnet, griber ud efter dynen. Hendes hånd ryster stadig. Hun tørrer ansigtet og halsen og mærker på den våde natkjole. Den klæber til kroppen. Uh, hvor hun væmmes ved sig selv, sin krop. Hader den ækle og ulækre sved. Kvalmen skyller op i halsen. Hun hiver natkjolen over hovedet, giver sig ikke tid til at knappe den op foran. bare af med den.
   Hun betragter sin nøgne krop. Hvor længe skal det fortsætte? Hænderne, der ikke bare kvæler hendes nattesøvne, men nu også er begyndt at komme om dagen. Ingen fred har hun mere.
   - Fortjener jeg måske bedre, når jeg behandler Carsten sådan, tænker Neja. - Han er alt for god ved mig. Gør så meget for mig.
   Hvorfor kunne hun så ikke have holdt sig fra Gunnar? Og de andre?
   Kun et enkelt år havde de været gift, før det begyndte. I fire år har hun snydt ham.
   Hun bøjer sig ud over sengekanten. Lister først en fod, så den anden ned på gulvet. Hendes fødder styrer ud på badeværelset. Fisker et håndklæde ud af skabet og frotterer håret ind til hovedbunden. Permanenten står i et krus hen over skulderen og ind i hendes ansigt. Irriteret stryger hun det om bag ørerne.
   Hvad fanden skal hun gøre? Kun en måned har hun kendt Gunnar.
   Hvorfor gjorde hun det? Hun vidste jo, hvordan det ville gå. Var hendes mund og øjne måske ikke et stort nej? Og sagde hun ikke, at hun elsker Carsten og kun ham? Alligevel skete der noget indeni hende, noget hun ikke var herre over. Og det "Noget" styrede hendes krop og åbnede dens sprog.
   Gunnar så det, blev vild ligesom de andre. Måtte kysse, kramme, hviskede sød musik i hendes ører. - Du er dejlig velskabt. Buler ud de rigtige steder.
   Jo tak. Den melodi kendte hun. Men han fik alligevel hvad han ville have.
   Og nu er hun igen lagt i lænker.
   Neja lister hen til sengen. Med ét farer hun sammen. Carstens snorken er holdt op. Han vender sig mod hende. Har lyset vækket ham? Hun holder vejret. Heldigvis sover han videre.
   Bare hun kunne fortælle ham det. Men han ville ikke kunne forstå. Hvordan skulle hun forklare noget, hun ikke engang selv forstod. Nej, hun ville miste ham.
   Hun kryber i seng, slukker lyset. En masse ord farer rundt inden i hende. Hun vil ud med dem. Kaste dem rundt i soveværelset, ind i Carstens ører. Men ikke en lyd kommer over hendes læber. Hun må nøjes med at sige dem indeni sig selv.
   - I morgen er det slut Carsten. Jeg lover dig. Aldrig mere. Bare du vil tilgive mig. Det er slut, og jeg slår hænderne ihjel.