Det yndige smil på hendes ansigt.
Dette smil er hvad verden omkring hende ser.
"Smil til verden og verden smiler til dig".
Men denne verden smiler ikke til hende.
Denne verden ser ikke sorgen bag smilet.
Hendes øjne ser på denne verden med frygt.
Hun er fortabt.
Sorgen har besat hende.
Den æder hende op indefra.
Som en parasit boltrer den sig i hendes indre.
Æder sig igennem alle hendes lag.
Den er resistent for alt, pånær kærlighed.
Hun leder med lys og lygte.
Ingen elsker hende.
Denne verden ser lige igennem hende.
Denne verden er for pæn til hendes sorg.
De grimme tanker brænder hende op.
Som en ild, der får ilt fra hendes sorg.
Alt det smukke hun indeholdte engang.
Brænder op dag for dag, forsvinder fra hende.
Hun er såret.
Hun råber og skriger febrilsk på hjælp.
Ingen hører hende, ingen ser hende.
Verden har lukket hende ude.
Der er ikke plads til folk som hende.
Hendes indre er sygt, der er ingen vej tilbage.
Verden lukkede og låste porten bag hende.
Hun er fortabt og alene