Tag min hånd og lad os flyve. Ligesom i et skydespil flyver flyverne rundt over os. Du behøver ikke skrue op for lyden på højtalerne. Faktisk må du helst gerne slukke for dem, jeg kan ikke klarer mere larm. Skrigende er konstante. Farfar hvordan overlevede du det her?
   Jeg ville gerne kunne holde styr på dagene, jeg ville gerne kunne fortælle dig præcis hvor langt inde i helvede vi er. Men det kan jeg ikke. Jeg ved ikke om du kan huske det, hjernen kobler fra du bliver overlevelsesbevidst i sådan en grad at alt menneskeligt over dig forsvinder. Du er et rovdyr og intet andet.
   Jeg ville ønske du var hos mig lige nu. Men mest af alt ville jeg ønske at jeg havde hørt bedre efter da du fortalte om krigen og hvordan du som soldat kæmpede for dit fædreland. Jeg ved godt jeg sagde at det var kedelige oldtids historier, men jeg forstår dem nu. Jeg forstår vi ikke ændre os, jeg forstår at vi ikke bliver klogere. Vi kører kun rundt i ring. Overvinder en ting, blot for at grave videre i skidtet og hive noget andet op.
   Jeg er blevet tilkaldt til stationen, de vil gøre mig til soldat. Jeg har ingen træning i det, men det ved du jo godt. Problemet er at vi er i mangel, så alle egnede er tvunget til at møde op.
   Jeg vil ikke sige jeg er særlig egnet, men jeg har ingen skavanker. Jeg er en ung og frisk knægt, som du ville sige.
   Farfar jeg vil ikke kæmpe. Jeg vil ikke leve med de sår, de samme sår som du så tappert bar med dig hele livet. De sår der endte med at putte dig i graven.
   Jeg ved at du ville have at jeg skulle kæmpe, kæmpe for mit fædreland og mit folk. Jeg ved at det var det der skulle til i din tid. Tak.
   Men verden er en anden farfar og had er der nok af i den. Jeg vil ikke give mere vrede til denne verden, jeg vil ikke kæmpe.
   Jeg ved at mange troede at det var slut efter at i kom hjem. At nu kunne alle enes og nu behøvede vi ikke krige længere, men sådan gik det ikke.
   Jeg er glad for du slap for at se hvordan krigene blev ved, små som store. Hvordan vi alle blev mere overlevelsesbevidste og egoistiske og til sidst bare vendte den anden kind til, så snart det ikke omhandlede os selv.
   Jeg er træt af det farfar. Jeg er træt af mennesket, af egoet og af alt den vrede der bor i det. Hvad er der sket? Var livet også sådan da i var unge?
   Så i små videoer på nettet hvor jeres jævnaldrende medmennesker ofrede deres liv til de større magter eller blev voldtaget til døde lige ude foran deres hus?
   Udstillede og mobbede i også hinanden indtil i skyllede en pakke sovemedicin ned med en flaske vodka?
   Du sagde altid til mig at jeg skulle huske at tro på gud. Passe mine ting, være et godt menneske og gå i kirke hver søndag, så ville gud støtte mig. Det har jeg gjort, hele mit liv og hvad er der kommet ud af det?
   De mange timer alene her, har fået mig til at tænke på helvede og himlen og at det måske ikke er som vi går og tror.
   Måske er vi i helvede allerede, det kan tit føles sådan.
   Måske findes der mere end et helvede. Måske findes der niveauer af helvede. For hver gang vi føler at vi kommer i helvede, ryger vi kun ned til en verden der er lidt mere ødelagt, langsomt nedtrapper vi til det værste helvede af alle.
   Hvis du var her lige nu ville du ryste på hovedet. "Sikke dog en fantasi du har min dreng" ville du sige. Men du er her ikke. Det tror jeg for mig, gjorde at jeg flyttede mig et niveau ned.
   Hvor langt ned i helvede er vi nu? Jeg ved det ikke. Men jeg er bange for at vi snart er der farfar, i det værste helvede af alle.
   Jeg er i hvertfald på vej. Jeg kan ikke lide denne verden.
   Jeg prøver at lukke øjnene og forestille mig at jeg sidder hjemme på mit gamle værelse og spiller. Der er mørkt omkring mig og i mit hovede har jeg kun mit spil. Jeg vil gerne hjem. Jeg prøver at forestille mig at jeg ligger mig i min bløde seng, dynen varmer sig rundt om mig. Men det er svært at holde øjnene lukket for længe for jeg ved at det er ægte. Ligemeget hvor meget jeg forestiller mig at det bare er et game, så foregår det og lige ude foran min dør.