Han står bag mig, jeg mærker åndedrættet som en svag brise, inden han bøjer sig over mig og peger:
"Der, lige der", siger han. Stemmen er insisterende.
"Åh ja", svarer jeg: "Det kan jeg da godt se".
Jeg forstørrer ansigtet med musen. Hun har farvet håret sort, men det er hende. Der går ilninger gennem kroppen. En følelse af sejrsberuselse. Vi er så tæt på. I månedsvis har jeg insisteret og brugt alle mine ledige timer på at søge. Jeg forstår stadig stadig ikke, hvorfor hun forlod os. Hun og Andreas sank i jorden en onsdag for et halvt år siden. Hun påstod, at far slog. Jeg har aldrig hverken set eller oplevet det.
Hun viste mig de kraftige blå mærker på ryggen, og spurgte om jeg ville med:
"Når jeg ændrer identitet, finder i mig ikke igen", sagde hun skråsikkert.
"Umuligt", svarede jeg. Kæresten, studiet, vennerne, skulle alt dette bare forsvinde, og så min far som hun påstod var voldelig?
Ja, jeg så de blå mærker, men tvivlen kom ham til gode. Vi to rykkede tættere sammen.
Jeg fører fingeren op på skærmen og lader den følge ansigtsformen. Billedet er støvet uskarpt. Men jeg er ikke i tvivl. Far lægger en hånd over min:
"Tænk at det er hende", hvisker han i mit øre.
Den aften spiser vi et festmåltid. Bordet er dækket med fint porcelæn, og Kenneth kommer over og deltager. En stemningsfuldaften, med duft af hvidløg, lammekølle og rødvin i glasset.
Vi klinker og ler.
Al min søgen giver mening. Med Kenneths arm varmt om ryggen, spejler jeg mig i fars brune øjne og kulsorte hår. Han spiser med god appetit.
Hans savn fyldte dage og gjorde ham sørgmodig, selvom han aldrig delagtiggjorde mig i det. Jeg mærkede det bare som tung tjære. Pludselig talte han kun enstavelse. Men i aften, i aften sprudler han, glæden lukker alt op:
"Vi kører derover i morgen", siger han:"Jeg tager et par fridage".
"Ja", nikker jeg tilbage.
"Jeg kan godt tage med", Kenneth ser på os.
"Behøves ikke", svarer jeg.
Far går først i seng:"Husk at låse inden i lægger jer", siger han. Mig giver han et bjørnekram, før han går ovenpå.
Alene i rummet ser Kenneth spørgende på mig:"Hvad vil i egentlig gøre når i kommer derover? Hun vil jo ikke se nogen af jer?"
"Det ved jeg ikke", mens jeg siger det det, indser jeg absurditeten i at tage afsted. For han har jo ret Kenneth.
" Mon ikke, det er dig, der skal være bindeleddet og tage den første kontakt?"
Hans ansigt blusser på en ny måde, og stemmen har iver.
"Ja, det tror jeg faktisk, du har ret i", jeg læner mig frem og ser ham i øjnene:" Bliver du og sover i nat?"
Hans fravalg ses som en let surmulen. Min kæreste har aldrig helt forstået, hvad far og jeg har gang i. Hvorfor lede efter en der ikke vil findes?
I entréen giver jeg ham et let kys på kinden, inden jeg låser døren for natten.
Først da jeg ligger i sengen, mærker jeg hvor ensomt, det er uden ham.
Til morgen vrisser far surt tilbage når jeg forsøger at tale med ham. Maden indtager vi i absolut stilhed, mens jeg fortryder, at jeg ikke bad Kenneth køre med.
Stemningen er dimentralt modsat i går, og den bliver ikke bedre, da vi stiger ind i bilen. Det lille rum forstærker klaustrofobien yderligere. Jeg tager høretelefonerne, skruer op lukker mig inde. Udenfor driver landskabet hurtigt forbi. Grå toner omgivet af andre trafikanter. Fra A til B, og endnu er der langt til B. Den diffuse stemning og fars tavshed fylder, nakken er som en afvisende klippe.
Måske er det fordi han glæder sig til at se mor igen, og ikke helt ved hvordan det kommer til at gå?
Lad det ligge, lad det ligge, lad det ligge. Jeg falder i søvn, vugget af de duvende bevægelser.
Da jeg vågner er jeg alene i bilen. Den holder parkeret i gaden hvor hun bor, jeg genkender husblokken fra billedet på nettet. Men hvor er far? Hvorfor har han ikke vækket mig?
Så ser jeg dem, de kommer langsomt gående. Mor forrest, far bagved med en arm rundt om hende, sådan som Kenneth også kan finde på at holde fast om mig. Jeg åbner bildøren og står ud for at gå dem i møde.
Det der nu sker kommer fuldstændig bag på mig. Mor bøjer sig ned og bider far í hånden, han brøler i smerte og slipper sit tag. Mor spurter over på den modsatte side af gaden og ned af nærmeste sidegade.
Far når mig og bilen, skubber mig ind, smækker døren og kaster sig ind på forsædet, starter, vender bilen og kører som ind i helvede ned af sidegaden. Mor er væk, far bløder, han manøvrerer bilen ind i en parkeringsbås:" Find forbinding i førstehjælpskassen", hvæser han.
Jeg lystrer og rækker ham, hvad han skal bruge på forsædet. Mens han ordner forbindingen, græder han som pisket. Jeg har aldrig set ham græde før. Med tårer der bløder og en stemme hæs og ru som en rasp, runger ordene ud af hans mund:
" Vi skal have hende og Andreas med hjem".
"Men", forsøger jeg.
"Ikke noget men", svarer han: "De skal".
Øjnene brænder.