Retssagen

Fredag, kl er 7. Solen skinner. Det bliver en dag der får afgørende betydning, for Johnnys liv.
   En dag hvor mange sandheder igen mixes sammen med løgne og andre kasteskyts. En dag hvor fremmede mennesker skal afgøre, om døren skal åbnes på ny.

Johnny står op. Kaffebønnerne kværnes, og duften af nymalet kaffe, sætter spor af fortjent velvære. Første slurk indtages, og den virkning som kaffen normalt har på Johnnys krop og sind, skal han i dag, lede længe efter.
   Johnny er urolig. Nattesøvnen har ikke taget, de lidt tunge og dystre tanker. Johnny er nervøs. Og han kan ikke ryste det af sig.
   Han rejser sig og trasker lidt hvileløst rundt, på værelset i mandecentret. Mandecentret hvor han har tilbragt lidt over 7 måneder. Han har boet der siden den skæbnesvangre dag, hvor han i afmagt, knaldede hans kone, gennem 9 år, en på kassen. Afmagt direkte foranlediget af 7 års fysisk og psykisk vold. Vold udøvet af hans ekskone Helle. Den dag hvor han kyssede hans børn farvel, vendte dem grædende ryggen, og gik fra hus og hjem.

I dag skal Johnny i retten. Her skal det besluttes om Johnny igen må se hans elskede børn. Eller om, Gud forbyde det, Helle skal have eneretten til kys, kram og kærlighed, til deres fælles børn. Deres fælles børn som har lagt øre og øjne til mere, end hvad andre i en alder af 5 år har.

Klokken er 8:50
   Johnny står ude foran retsbygningen, og forsøger at få styr på tanker. Han tager et sug af cigaretten og inhalerer helt ned til de yderste spidser af lungerne. Han var ellers stoppet med at ryge. Men har måtte ty til suttekluden igen. En sutteklud der helt sikkert skal skrottes, når der er styr på hele situationen. Styr på hans følelser og liv.

Han ser skikkelsen af noget velkendt. Helle kommer dalrende på hendes, helt egen facon. Deres øjne mødes. Foragt. Foragt for den kvinde der har ødelagt hans liv. Foragt for den kvinde der har revet børnene væk fra deres klippe, og tryghed. Foragt.

7 år med fysisk og psykisk vold, som daglig kost, sætter spor. Spor som i dag er vendt til styrke. Styrke oparbejdet af egen hjælp, og styrke der er oparbejdet med hjælp fra mandecentrets personale og tilknyttede psykologer. Hurra og længe leve. Johnny er kommet videre. Og har tilgivet...

I dag er fokus på børnene, Nikolai 5 år og Nikita 2 år.

Sygdom gjorde at Johnny var hjemmegående i de sidste 2 år af ægteskabet. Det blev til 2 år der aldrig kan erstattes. 2 års dyb kærlighed og samhørighed. 2 år hvor børnene havde deres tillid, tilknytning og læremester, på fuld tid.
   Johnny elskede den del af livet. Han var der. Men det var også 2 år, kombineret med råb, skrig, kasten med ting og vold. Johnnys følelsesregister blev afprøvet på alle parametre.

Han tager det sidste sug af cigaretten. Tager en dyb indånding og puster langsomt ud. Med faste skridt træder han ind i bygningen, og videre ind i lokalet. Lokalet der er delt op i 2. Sagsøger til højre, og sagsøgte- Johnny til Venstre.
   Johnnys advokat sidder der allerede. De hilser pænt på hinanden. Advokaten tager Johnny på skulderen og siger: det skal nok gå.
   Alle er nu på plads, dørene lukkes, og der tages hul på sagen. Sagen hvor børnenes tarv forhåbentligt tilgodeses. Sagen hvor retfærdigheden forhåbentligt sker fyldest.

2 timer. På 2 timer ribbes der op i 9 år. 9 år hvor 7 kan betegnes som rent helvede. 7 år med vold og sygdom. Shitstorm på kryds og tværs.
   Når han kigger på Helle, ser han en ustabil og syg kvinde. En kvinde der burde få hjælp. Johnny er kommet videre. Helle er ikke.
   Trods hele historiens karakter, ændrer det ikke ved, at det er Johnny der er dømt for vold. Det er Johnny der er stemplet som forbryder.
   Helle forsøger på alle måder, at gøre hende selv til offer. Til offer i en retssag der handler om børnenes tarv.
   Dommeren, en midaldrende kvinde, sidder stille og lyttende. Hun stopper dog Helles ynk, når det tager over, fylder hele rummet, og nærmest rummet ved siden af. Fokus flyttes og Helle efterlades i et øjensynligt tomrum.

Alle rejser sig. Dommer og advokater trækker sig. Johnny forlader retslokalet, uden interesse i, at skulle tjit tjatte med den kvinde han dybest set foragter.
   Ude i det fri hiver han smøgerne frem igen. 3 tilbage i pakken. Skulle han mon ikke bare stoppe. Han er begyndt at hoste om morgenen. Og så koster det jo en halv bondegård. Penge han i virkeligheden ikke har, efter han er blevet flexjobber.
   Nå, men lige nu bilder han sig ind, at behovet er der. Han inhalerer et kæmpe sug.
   Tanker hober sig op. Han har svært ved at tænke rationelt.

Johnny har hørt der kan gå timer før dommer og advokater bliver enige. Så Johnny sætter sig på bænken ved siden af den store dør, som fører ind til lokalet, hvor han meget snart sætter hans ben, en forhåbentlig sidste gang. Han propper musik i ørene, læner sig tilbage og forsøger, at tænke fornuftige og logiske tanker.
   Inden de 8 numre på hans playliste er færdigspillet, er der én der prikker ham på skulderen. Så er det tid. WOW for den da, det var hurtigt. Er det mon godt eller skidt.

Thi kendes for ret. Alle har sat sig. En summen for ørerne. Lyden af papir der bladres igennem. Dommeren sige i kløerne i et, i min verden uligevægtigt system. Jeg er hovedrystende forarget.
   kigger på Johnny. Åh MAND hvad fanden er det for et udtryk. Johnny er forvirret. Han kan ikke læse udtrykket. Hans hjerteklapper rusker i hele hans brystkasse. Han kan knap få luft.
   Dommeren rømmer sig.

Johnny lytter duknakket og med tårer i øjnene. Om 14 dage skal han FaceTime med Nikolai. Nikolai, hans elskede søn.
   Herefter skal det besluttes, hvor meget samvær han må få. Samvær som til at starte med, skal være overvåget samvær.
   En afgørelse andre ville betegne som værende uretfærdig, men en afgørelse der er vendepunktet for Johnny. Det positive vendepunkt. Han kan se lyset. Lyset for enden.

Johnny ringer til mig sidst på eftermiddagen. Han er glad. I hans jubel får han fremstammet, at han har vundet. VUNDET!!! Hvad fanden har han vundet? Den kvinde har ødelagt hans liv. Den kvinde har frataget alle hans rettigheder. Den kvinde har taget hans elskede børn fra ham. Og nu står manden og siger han har vundet!?!?Jesus Christ. Jeg forstår intet, men jeg vælger og spille med på jubel seancen. Johnny er glad. Og det gør mig glad.

Jeg sidder her med en følelse af forargelse. Hele denne historie om vold mod mænd og om samfundets stadig tilbagevendende tilkendegivelse af kvinders "ret" til fuldt samvær med børn. Børn som er i klemme. Eller skal vi