Jeg slap en mønt, i en fallos automat,
du ved dem, hvor du hører suset fra løgnen.
Dem der viser indbildninger i storformat,
og dem hvor du selv kan deltage i løgnen.
Jeg så mig selv på en oplyst scene,
du ved den med en snorkene sufflør.
Badet i lyset af hvad man skal mene,
alti alt mens man stille dør.
Jeg slipper ikke ideen om et frirum,
du ved hele ugen er optaget af dette.
Spundet af ihærdig flid, er jeg dum,
alt det jeg glemte, kan jeg ikke rette.
Men hvis jeg stopper toget,
og indser min mønt er væk.
Du ved ganske afklædt, uden noget,
man er jeg så udsat, med drømme på træk.
Jeg ser til mens du gør dømme positur,
i aristokrat kåbe, og medalje karakter.
Længselen efter guldridt, og slanger på tur,
smaragdens øje fortærer sjæle, med fler.
Jeg vågner som et genfærd foran en automat,
mønten i hånden er blevet varm.
I et neonlys ser jeg en leende primat,
jeg vandt intet, jeg er hel, trods en rasende larm