Ilden knitrede, og jeg var sikker på, at lugten af bål allerede hang i vores tøj. Snart gik solen ned bag horisonten, efterlod et af sine sidste lysglimt i vandet, og jeg mærkede den kradsende fornemmelse, da jeg trak uldtæppet tættere rundt om mine bare skuldre.
   Malik og jeg sad her alene, de andre var ikke kommet endnu. Han trak mig ind til ham, kyssede mig i håret, og jeg kunne ikke lade være med hele tiden at vende mig om for at kigge efter de andre.
   Jeg førte mine fødder gennem sandet, mærkede det mellem tæerne, og Malik gav et ekstra klem omkring min skulder. "Jeg ville ønske, vi bare kunne være alene for altid," erklærede han, og jeg lænede mit hoved mod hans skulder, kiggede tavst ned i jorden, samlede mine læber.
   "Mh," svarede jeg og kørte nu min fod i cirkler i sandet. Jeg kastede endnu et blik over skulderen i retning af de andre. Gad vide hvornår de kom?
   "Skal vi ikke bare skrive til dem, at vi går hjem?" Der var en kælen i hans stemme, men en skuffelse jog igennem mig ved hans ord. Gå? Nej! Jeg kiggede igen over skulderen, og der kom de endelig gående. Nikolaj, Marie og Torsten.
   Jeg rødmede. Mine bedste venner, og alligevel var jeg nødt til at kigge væk. Malik rejste sig med et suk, og varmen fra hans krop forsvandt i samme sekund. Han stod klar til at omfavne hver og en af gutterne, da de endelig kom helt hen til os, og jeg rejste mig lidt usikkert på benene for at gøre det samme. Jeg kunne mærke varmen fra Maries ånde på min hals, da hun lagde sine arme om mig, nød det et sekund, før jeg forarget over mig selv træk mig tilbage igen.
   "Godt at se jer! Har I ventet længe?" spurgte Torsten, og vi slog os alle fem ned på tæppet med fronten placeret mod solen, der spejlede sig og snart blev slugt i vandet.
   "En times tid vil jeg tro," mumlede Malik og skævede til mig.
   Stilheden dominerede et kort øjeblik, før Marie rejste sig. "Jeg har taget skumfiduser med!" Hun rejste sig, og jeg mærkede hurtigt ærmet af hendes trøje strejfe min arm, da hun rakte ud efter plastikposen. Jeg skælvede. Tog mig til det sted på armen, stoffet havde rørt, og gned punktet en smule, hvorefter jeg træk tæppet over mig igen.
   Jeg betragtede hende, mens hun koncentreret førte en skumfidus på spidsen af en pind, hvorefter hun lod den karamellisere mellem gløderne. Jeg mærkede det sitre ved synet af hendes spinkle fingre, der drejede pinden i rotationer, og et kort øjeblik forestillede jeg mig ubevidst, hvordan det ville føles, hvis de selv samme fingre kærtegnede min hud.
   I sekundet efter skammede jeg mig. Det stak i kæben, som når man spiser noget surt, og jeg rakte i det samme ud efter Maliks hånd, lod den flette ind i min. Jeg kunne i øjenkrogen se, at han smilte ved min berøring, og han førte sin tommeltot i cirkler over min håndryg. Jeg koncentrerede mig meget for at mærke, at det var hans berøring, og for at lade den erstatte den tanke, jeg for et par sekunder havde tænkt. Men det var alligevel umuligt.
   Mens Malik holdt om mig resten af aftenen, var jeg stadig optaget af at stirre på Marie. Hendes fyldige, let sprukne læber, hun en gang imellem fugtede med sin tunge. Spidserne fra hendes mørke hår, der i den lette aftenblæst kærtegnede hendes solkyssede skuldre. Smilet i hendes øjne, for hver gang Torsten fortalte en vittighed, der fik det til at spænde i maven, når man grinte.
   "Du siger ikke så meget," hviskede Malik mod mit øre, og jeg tvang mig selv til at løsrive mit blik fra Marie og kigge ud over vandet i stedet.
   "Jeg, øh..." Min stemme knækkede, og jeg måtte rømme mig. "Jeg er bare lidt træt."
   "Vi skulle nok være taget hjem," prøvede han igen og rørte mig på låret. Jeg svarede ikke, men lukkede øjnene og kom til at forestille mig, at det var Maries hånd og ikke Maliks. Jeg åbnede øjnene igen, rejste mig, løsrev mig brat fra min kærestes berøring. Det skete så uventet, at de andre kiggede nærmest forskrækket op på mig, og jeg bed mig selv i læben for ikke at komme til at græde.
   "Tak for i aften." Jeg fastholdt intenst Maries blik, imens jeg sagde det. Hun sad forstenet med pinden med skumfidusen i sin hånd, måbede. Jeg kunne se verden i hendes øjne. Det grønne græs, der lader sig berøre af vinden. Den isblå himmel, der virker uendelig, hvis man lægger sig ned på jorden og bare stirrer derop. Solen, der går ned over himlen og sender et rødligt skær i vandet og på en flok unge mennesker på en strand en knap så almindelig aften.
   Jeg så slet ikke, hvordan de andre reagerede. I min verden i dette sekund var der kun Marie og jeg.
   Jeg vendte mig om og gik. Og kom ikke tilbage.