Jeg træder ind i det nye land. Jeg ved ikke hvad det vil bringe, eller om jeg vil klare den, men jeg ved jeg bliver nød til at prøve! Mit navn er Sarah Nielsen, og jeg er blevet sendt på en mission. Min mission går ud på at finde en forsvunden pige. Hun forsvandt for tre dage siden, pludselig var hun bare væk og hendes familie hørte ikke et ord fra hende. Jeg har ikke mange spor at gå efter, alt jeg ved er, at hun sidst blev set henne ved de almægtige malere, at hun har blond hår og blå øjne, og at hun var iført en lyserød kjole.
   De almægtige malere, jeg har kun hørt rygter om dem. Det siges at det er de bedste malere fra hele verdenen. De mødes ved det store stenbord, hvor de så drøfter deres nye påfund, og maler de mest fantastiske malerier, som verdenen nogensinde har set.
   Det store stenbord... Hmmm, det burde ikke være alt for langt her fra. Hvis jeg tager vejen som bugter sig langs de grå bjerge og så drejer til venstre ved tredje skovsti, burde jeg kunne nå frem til det store stenbord før dagen er omme. Jeg sætter i løb, jeg må skynde mig, ellers er det måske for sent for den forsvundne pige.
   Da jeg kommer til den tredje skovsti på venstre hånd svinger jeg mig hurtigt omkring hjørnet og løber op af en stejl bakke. Mens jeg løber, beder jeg en bøn til, at jeg kan se det store stenbord fra toppen af. Ja! Min bøn virkede!
   Jeg kan se det, jeg løber alt hvad jeg kan ned i mod det store stenbord. Malerne sidder i en tæt rundkreds rundt omkring bordet, hvor de i dyb koncentration sidder med hvert sit billede. Måske kan de hjælpe mig. De ligner nogen som har været her i et godt stykke tid, de må have set pigen, det er jeg sikker på.
   "Undskyld, men er der nogle af jer, som har set en pige med blond hår, blå øjne og en lyserød kjole?" Ingen af dem siger et ord, de maler bare "Halo! Gider i lige lytte til hvad jeg spørger jer om et øjeblik!" stadigvæk ingen reaktion "Der er en pige som er forsvundet, har i set hende?" stilheden piner mig, hvorfor vil de ikke bare hjælpe mig? "Kom nu, svar mig! Hun er væk og jeg vil gerne finde hende! Hun har brug for mig" Det er som om jeg er luft i deres øjne, hvor er de lede! Jeg vil bare hjælpe en forsvunden pige og de vil ikke engang sige et ord til mig! De sider bare og kigger på hinanden og griner let fjoget. Jeg falder ned på knæ, måske skulle jeg bare give op, mine øjne svier, og jeg giver efter og lader tårrene trille ud.
   BOM, BOM, BOM, gulvet skælver og lyder af enorme tunge skridt kommer nærmere. Jeg kigger op gennem tårrene i mine øjne og ser en kæmpe! Hun er mindst tre gange så stor som mig, hun har hovedet på skrå og kigger forundret ned på mig "Hvad leder du efter, du lille" kæmpens stemmer runger i bjergene, og jeg bliver næsten blæst væk af hendes åndedrag. "En pige med blond hår, blå øjne og en lyserød kjole, har du set hende" kæmpen ser i et øjeblik tænksom ud "Ja det har jeg da" siger hun glad "Hvis du går der hen af" hun peger ned af en lille skovsti jeg ikke havde set før "Så finder du hende i en lille mørk grotte". Jeg tørrer de sidste tåre væk fra mine øjne og smiler. Jeg takker kæmpen og løber hurtigt og bestemt i den retning som kæmpen viste mig.
   Nu kan jeg se den, grotten som kæmpen talte om. Den er sort som kul, og da jeg træder ind i den kan jeg ingenting se. Jeg bevæger mig langsomt ind i grotten, ved at føle mig vej langs en af grottens sider. Efter noget tid begynder jeg at kunne skimte omridset af grotten og helt nede i bunden kan jeg se en skikkelse. Min ben bevæger sig hurtigere og hurtigere hen i mod skikkelsen, lige indtil.
   "Hvem der? " hendes stemme skælver "Undskyld hvis jeg har gjort dig bange" svarer jeg "Mit navn er Sahra Nielsen, og jeg er kommet for at finde og rede den forsvundne pige, er det dig? " Der går et langt stykke tid før hun endelig svarer "Ja... Men jeg vil ikke findes! Min familie var altid så onde imod mig, jeg vil ikke hjem til dem igen! JEG VIL IKKE!" Hendes skrig giver ekko i grotten, og da det stopper er alt man kan høre hendes gråd og ind imellem nogle små gisp efter luft.
   Jeg går hen til pigen, sætter mig ned foran hende, og tager hendes hånd "Det okay nu, du behøver ikke græde mere - hvis du vil, må du gerne komme med mig, min dør er altid åben." Jeg tørrer en tåre af hendes kind og smiler til hende, og hun smiler igen, og så krammer vi, og nu ved hun at alt nok skal blive godt igen.
   Da vi endelig når ud af den kulsorte grotte, er der kun en ting tilbage at gøre. Vi må finde min chef og fortælle hende at missionen er fuldført. Jeg står et øjeblik og stirrer ind i menneskemængden før jeg for øje på hende. Jeg tager pigen i hånden og vi bevæger os i mod målet.
   "Chef" siger jeg højt og tydeligt. Hun ser ned på mig "Fandt du hende" spørger hun. Jeg nikker og viser pigen frem "Hun er nu sikkert i min varetægt og jeg vil beskytte hende resten af mit liv". Min chef smiler stort, bukker sig ned og kysser mig på næsen "Det var godt min skat" svarer min mor mens hun aer min kind "Det er også en rigtig fin Barbie du har fundet dig der" Jeg nikker "lad os stille os i kø så vi kan få betalt for hende" Jeg nikker endnu en gang. Ikke længe efter, bliver det vores tur, min mor flipper hendes kort og taster den hemmelig kode, og så er Barbie min!
   "Vil du have den i en pose" spørger damen bag den magiske kasse "Ja tak" svarer min mor, jeg står stille et øjeblik "Mor altså! Det kan man da bare ikke - hun er jo en rigtig person!"
   Min mor kan være så ufølsom nogen gange. Hun tænker slet ikke på alt det glemte legetøj, hvad ville hun måske sige til at blive stoppet ned i en pose?
   Hvis hun ville, kunne hun rede alt det glemte legetøj... Men hun griner bare ad mig når jeg spørger, så den mission må vel bare være op til mig!
   Jeg strækker min hånd op i mod det store Fætter BR skilt og siger "En dag, så lover jeg at jeg vil rede alle jer glemte stykker legetøj, bare rolig, Sarah Nielsen er på sagen". Jeg kniber en tåre ud af øjenkrogen, vender mig om og tager min mors hånd. Og så går vi hjem, allesammen, min mor, Barbie og jeg, hånd i hånd med et smil på vores læber.