Tokyo, 2004.
Uden Yamaguchi-senseis indgående kritik af hendes "klimpe-tilgang" på klaveret havde hun muligvis aldrig mødt Nagisa. De gik ikke på samme årgang og havde ingen fag sammen, men i løbet af de første par evalueringsgange i andet semesters klaver-modul havde Yamaguchi-sensei altså været bravt efter hendes teknik og Shiori var en smule nedslået gået med til at kigge forbi i hvert fald et par af universitetets gratis elev-koncerter, for at få inspiration. Det havde været én af de dage, hvor hun højt og helligt havde lovet sig selv aldrig igen at røre instrumentet. Overhovedet. Endeligt tilfreds med hendes attitude havde Yamaguchi-sensei nedfældet en liste til hende over de komponister der var på plakaten, bedt hende vælge hvad der faldt i hendes smag, for hun ville ikke blive bedre uden passion og derefter sendt hende tidligt til frokostpause. Over en af kantinens på forhånd pakkede sushi-bokse bed hun den indledende skuffelse og sin udprægede, sårede stolthed i sig, studerede i stedet og mest af pligt navnene.
To uger senere, et par dage inde i februar, skulle en for hende stadig ukendt Ihara Nagisa spille en medley af Gershwin og siden man aldrig kunne gå fejl af Gershwin, hvis du spurgte Shiori, var hun dukket op i Det Musiske Instituts lille koncertsal lige til tiden og som en af de eneste. Havde sat sig på forreste række ved siden af en ung fyr, hun senere ville blive næsten ligeså indgående bekendt med som Nagisa selv, og ventede på at arrangementet skulle starte.
Det ironiske var, at så snart Nagisa begyndte at spille, holdte Shiori hurtigt helt op med at lytte til musikken. Ikke fordi hun spillede dårligt, snarere tværtimod og pludseligt forstod Shiori udmærket, hvordan Yamaguchi-sensei kunne kalde hendes eget klaverspil noget klimperi. Til sammenligning. Nagisa spillede med en enorm frihed og en enorm styrke, hendes sound var dyb og altomfattende, rungede som en stor tempelklokke og blæste Shiori væk, til trods for at hun selvfølgeligt blev siddende lige dér på sin stol med rank ryg og hænderne i skødet. Det var alt, hun kunne tænke om Gershwin som Nagisa spillede ham, for aldrig havde Gershwin lydt så fantastisk før, i stedet fokuserede hun meget på Nagisas fingre der fløj over tangenterne, favnede bredt og hamrede hårdt. De var slanke og lange, de mest ægte klaverfingre Shiori nogensinde havde set. Hun havde lyst til at kysse dem. Tilbede og forgude dem. De fingre.
Først da Nagisa kom til sin egen arrangering af Funny Face Ouverturen, til allersidst i det tredive minutter lange program, gik det op for Shiori, at hun var forelsket i hende. Pigen ved klaveret. Pigen med de perfekte fingre og ansigtsudtrykket af næsten melankolsk koncentration. At hun havde lyst til at løbe sine egne fingre igennem hendes fint opsatte hår, blot for at se de lange, sorte lokker falde ligeså frit om skuldrene på hende som selve hendes sound - og det var endda uden at Shiori havde hørt den anden kvinde sige et eneste ord, men hun syntes alligevel at hun allerede vidste hvilken slags stemme Nagisa måtte have. Lys og måske bare en anelse skinger, den slags stemme der kunne række og rejse langt i ethvert givent rum. Den slags stemme der blev lettere end luft, når hun stønnede.
Hun forsøgte desperat at trække vejret normalt.
"Hun er helt sublim, synes du ikke," spurgte fyren ved siden af hende, da Nagisa havde bukket for det stadigt tyndt-besatte publikum og var på vej ned fra podiet. Shiori stirrede på hende, kunne umuligt se væk, kunne mærke sine håndflader blive svedige. Ville hun forsvinde i mængden nu?
"Helt sublim," gentog hun en smule åndeløst, var uhøflig nok til ikke engang at vende sig mod ham. Han grinede og rakte en hånd op, vinkede Nagisa over til sig og den overvældende kvalme, da Shiori indså, at de kendte hinanden i forvejen, satte sig i halsen på hende. Hvis bare de ikke var kærester, hvis bare de ikke var kærester...
"Du har fået en ny beundrer," fortalte han Nagisa, fyren som Shiori meget snart ville lære at kende som Jun, og kom nonchalant på benene, idet hun standsede ved siden af dem. Shiori rejste sig også op, trådte lidt nervøst fra den ene fod til den anden. Igen og igen, indtil hun kom i tanke om, hvor dum hun måtte se ud og fik stoppet sig selv. Nagisa smilede på en virkeligt underspillet og virkeligt sexet måde, betragtede Shiori i stilhed et øjeblik, før hun talte i præcis den slags stemme Shiori hele tiden havde vidst hun ville have, lys og let skinger, lettere end luft hvis man fik hende til at stønne, var Shiori overbevist om.
"Tak, fordi du kom," sagde hun bare. Så simpelt.
Og sådan var det egentligt fordi Shiori ikke selv var en fantastisk pianist, fordi Yamaguchi-sensei ikke lod som om hun var, at hun mødte Nagisa som var netop fantastisk og sublim og fuldstændig perfekt. At hun mødte og forelskede sig i Nagisas fingre, i hendes stemme og i hendes hår. At hun mødte og forelskede sig i alt Nagisa var. Sådan var det, at Shiori langt om længe gik fra at tænke, at hun formodentligt aldrig ville finde sig en mand at være sammen med og det var okay, det kunne hun leve med, til at tænke og til at vide med den største sikkerhed, at hun ville dø, hvis hun ikke en dag fik lov til at kysse Nagisas læber, det ene par eller det andet, måske dem begge to. Sådan var det, at Shiori blev rigtigt forelsket for første gang nogensinde og endnu var lykkeligt uvidende om, hvordan den forelskelse ville sende hende i landsforvisning resten af livet.