Del 3


Jeg har undret mig over, hvad det var ved elven, som trak mig til den. Det var et farlig sted, det er der ingen tvivl om. Jeg har aldrig søgt at komme i livstruende situationer for farlighedens skyld, men en ønske at opleve stærke følelser har uden tvivl spillet sin rolle i min barndom. Under alle omstændigheder føler jeg tiltrækning af vandet der er i bevægelse den dag i dag. Det var det om mit forhold til vandet. Lad os gå tilbage til min barndom.

Vinteren gik og sommerferien begyndte, vi fik tre måneder fri fra skolen og lektierne.
   Børneflokken i Kaipola var ikke ret stor, vi var kun fem, Sirkka med regnet. Som alle børn, elskede også vi, at svømme. Men vi havde kun et sted, hvor vi turde gå i vandet. Det var i "kællingestrømen" bag klippeansigtets næse. Der kunne elven ikke rive os med sig.
   Min daglige rutine begyndte med at løbe til udkigsposten bag kornkamrene. Der sad jeg og betragtede elven, mens jeg ventede på mine legekammerater. Den dag måtte jeg vente forgæves. Selv "kællingestrømmen", var øde. Efter et stykke tid gik jeg tilbage til gården, der så jeg mors cykel ved brændeskuret. Så besluttede jeg at cykle til Leppiniemi og se på dæmningen. Jeg tog cykelen og tænkte: "Nu er dagen redet." Vejen der til fulgte elven og der fremme så jeg dæmningen først nedefra. Det var gigantisk at se på. Jeg fandt en vej, som gik op og over dæmningen og fulgte den til sluserne. De mægtige vandstråler, som buldrende styrtede ned i afgrunden, gjorde mig svimmel. Der oppe huskede jeg billeder af Niagara vandfaldene, jeg havde set i geografibogen.
   I min fantasi gjorde jeg en lynhurtig rejse til Niagara. Jeg klamrede mig til gelænderet, for jeg var både svimmel og begejstret af det, jeg oplevede på dæmningen.
   Jeg var i ekstase.
   Efter et stykke tid blev mit sind mættet af dette syn. Jeg løsrev mig fra at stirre i det buldrende vand og løb over dæmningen. Ovre på den anden side, hvor dæmningen sluttede, så jeg en underlig stålkonstruktion. Det så ud som en kæmpestor tagrende med en sluse i begyndelsen. Bag slusen flød en del stammer, som om de ventede på deres tur til at komme i renden og flyde videre ned i elven.
   Jeg gik rundt omkring for at få et nærmere syn og forståelse af, hvordan man brugte renden til at lade træet flyde ned til elven. Jeg klatrede op på en overgangsbro, som buede over renden og synet derfra var svimlende. Renden endte omkring hundrede meter længere nede i en lille dam.
   Renden lignede vores Rille i Kaipola, bare hundrede gange større.
   En sværm af tanker overfaldt mig. Kunne det være muligt at køre ned ad renden? Frygten lurede i halsen. Jeg var lige ved at besvime. Men tænk, hvordan det ville føles at prale om det! Jeg havde ikke engang skiene med mig, og det var sommer! Hundrede tanker for og imod kæmpede i mig.
   NEJ!! NEJ!! NEJ!!
   Jeg kikkede ned i renden. I bunden af renden løb en smule vand og lokkede mig. Jeg begyndte at ryste i hele kroppen. Hvis man nu satte sig i vandet - det kunne lige få en til at glide nedad. Var det OK, at blive våd af det? Uanset hvad, Sirkkas rekord i Rillen ville blegne i forhold til det her. Men det var sommer nu - men alligevel. Sommer eller ej, det her sted ville overgå alt, hvad elvdalen kunne byde på. Min beslutning kom, som om Satan selv havde skubbet den frem.
   Et hurtig blik rundt omkring - ingen mennesker at se. Ingen og intet skulle stoppe mig nu; jeg klatrede ned i renden. Et lille startløb og jeg fik startfart. Plask! Jeg smed mig ned i vandet. Siddende gled jeg i svimlende fart. Hurra, det her var større end tivolis rutsjebane! Meget større. Jeg fik mere og mere fart på og jeg nød det. Tyve meter før, jeg skulle lande i dammen nedenfor, begyndte renden under mig at ryste. Oh nej! NEJ! Jeg sked i bukserne af ren skræk. De har åbnet sluserne! Jeg padlede med hænderne alt, hvad jeg kunne.
   Fortrydelserne røg igennem hovedet på mig. Jeg fortrød alt i mit liv. Jeg fortrød, at jeg ville slå Sirkkas rekord. Min mor, åh nej, hun ville blive knust. Der var kun få meter til enden af renden - måske kunne jeg nå at falde i dammen, før stammerne knuste mig?
   Da jeg faldt i dammen, nåede jeg kun,